Da jeg var omkring 40 år, begyndte jeg at spekulere over, hvad det vil sige at have et kald, og om jeg selv havde et kald. Jeg syntes, at jeg havde følt mig kaldet til mange forskellige ting i løbet af mit liv, men ønskede at få afklaret, om jeg mon havde ét bestemt kald, jeg skulle følge.
Længslen efter afklaring fik mig til at søge tilbage til det sted, hvor jeg i min barndom har oplevet den største ro og lykke – et kloster i Tyskland, hvor min mormors søster har været nonne siden sin ungdom. Jeg er vokset op med en mor, der er katolik, og en far, der er protestant. Min far har aldrig vist interesse for kirke og kristendom, men min mor tog mig med i kirke om søndagen, og selvom jeg ikke altid var så begejstret for det som barn, gav det mig en relation til kirken. Jeg var også altid i kirke med min mormor, når jeg overnattede hos hende.
Det vigtigste var dog, at jeg som barn var på mange ferier i klosteret i Tyskland med min mor og min mormor og en enkelt gang med både min mor, min mormor og min oldemor. Jeg huskede tydeligt roen og stilheden. Alt var meget spartansk og enkelt, og jeg husker aftenerne, hvor jeg sad sammen med min mor, mormor og oldemor og spillede kort ved et bord midt i et lille rum med fire senge, hvor vi overnattede. Jeg huskede også den særlige stemning i klosteret, hvor nonnernes energi og varme smittede af på mig.
Jeg kontaktede min mormors søster og aftalte et besøg i klostret. På flyet vendte alle barndomsminderne tilbage. Jeg huskede min mormors søster i hendes smukke ordensdragt og den pebermyntete, de serverede i klosteret.
Da jeg ankom, blev jeg taget varmt imod, og selvom klosteret var blevet mindre spartansk siden min barndom, var stemningen den samme. Jeg tilbragte dagene med min mormors søster og talte med hende om hendes kald og liv. Jeg mødte også en tidligere abbedisse, som jeg fik lov at tale længe med. Mine mange spørgsmål fik hende til at spørge, om jeg var interesseret i at blive nonne, men det kunne jeg svare klart nej til. Mit kald er ikke at gå i kloster, og mine samtaler med min mormors søster gjorde det også klart for mig, at for mig handler det ikke om at finde ét kald i livet. Jeg tror, at vi kan føle os kaldet til flere ting, og jeg har følt mig kaldet til mange ting gennem livet og har sikkert stadig flere kald, jeg skal følge.
Siden jeg vendte hjem fra klosteret, har jeg gjort mig umage for at koble mig mere fra de sociale medier og mobil og mail og skabe mere ro i min hverdag. Klosterlivet og nonnernes spiritualitet har sat aftryk i mit liv. Jeg har ikke faste rutiner eller skemaer for meditation og bøn. Men jeg nyder at lytte til nonnernes syngende bønner, som jeg købte på cd i klosterbutikken, og som har en meditativ effekt for mig.
Under mit besøg i klosteret var jeg to gange om dagen i kirken for at høre nonnernes tidebøn, og det var en sjæleligt stærk oplevelse. Bønnen varede kun 15 minutter, men jeg havde følelsen af, at jeg havde været på en lang rejse. Jeg har også en rosenkrans, jeg har fået af min mormors søster, og den bruger jeg som støtte, hvis jeg bliver nervøs, for eksempel når jeg skal holde en tale, skal til en samtale eller holde en præsentation i et større forum. Jeg har den altid i min taske, og den giver mig tryghed. Men som alle andre falder jeg også tilbage i uvaner og mister fokus. Så jeg er bevidst om, at jeg skal gøre noget for at fastholde det, som klosteret har lært mig. Jeg tager jævnligt derned og har lige booket besøg dernede i marts.
Jeg vil gerne give evnen til fordybelse og ro videre til mine børn. Jeg vil gerne lære dem, at selvom luksus kan være dejligt, er det vigtigste det nærvær og samvær, der opstår, når man er sammen i en ramme, der skaber ro, for eksempel i klosteret. Begge mine børn har været med dernede, og selvom der ikke er helt så spartanske forhold, som da jeg var barn, kan jeg mærke, at det giver dem noget særligt. Jeg taler også med dem om, at troen er en gave, vi kan vælge at pakke ud, og som kan være en hjælp gennem livet med de bump, det nu engang giver.
Jeg tror dybest set, at der er noget, der kalder på os alle. Men hvis vi ikke giver os tid til refleksion og til at vende blikket indad, risikerer vi, at mulighederne suser forbi os, fordi vi ikke kan mærke, hvad vi bliver draget af eller kaldet til. Jeg er overbevist om, at klosteret kaldte på mig, fordi der var noget, jeg skulle lære som moderne kvinde i en fortravlet hverdag. Jeg blev inspireret af nonnernes enkle livsstil med faste rutiner. Jeg har lært at have større fokus på ro og fordybelse. Besøget lærte mig også at turde være i stilheden og fordybelsen, og det gav mig mod til at følge min indre stemme.
Hvad har udfordret din tro?
Det udfordrede mig, da jeg skulle konfirmeres, og jeg var den eneste katolik i min klasse. Det var ikke sjovt at være anderledes, og jeg havde mange diskussioner med min mor, fordi jeg gerne ville konfirmeres sammen med mine klassekammerater. Dengang var der ikke så mange muligheder for at vælge, så jeg blev konfirmeret katolsk. Men da min datter for nogle år siden skulle konfirmeres, kunne jeg mærke, at hun havde det, præcis som jeg havde det dengang. Så jeg fik arrangeret, at hun blev konfirmeret i folkekirken, og det var det helt rigtige. Det blev den bedste dag i hendes liv.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
At lytte til min indre stemme og have mod til at følge den, uagtet hvad andre tænker og mener. Det råd har jeg fået af min mormors søster, der har levet som nonne i mange år. Hun har lært mig, at selvom ikke alle har et så klart kald, som hun har haft, er det vigtigt at turde følge de kald, man får. Det kræver, at man tør være i stilheden og fordybe sig, så man kan høre den indre stemme.