Prøv avisen

Klokkeklar rapport lukker Nørrebrosagen

Det var uromagere, der skabte den alvorlige situation, da politiet natten efter EU-afstem-ningen i 1993 skød mod demonstranter

Den helt grundlæggende årsag til begivenhedernes udvikling, da urolighederne på Nørrebro den 18.-19. maj 1993, natten efter folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen, førte til, at politiet skød på og sårede 11 demonstranter, var den voldsomme og for de deltagende politifolk periodevis livsfarlige adfærd, der blev udvist af demonstranterne. Med denne hovedkonklusion finder en ny rapport om den såkaldte Nørrebrosag, der blev offentliggjort i går, ikke noget grundlag for at rejse kritik af politiets ledelse eller enkeltpersoner i politiet. Det samme gælder embedsmændene. Her er undersøgelsesresultatet måske knapt så klokkerent. Det fastslås, at kommissoriet for daværende rigsadvokat, nu højesteretsdommer Asbjørn Jensens, første undersøgelse var uklar, og at det førte til misforståelser og en mindre omfattende undersøgelse af Københavns Politi. Heller ikke her er der imidlertid fundet anledning til at rejse egentlig kritik eller gøre noget retligt ansvar gældende. Politi og embedsmænd Det var Folketinget, der ved lov af 22. maj 1996 besluttede, at Nørrebrosagen skulle underkastes en ny undersøgelse. Den første undersøgelseskommission under Asbjørn Jensen, der forelå i 1994, mødte skarp kritik, især fra venstrefløjen, der ønskede politiet draget til ansvar for at have skudt mod folkemængden. Den nye undersøgelse fik som kommissorium at undersøge det samlede begivenhedsforløb natten mellem den 18. og 19. maj 1993, omstændighederne ved udformningen af kommissoriet for den daværende rigsadvokats undersøgelse og de drøftelser og andre kontakter, der ved tilrettelæggelsen af Asbjørn Jensens undersøgelse var mellem denne, Justitsministeriet og Københavns Politi samt Dansk Politiforbund. Til at deltage i denne nye undersøgelse udpegedes advokat Henrik Christrup som formand samt professor Claus Haagen Jensen og advokat Gunnar Homann. Desuden udpegedes advokat Arne Skovbo til at bistå kommissionen med afhøringer i retten. I går, fire år efter, offentliggjorde justitsminister Frank Jensen (S) så rapporten. To bind og tilsammen 515 sider plus yderligere to bind med 680 sider udskrift af retsbogen fra kommissionens afhøringer og små 100 sider bilag. Justitsministeren tager til efterretning, at Nørrebrokommissionen frikender politifolk, embedsmænd og tidligere justitsminister Erling Olsen (S) for noget retligt ansvar i forbindelse med urolighederne og de efterfølgende begivenheder. Politiets nødværge Politiets beredskab var ikke tilstrækkeligt den majnat i 1992. Men det finder kommissionen ikke at kunne bebrejde politiet. Anvendelsen af et så overordentligt stort antal brosten - der lå i bunker på grund af et renoveringsarbejde på Sct. Hans Torv på Nørrebro i København - og andre former for kasteskyts som jernspyd og molotovcocktails er ikke forekommet tidligere i Danmark. Kampens voldsomme udvikling betød også, at der blev brug for langt større mængder tåregas end ved nogen tidligere konfrontation. Dertil kom en for dårlig radiokommunikation, men her anfører kommissionen, at politiet havde gjort opmærksom på behovet for et nyt og bedre radioanlæg, der endnu ikke var bevilget. På grundlag af disse og andre forhold konkluderes det, at hverken daværende politidirektør Poul Eefsen eller andre i politiet kan gøres ansvarlige for manglerne. Og desuden at det kunne være gået langt værre, hvis de ledende politifolk på Nørrebro ikke havde holdt hovedet koldt. I den givne situation finder man det også berettiget, at politiet i nødværge og selvforsvar kastede brosten mod de angribende demonstranter og brugte skydevåben. Om daværende rigsadvokat Asbjørn Jensens undersøgelse fremgår det, at denne havde den opfattelse, at Københavns Politi selv gennemførte en undersøgelse af sin indsats. Politidirektør Eefsen derimod havde den opfattelse, at Asbjørn Jensen skulle gennemføre undersøgelsen, hvorfor han selv var tilbageholdende. Kommissionen konkluderer, at Asbjørn Jensen-kommissoriet - udarbejdet af Justitsministeriet - var uklart, og resultatet blev »en mindre grundig sagsoplysning«. Leder på bagsiden