Klostre ved Jesu dåbssted bliver igen tilgængelige

50 år gamle landminer fjernes i disse år ved grænsen mellem Israel og Jordan

På en etiopisk kirke findes dette gamle maleri af Jesu dåb i Jordanfloden, der løber lige i nærheden af bygningen. –
På en etiopisk kirke findes dette gamle maleri af Jesu dåb i Jordanfloden, der løber lige i nærheden af bygningen. – . Foto: Menahem Kahana/AFP/Ritzau Scanpix.

I 50 år har der ikke været muligt at komme til syv klostre, der ligger i nærheden af det sted, hvor Jesus menes at være blevet døbt ved Jordanfloden. Efter Seksdageskrigen i 1967 lukkede Israel et større område efter at have lagt landminer ud, og man erklærede 100.000 kvadratmeter tæt på grænsen til Jordan for militærzone. Det efterlod syv klostre med tilhørende landområder øde og mennesketomme.

De syv klostersamfund havde indtil 1967 været beboet af blandt andre katolikker, koptere, russisk-ortodokse, syrisk-ortodokse og etiopisk-ortodokse troende. At klostrene blev forladt hurtigt ses ved, at der stadig står vinflasker og trækors fremme. Men alt, hvad der findes i klostrene, gives nu tilbage til ejermændene. Det skriver Jerusalem Post.

Israel indgik i 1994 en fredsaftale med Jordan, som gør, at man ikke længere regner det for en del af landets forsvarstrategi at lukke grænsen til Jordan.

Det store rydningsarbejde er resultatet af forhandlinger mellem de syv klosterejere samt Israel, Jordan og palæstinensiske selvstyremyndigheder. Både briter, palæstinensere og israelere er involveret i processen, der begyndte i 2017 og ventes at være afsluttet i 2019 eller 2020.