Hvem skal klokkerne egentlig ringe for?
Det spørgsmål stiller sognepræst i Hørup Agnete Raahauge i et åbent brev til biskop Niels Henrik Arendt i dagens udgave af Kristeligt Dagblad.
Agnete Raahauge finder det "dybt ubehageligt", at kirkernes klokker i forbindelse med det store klimatopmøde i København til december skal stilles til rådighed for, hvad hun definerer som verdslige, politiske mærkesager. Endnu mere beklageligt er det, at biskoppen opfordrer alle menigsrådene til at deltage i klokkeringningen i tilknytning til topmødet.
I forbindelse med klimatopmødet i december vil kirker i både Danmark og resten af verden ringe med kirkeklokkerne 350 gange for at kalde til alarm, bøn og håb for skaberværket, og det er altså den begivenhed, Agnete Raahauges aversioner er rette mod.
– Mig forekommer biskoppens støtte til klokkeringningen den 13. december at være endnu et symptom på den politisering af folkekirken, som vi for nylig så i gruppen Kirkeasyls udnyttelse af Brorsons Kirke. En politisering, som i længden vil give folk mere og mere despekt for den kirke, der er til fals for enhver politisk sag, som kan give den publicity, siger Agnete Raahauge i brevet.
Hendes biskop, Niels Henrik Arendt fra Haderslev Stift, er helt uenig i hendes kritik.
– Vi er bestemt ikke til fals for publicity. Klimaet er i mine øjne en af de folkelige sager, der burde være et fælles anliggende. For mig at se er det Agnete Raahauge, der er på vej til at politisere alt ved at sige, at spørgsmålet om klodens velbefindende nu også er blevet del af den politiske dags-orden. Efter min mening er klimaspørgsmålet et fælles folkeligt spørgsmål, der ligger over det snævert politiske, siger Niels Henrik Arendt.
Samtidig understreger han, at det er ganske frivilligt, om de enkelte kirker har lyst til at være med i klokkeringningen.
– Det er en sag, som man kan drøfte i det enkelte menighedsråd. Det er ikke et forsøg på at spænde de enkelte sogne for klimapolitisk spørgsmål, som de ikke kan støtte. Men der har igennem tiden været en forståelse af, at klokkeringninger også kan tjene folkelige, politiske formål i akutte situationer, som når fjenden var i landet, og det er den tradition, jeg ser i klokkeringningen. Nogle vil selvfølgelig mene, at klimaproblemet ikke er akut nok til det formål, men så kan de jo bare lade være, siger han.
I sit brev sætter Agnete Raahauge også spørgsmåltegn ved, om Kirkeministeriet overhovedet har givet tilladelse til ringningen. Ifølge ministeriets vejledning om klokkeringning fra 1993 kan biskopperne nemlig frit give sognene dispensation fra de gældende regler for klokkeringning – dog ikke for ringninger i verdsligt øjemed, som kræver en særlig tilladelse fra netop Kirkeministeriet.
Biskop i Roskilde Stift Peter Fischer-Møller, der er med i Klimagruppen under Danske Kirkers Råd, som står for klokkeringningen, kan dog fortælle, at der er givet grønt lys til projektet.
– Der er spurgt om tilladelse både i Kirkeministeriet og Beredskabsstyrelsen, og der er ingen problemer. Hvis menighedsrådet beslutter det, er det o.k. at ringe med klokkerne den 13. december som en lokal markering i forbindelse med klimatopmødet i København. Der har altid været en tradition for, at kirkeklokkerne også blev brugt ved verdslige formål, og det er den, vi følger her, siger Peter Fischer-Møller.
Qua sin deltagelse i klimagruppen er det ham, der har opfordret sine bispekolleger til at sende opfordringen om klokkeringning ud til sognene. Som Niels Henrik Arendt understreger han, at det er ganske frivilligt, om man vil være med.
– De, der synes, at kirken ikke skal blande sig, kan bare sige nej tak. Men personligt mener jeg, at kirken har meget at byde på i forhold til klimaspørgsmålet, siger Roskildes biskop.