Stadionurets røde digitaltal viser præcis 41.36, da det sker.
Afstanden er godt 300 meter, udsynet er ikke det allerbedste, og i sekunderne op til har man ved blot at se rundtomkring på de nærmeste fået bekræftet, at noget frygteligt er under opsejling. Fire sekunder før blev sangen mærkbart lavere, fordi de frysende deltagere opdagede, at noget var galt. To sekunder før lød de første gisp, og i det sekund, det går op for folk, at det er ganske forgæves, at målmand Casper Ankergreen spræller rundt mellem stolperne i den anden ende af banen, sænker mange hovedet i afmagt.
Der går et par sekunder, inden Simon Thorup langsomt fjerner handsken fra sit ansigt. Mikkel Ankjærgaard skyder underlæben frem i en utilfreds gestus, og hans storesøster, Nanna, står med halvåben mund og ryster langsomt på hovedet, imens endnu en Simon – med efternavnet Ankjærgaard – læner sig frem over metalbøjlen, han står bagved, og råber højlydt et "nej da for fanden", der hurtigt blander sig med lignende ytringer fra flere tusinde mennesker.
Inde på græstæppet er de blå- og hvidklædte spillere fra den spanske klub Espanyol godt i gang med at juble, imens deres blå-gule modstandere fra Brøndby trasker langsomt op imod midterlinjen.
På tilskuerpladserne melder støtten sig dog hurtigt igen. Opildnet af tre unge mænd, der er bevæbnet med megafoner og store armbevægelser, kommer der hurtigt gang i de taktfaste råb igen: "Brøndby, Brøndby, Brøndby."
Vi befinder os et sted, som nogen har valgt at kalde Nedre Faxe, en meget kold novemberaften. Stedet hvor de absolut mest dedikerede tilhængere af fodboldklubben Brøndby IF står placeret – fra et par timer før kampstart til efter, dommeren har fløjtet af.
Og blandt disse lidt mere end bare "menige" fodboldtilhængere finder vi altså 30-årige Simon Ankjærgaard, hans 27-årige søster, Nanna, lillebror Mikkel på 17 og hans kammerat Simon på 16 år. Trods temperaturer ned i nærheden af frysepunktet og trods det, at de lige så godt kunne have siddet hjemme og set kampen på tv, er de som en selvfølge mødt op for at støtte Brøndby IF. Som de har gjort det i henholdsvis 15, 8, 10 og et par år.
"Altid med jer, altid bag jer. Brøndby 100 procent," står der på tørklæderne, og når en fra kvartetten siger "vi", mener de både holdet, klubben og dem selv.
– Man kan skifte mand, man kan skifte hus, man kan endda skifte køn, men man kan ikke skifte klub. Det er umuligt at forestille sig, at jeg kunne holde med en anden klub end Brøndby, siger Nanna Ankjærgaard med et eftertryk i stemmen, der gør, at man ikke kan andet end tro hende, selvom selve ordlyden af hendes udsagn hører til blandt "fodbold-flosklerne".
Og hun bakkes utvetydigt op af de tre andre. Brøndby er for dem andet og mere end blot to timers spænding hver anden søndag eftermiddag. Det er en bacille, en kilde til såvel glæde som sorg og en "urmenneske-ventil," som Simon Ankjærgaard udtrykker det.
– Jeg overvejer aldrig, om det er det værd. Jeg kan være skuffet, vred og irriteret, og hvis de ikke kæmper ude på banen, kan jeg godt føle mig holdt for nar. Men uanset hvad, så står du der på Nedre Faxe igen næste uge. Du kan simpelthen ikke slippe det, siger Simon Ankjærgaard.
For hans vedkommende blev han ramt af ovennævnte bacille i starten af 1990'erne, hvor Brøndby IF havde stor succes både herhjemme og i de europæiske turneringer. Samtidig var Brøndby det tætteste, man kunne komme på en lokal topklub, da Skovlunde IF, hvor Simon Ankjærgaard boede dengang, aldrig nogensinde har nærmet sig toppen af dansk fodbold.
Før vigtige kampe skal Simon drikke sin morgenkaffe af sit Brøndby IF-krus, ganske som hans lillebror, Mikkel, altid skifter fra civilt tøj til Brøndby-trøjen på det samme sted uden for Brøndby Stadion, og ganske som søsteren har en pose halspastiller af mærket Vicks med på stadion, hvor de altid møder op i god tid for at komme til at stå ved præcis den samme metalbøjle hver gang. Sådan er det nu en gang bare.
Og netop det at stå på Nedre Faxe er en vigtig del af det hele. Her finder man et fællesskab klædt i blå og gule trøjer med favoritspillerens navn trykt på ryggen, her finder man et stort arsenal af slagsange, så der er noget til enhver lejlighed, og det er herfra, at stemningen på stadion udgår. Ofte sat i gang på organiseret vis af den officielle Brøndby-fanklub, Brøndby Support.
27 år, kvinde og lærerstuderende. Måske ikke lige prototypen på en dedikeret fodboldtilhænger, men for Nanna Ankjærgaard betyder fankulturen omkring Brøndby IF en masse. En tidligere kæreste og hendes storebror gjorde hende i sin tid interesseret i den københavnske forstadsklub med de mange mesterskaber, og for hende er der intet odiøst i at sidde en hverdagsaften og fremstille bannere eller såkaldte to-pindsflag, der skal benyttes til at lave en specielt spektakulær kulisse, når spillerne løber på banen.
– Der er et utroligt fællesskab omkring det at være Brøndby-fan, og du kan godt sige, at jeg er fan af den fankultur, der er omkring klubben. I byen kan jeg møde folk, som du måske ikke engang kender navnet på, men som hilser på dig alligevel, fordi jeg har set dem på stadion eller til en udebanetur. Vi har været igennem de samme glæder og sorger, og det er med til at knytte os sammen. Du får ikke bare et tilknytningsforhold til spillerne og holdet, men til selve klubben og til alle de andre, der råber, synger og skriger med på Faxe Tribunen. Vi er ikke "bare" tilhængere, vi er en del af det hele, siger hun.
En lille time før kampstart denne sidste onsdag i november er der på ingen af de to langsider på Brøndby Stadion så meget som antydningen af et publikum, og i den ende af stadion, som en sponsor har fået navngivet "Steff Houlberg-tribunen", sidder der måske sammenlagt 50 tilskuere – højt sat. På Nedre Faxe har der været fyldt op i hvert fald en halv times tid. Det er stadig muligt for den atletiske fodboldtilhænger at få møvet sig hen til toiletterne eller pølseboden, men generelt set må man sige, at tribunen allerede er isoleret godt med gul- og blåklædte folk – primært yngre mænd i alderen 20-35 år.
Inde på banen er Brøndby-spillerne begyndt at varme op, og samtidig går flere tusinde i gang med det, der kaldes en "Fernebache". Inspireret af tilhængerne af Istanbul-klubben Fernebache, synger tilskuerne på skift hver enkelt Brøndby-spiller hen til tribunen, spilleren kvittererer med at dirigere folkemængden til et "wauh, wauh, wauh"-råb. Hver spiller har naturligvis sin egen sang, der som oftest består af spillerens for- og efternavn sunget på kendte – eller i hvert fald for fodboldfans kendte – melodier.
Sæsonkort til hjemmebanen og medlemskab af Brøndby Support er en selvfølge, men samtidig er de tre repræsententanter for familien Ankjærgaard en del af den ganske lille fan-fraktion "Dan 5 Anton-crew", der består af godt en halv snes mennesker, der på sin egen vis er gået sammen om at hylde forsvarsspilleren Dan Anton Johansen. De sorte hættetrøjer med et 5-tal på maven og ordene "Anton Crew" trykt på ryggen skal ses som en cadeu til en af de spillere på holdet, som "spiller med hjertet" og er en "klubbens mand". Og Dan Anton Johansen er ikke alene om at have egen "fanklub". Det har flere af spillerne, ligesom der er et utal af små fraktioner, der møder op på Nedre eller Øvre Faxe med egne ritualer, slagsange, bannere og trøjer.
23 minutter inden kampen er forbi, udligner Brøndby på et selvmål af en af de spanske forsvarsspillere, og på sin vis gentages scenariet fra den spanske scoring sig. Blot med modsat fortegn.
Arme ryger i vejret, hænder knyttes i triumf, og folk maser sig ind og ud af rækkerne for at komme hen og kramme flest mulige af deres venner. Tomme og halvfyldte øl- og sodavandsbægre kommer flyvende fra Øvre Faxe, men selv dem, der får krusene i nakken, ser dårligt ud til at registerere det. En cirka 25-årig fyr med en meget tætsiddende spillertrøje griber fast om sin nabos skuldre. "Brøndby" råber han med sine lungers fulde kraft, og naboen gør præcis det samme. Så lægger de armene om skuldrene på hinanden og får stemmerne til at falde ind i den slagsang, der bølger ned mod spillerne.
Kampen ender 1-1, og så skal der ellers efterrationaliseres, imens man langsomt overlader stadion til oprydnings- og rengøringspersonalet.
Tilbage i sin bil skruer Simon Ankjærgaard varmeapparatet op på maksimal styrke, inden han går ud for at skrabe isen af vinduerne. Det lille digitalur i vognen viser, at klokken længst har passeret 23.00. Det er over fem kolde timer siden, at de fire Brøndby-tilhængere mødtes på Skov-pubben i Skovlunde, og der venter stadig ti minutter i bilkøen og cirka det samme på omfartsvejene på den københavnske
vestegn, inden de er hjemme.
Trods en vis irritation over resultatet og over udvisningen til Dan Anton Johansen, er der ingen decideret vrede rettet mod spillerne eller klubben, selvom drømmen om avancement i UEFA-cuppen kræver et mirakel i den sidste gruppekamp mod Palermo på udebane.
Tværtimod går snakken på, hvem der skal have den femte og sidste ledige plads i Simons lille Suzuki, når turen går til næste udekamp i Superligaen mod FC Nordsjælland. Og imens trafikpropperne omkring Brøndby Stadion langsomt opløses, siger Nanna Ankjærgaard på sådan en lidt henkastet vis, at det da godt nok er en skam, at der er så langt til Palermo. For tænk nu, hvis miraklet indtraf, og man ikke var til stede.
I Danmark starter fodboldsæsonen "for alvor" i aften, hvor Brøndby IF møder FC København.
fiirgaard@kristeligt-dagblad.dk
