Irriterende insekter og vamle larver er der ikke en fornuftig grund til at bevare. Alligevel mener de fleste, at vi bør kæmpe for, at de ikke bliver udryddet.
Vores kærlighed til biodiversitet og vores hang til at bevare naturens arter kommer fra religion, skriver lektor i teologi Jakob Wolf fra Københavns Universitet i bogen Det Ubevæbnede øje - essays om fænomenologi, videnskab, økologi og teologi, som netop er udkommet.
I hele verden kæmper mennesker for klodens truede dyre- og plantearter, men langt fra alle arter har egentlig nytteværdi, og det betyder ikke noget for menneskets overlevelse, om de bliver bevaret eller ej.
Når vi kæmper for naturens diversitet, skyldes det altså ikke frygt for, at vores liv bliver ringere, hvis truede arter dør. Vi vil bevare arter, selv om de ikke har egentlig værdi, fordi vi har en etisk tankegang, der kommer fra religioner, mener Jakob Wolf ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.
Klimadebatten er altså forankret i en religiøs etik, der går på tværs af kulturer og religioner.
"Nogle vil hævde, at den moderne klimadebat har rod i menneskets ønske om egen overlevelse. Men i forhold til spørgsmålet om artsdiversitet er det argument helt utilstrækkeligt," siger Jakob Wolf ifølge Videnskab.dk.
"En orkide fra Cayman-øerne, en blåsort fasanart fra Vietnam eller java-næsehornet har ingen betydning for verdensøkonomien eller det globale økosystem. Når vi alligevel bliver påvirket følelsesmæssigt af beskrivelsen af arternes kamp for overlevelse, skyldes det en ærefrygt for livet, som har rod i en opfattelse af verden som skaberværk og livet som helligt og ukrænkeligt," fortsætter han.
Læs eksempler på argumenter i klimadebatten, der grunder i religion, på Videnskab.dk.