Klovnerier og dumme dukkespørgsmål om kristendom

De er små ligesom børnene selv, og de må godt være sjove i kirken. Og så får de lov til at sige de ting og stille de spørgsmål om Gud, som vi andre helst ikke må stille. Børn elsker dukketeater om bibel og kristendom

Klovnen er kommet til Skt. Johannes Kirke i Aarhus. Blandt meget andet kan sognemedhjælper Jette Haugaard Nielsen spille dukketeater og lave klovnerier med balloner til brug i gudstjenesten og den kirkelige undervisning. –
Klovnen er kommet til Skt. Johannes Kirke i Aarhus. Blandt meget andet kan sognemedhjælper Jette Haugaard Nielsen spille dukketeater og lave klovnerier med balloner til brug i gudstjenesten og den kirkelige undervisning. –. Foto: Carsten Haugaard Nielsen.

Børn elsker dukker, som stiller dumme spørgsmål og er frække. Derfor er det også i kirkelige sammenhænge en succes, når et dukketeater er inviteret med til familiegudstjenesten eller i søndagsskolen.

I mange år har tusinder af børn moret sig over Sigurd Barrets dukke Snapper, som er med til at gøre nogle af kristendommens vanskelige kernebegreber forståelige for børn. I Skt. Johannes Kirke i Aarhus har man netop ansat en sognemedhjælper, som både kan lave dukketeater og klovnerier med balloner, og siden 2010 har den tværkirkelige forening Børn og Tro og KKR/TV sendt 77 børneprogrammer, hvor dukkerne Molly og Viggo er en fast bestanddel i forbindelse med bibelhistorie fra Det Gamle og Det Nye Testamente. Inden længe har konceptet GPS, som det kirkelige børne-tv hedder, præmiere i Tyrkiet, og der er også planer om at indtale programmerne på arabisk. Bare tre eksempler på, at dukkerne indtager kirken.

Dukketeater har været kendt og elsket siden oldtiden, for eksempel i religiøse sammenhænge, men også i den politiske samfundssatire i middelalderen, hvor teatergrupper og narren ved hoffet havde meget større ytringsfrihed end andre, som for længst ville være havnet i fængsel.

Sognemedhjælper Jette Haugaard Nielsen skal lave temaaftener, højskoledage, musikalsk legestue for de mindste, undervise minikonfirmander og holde åbent hus for ældre og alt det, en sognemedhjælper normalt gør. Men desuden medbringer hun dukker og klæder sig ud som klovn, som hun har optrådt med i blandt andet børnehaver, dagplejer og andre kirker.

Jeg har taget dukkerne med ind i kirken, fordi de er et fantastisk virkemiddel over for børn. De er optaget af dukkerne, fordi de er lige så store som dem selv og ikke bare er udklædte voksne. Alle aldersklasser jubler over dem. De må stille de dumme spørgsmål om kristendom, som vi andre også kunne have lyst til at stille, og de laver sjov og ballade. Det gør bestemt ikke noget, at der kommer lidt humor ind i forkyndelsen og bibelfortællingen, siger Jette Haugaard Nielsen, som bruger dukkerne til undervisning af minikonfirmander, til familiegudstjenester og spaghettigudstjenester, men som også har prøvet at medvirke med dukkerne i en julegudstjeneste.

Det er vigtigt ikke bare at fortælle, men at bruge hele kroppen, når man forkynder for børn, unge og ældre, og derfor bruger jeg også min klovnerolle med lidt trylleri og ballonkunst. Man kan godt bruge dukker også til alvorlige emner som tilgivelse og også død og sorg, hvis bare man gør det på en ordentlig måde. For bare 10 år tilbage var der ikke mange dukker i kirken, men det bliver mere og mere udbredt, ikke bare med dukketeater, men også med andre kreative virkemidler i den kirkelige undervisning og i gudstjenesten, siger Jette Haugaard Nielsen.

Landsleder i Børn & Tro Dorthe Lykke Jensen opfandt de to dukker til børneprogrammet GPS (vejviser). Molly er den kloge, som elsker at læse, og Viggo laver ballade og stiller de frække og sjove spørgsmål.

Kristne dukkespil er tit ret kedelige, fordi dukkerne snakker sammen om et eller andet teologisk emne. Men jeg ville bruge dukkerne til at bringe bibelhistorierne ned på et hverdagsplan, hvor for-tællingerne ville være nemmere at forstå for børn. Dukkerne er som børn. De siger samme dumme og kloge ting, som børn selv kan finde på at sige. Men fordi det er en dukkeverden, sker der ikke noget ved det. Dukkerne kan sige, at de voksne er dumme, eller at de er vrede på en anden dukke. Det skaber en genkendelig ramme, som børnene er meget optagede af, og en god basis for at forstå nogle af de ofte svære kristne begreber, siger Dorthe Lykke Jensen.

På Børn & Tros hjemmeside kan manuskripterne til dukkespillenes bibelhistorier downloades gratis og bruges i den lokale kirkelige sammenhæng, ligesom man kan se, hvor dukkefigurerne kan købes.

SE TEMA: Børn og tro