Vi er på flere måder midt i en skabelsestid.
I mange europæiske kirkers kalendere er perioden fra den 1. september til den 4. oktober i løbet af de seneste år blevet dedikeret til at fejre Guds skaberværk, til Creation time.
Samtidig befinder vi os i en periode, hvor verdens kirkeledere for alvor træder i karakter som bidragydere til klimadebatten. Hvor det tidligere mest var aktivister og græsrødder, der kom med spredte pip omkring miljøspørgsmål i kirkeligt regi, er det nu prominente folk som pave Bendikt XVI, ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, og patriark Bartholomæus af Konstantinopel, der ytrer sig.
Den Hellige Kristne Kirke arbejder utrætteligt på at rejse opmærksomhed ikke kun blandt den offentlige mening, men også blandt de ansvarlige verdens ledere, sagde Den Grønne Patriark for nylig i et nyhedsbrev fra Kirkernes Verdensråd.
Afdelingsleder ved Systematisk Teologi på Københavns Universitet Jakob Wolf arbejder sammen med en række andre på bogen Jorden Brænder en bog om klimaforandringer, etik og holdninger, der skal udkomme til foråret. Selv bidrager han med kapitlet Et religiøst perspektiv på klimaforandringerne. Han finder det oplagt, at kirker og religioner nu tager del i klimadebatten.
Klimadiskussion er en del af den økologiske krise, som religiøse og kristne teologer har beskæftiget sig med i mange år. Det handler om vores ansvar over for kloden og skaberværket, og her kan religionerne bidrage produktivt. Religion kan engagere mennesker på et dybt og vedholdende plan i modsætning til økonomi og politik, som er mere ustabilt og kan dreje i forskellige retninger, siger han.
Kirken og religionen har altså fundet sin plads i klimadebatten. Samtidig har klimadebatten erkendt, at den kan bruge kirken. FN har udgivet et såkaldt White Paper on the Ethical Dimensions of Climate Change, men har nu også taget initiativ til at inddrage religionerne i klimakampen generelt. Selvom man i det sekulære samfund har en tendens til at sende kirken ud på sidelinjen, lytter man alligevel, når for eksempel paven taler, vurderer ph.d. og ekspert i interkulturelle studier Mogens S. Mogensen.
Vi har behov for værdier, der er hævet over politisk ævl og kævl. Det er mere troværdigt, når kirkerne udtaler sig, fordi det ikke er et forsøg på at rekruttere medlemmer eller vinde næste valg. Når kirken taler om skaberværket, er det ikke noget nyt. Det har den altid gjort, og derfor virker det troværdigt, siger han.
Jakob Wolf mener, det er interessant, at det globale verdenssamfund indser, at det måske ikke er nok at samarbejde politisk, teknisk og økonomisk.
Man har fundet ud af, at vi også har brug for at samarbejde på et dybere etisk plan, hvis vi skal nå frem til mere bæredygtige løsninger. Religionen har evnet til at sætte problematikken ind i en meget større verdensanskuelse, siger han og fortsætter:
I religionerne har vi kærlighed til skaberværket. Dermed bliver kærligheden til alt liv en anderledes motivationsfaktor i klimakampen end den etiske påpegning af, hvad vores pligter er. Der er forskel på, om man gør noget, fordi man elsker noget, eller om man gør det af pligt, siger Jakob Wolf, der mener, det er en fejl, at det altid bliver fremstillet negativt, at vi i Vesten skal skære ned på ressourcerne.
Ofte handler klimadebatten udelukkende om afsavn og afkald, men det kan da også give en følelse af glæde og generøsitet, hvis vi fokuserer på det givende i, at vi ikke må vælte os i al den luksus mere, siger han.
Kirkerne bakker ikke bare op. De tager også selv initiativer og går foran og virker i nogle sammenhænge nærmest som politiske aktører. Den svenske biskop Anders Wejryd er vært ved en tværreligiøs klimakonference, Interfaith Climate Summit, i Uppsala i november. En af hovedpointerne er at få lavet et manifest, der senere kan præsenteres på et stort FN-møde i Polen i december 2008.
Formålet er at kommunikere en nødvendig, håbefuld og etisk-religiøs besked til verdenssamfundet om, at særligt i-landene må sænke farten på den globale opvarmning og beskytte effekterne af tørke, oversvømmelser, storme og andre alvorlige konsekvenser af klimaforandringerne, skriver biskoppen i sin invitation.
I Danmark diskuterer vi ofte, hvor politiske kirkerne må have lov at være. Hvad klimadebatten angår, er grænserne flydende. Både Vatikanet og den anglikanske kirke har lavet konkrete vejledninger til, hvordan man som en god kristen kan være mere miljøvenlig i hverdagen.
Jakob Wolf mener, det er et spørgsmål om stil.
Det er en delikat sag, og der er ingen skarpe skel her. Jeg mener ikke, det er politisk, når religionerne opfordrer os til at tage vare på planeten det er næstekærlighed, men når man kommer ind på, hvordan man skal gøre det, nærmer vi os politik. Jeg mener, det afgørende må være, at man ikke skaber forkerte splittelser på den baggrund. Religionens fornemste opgave er at fokusere på det, der er fælles for os alle sammen, siger han.
Kirkernes skemalagte fejring af skaberværket slutter officielt den 4. oktober, men det gør kirkens kamp for et bedre klima ikke. Tværtimod. Alt peger på, at endnu flere kirker og kirkelige organisationer vil melde sig under fanerne frem mod klimatopmødet i København i 2009.
Mogens S. Mogensen forudser, at den øgede miljøaktivisme vil smitte af på kirkernes forkyndelse. Skabelsesteologien vil gå ind i en ny dimension.
Jeg ser det som en langsigtet bevægelse i kirkens teologi med mere fokus på skaberværket. Selv i de mest konservative kredse mærker vi en bevægelse, hvor folk erkender, at det at være kristen også handler om deres forhold til skaberværket, siger Mogens S. Mogensen.
Han og Jakob Wolf er desuden enige om, at klimaet om noget virkelig formår at samle verdens kirker og religioner.
At tage vare på universet er blevet kirkens nye missionsopgave, og det vil give basis for ny økumeni og større samarbejde mellem religionerne, vurderer Mogens S. Mogensen.