”Klostergårdens stilhed er noget særligt. Klostret lukker sig mod omverdenen, men åbner sig mod himlen. Samtidig er klostrets koncept udviklet, så det fremmer beboernes stræben efter det ideelle kristne liv, for eksempel er der kun kort vej fra dormitoriet til kirken, så munkene ikke spildte tiden, når de skulle til messe.”
Per H. Jacobsen er arkitekt og har i en årrække beskæftiget sig med klosterbevægelsen og de danske klostre. Kristeligt Dagblad møder ham i Vor Frue Kirke i Aarhus, der rummer rester af et af Europas første dominikanerklostre fra 1200-tallet.
For ti år siden udgav han på eget forlag bogen ”For Himmerigets Skyld – Klosterliv i Vesteuropa & De danske klostre”, som den 11. marts udkommer i opdateret version. Her beskriver han klostervæsenets historie og udvikling og dets udbredelse i Danmark – inklusive Skåne, Halland og Blekinge og en del af det nuværende nordlige Tyskland – i form af de 140 klostre, der i middelalderen blev opført af 12 forskellige ordener.
”Når jeg genudgiver min bog, er det blandt andet, fordi jeg håber, at Reformationsjubilæet kan skabe interesse for det bidrag, som klostervæsenet har ydet til vores samfund. Det vil være indskrænket, hvis jubilæet bliver til en fejring af udslettelsen af noget så betydningsfuldt og med så positiv indflydelse som klostervæsenet,” siger han og kigger op på hvælvingerne i det højloftede kirkerum.
Om Vor Frue Kloster i Aarhus kan man i bogen læse, at dele af det tidligere kloster er indrettet som ældreboliger – efter en periode som hospital. Kapitelsalen, hvor munkene hver morgen fik læst et kapitel fra ordenens regel højt, har siden 1888 været brugt til andagt og gudstjeneste.
”Dominikanerne var tiggermunke ligesom franciskanerne og bosatte sig i byerne, hvor de engagerede sig i forkyndelse og bekæmpelse af kætterbevægelser. Andre ordener tog sig af undervisning, sygepleje og socialt arbejde, mens andre havde opført klostre på landet, hvor de bidrog med nye teknikker inden for landbrug, fiskeri og gartneri. Samtidig gav klostrenes arkitektur inspiration til byggeri af sognekirker og herregårde,” siger Per H. Jacobsen, der blev interesseret i klostre under sin søgen efter sine kristne rødder.
”Som ung vendte jeg min kristne baggrund ryggen og blev antireligiøs og anarkist. Men mit første barns fødsel og min oplevelse af at stå ved en nær vens dødsleje rokkede mit fundament. Da min ven døde, blev lyset i rummet anderledes, og jeg mærkede en indre ro. Det var som en åbenbaring.”
Oplevelsen fik den folkekirkelige Per H. Jacobsen til at søge tilbage i historien og studere kristendommens udvikling og skiftende perioders kirkearkitektur. Han stødte på klosterkirkerne og blev optaget af de arkitekturkoncepter, som havde spredt sig op gennem Europa med de mange munke- og nonneordener.
”Hver orden afspejler sin samtid. Når en orden kom for langt væk fra de oprindelige idealer, opstod nye ordener, og arkitekturen afspejler både ordenens idealer og besværet med at fastholde dem,” siger han og nævner som eksempel, at franciskanernes udgangspunkt var, at munkens kutte var hans kloster, men at der efterhånden blev opført ganske store franciskanske klostre.
”Interessen for vores kristne rødder er i vækst i Danmark. Mange tager på pilgrimsvandring og retræte og søger en modvægt til samfundets præstationskrav. Der kan klostrenes idealer være til inspiration,” siger han.
”Klostrene er en væsentlig del af vores udvikling fra forarmet landbrugsland til velfærdssamfund, og de var grundlagt på idealer, som ikke er så fjerne fra os. Når unge mennesker engagerer sig i frivilligt socialt arbejde, er det i tråd med klosterbevægelsens idealer.”
I arbejdet med bogen har Per H. Jacobsen forsøgt at gå fordomsfrit til værks, og han har haft mange aha-oplevelser undervejs. Blandt andet var det overraskende for ham, at den eneste nordiske klosterorden, birgittinerne, blev grundlagt af en kvinde, Birgitta af Vadstena, som var en form for middelalderlig feminist.
”Ordenens moderkloster blev bygget til 60 nonner og 25 munke, og der var demokrati med flertalsstyre, så reelt kunne nonnerne bestemme. Den store kirke, hvor der var adskilte pladser til munke, nonner og menighed, blev endda tegnet af Birgitta selv, hvilket formodentlig gør hende til verdens første kvindelige arkitekt.”