Kobbertyve går på rov på jyske kirkegårde

Gravsteder er blevet ribbet for værdifulde metaller, efter kobbertyve gentagne gange har været på spil i Sydvestjylland. Problemet er kendt i store dele af landet

Grave er blevet ribbet for værdier i Jylland nær Esbjerg.
Grave er blevet ribbet for værdier i Jylland nær Esbjerg. Foto: Sxc.hu

Intet er tilsyneladende længere helligt for tyve på jagt efter dyrt kobber og andre kostbare metaller.

Nu nøjes de ikke længere med at stjæle kobberkabler fra tognettet og fra byggepladser.

Tyvene er også begyndt at rasere kirkegårde og gravsteder, hvor de banker små bronzefigurer af gravstenene, ribber kirkegårdene for kobberfigurer, fjerner kobberplader og stjæler de metalkæder, der afskærmer gravstederne. Det skriver JydskeVestkysten.

"Det er lige pludselig blevet et alvorligt problem for os. Bronzefigurerne indeholder 80 procent kobber, og det har åbenbart en værdi for gerningsmændene", siger graver Birte Madsen fra Holsted Kirkegård til JyskeVestkysten.

På lidt over en uge har kobbertyve været på spil på kirkegårde i Gørding, Holsted og Esbjerg. Og tidligere på året blev mindeplader brækket af gravsten på den tyske flygtningekirkegård i Oksbøl.

Også i hovedstaden, har man oplevet gravtyve, der går efter værdifulde metaller. Så sent som den 7. oktober blev der stjålet 500 kilo kobber fra Frederiksberg Kirkegård.

LÆS OGSÅ: Kobbertyve raserer kirkegård

Og ved Dronninglund Kirke i Nordjylland oplevede man i sommers, at 116 grave blev plyndret for metaller. Desuden blev der stjålet to kirkeklokker fra kirker i det nordjyske sogn.

På Gørding Kirkegård i Sydvestjylland har omkring ti gravsteder for nylig været udsat for tyveri.

"De må være nogle skruppelløse personer. De små figurer, tyvene har brækket af og stjålet fra gravstenene, er jo meget personlige ting, som, de pårørende har valgt, skal pryde gravstenen, fordi de fortæller noget om afdøde", siger kirkegårdsleder Jens Christian Pedersen ved Gørding Kirkegård.

I Syd- og Sønderjyllands Politi har man fået flere sager om metaltyverier, men at tyvene nu også går efter gravsteder, er forholdsvist nyt, oplyser linjechef Lars Bræmhøj.

Han vurderer, at tyverierne kan hænge sammen med, at byggepladser og andre steder er begyndt sikre sig bedre:

"Det er virkelig uetisk, og tyvene må være desperate. Der er noget, der hedder gravfred, så at stjæle fra kirkegårde er værre end at stjæle alle mulige andre steder fra".

Ud fra de sager om metaltyverier, der er opklaret, vurderer Lars Bræmhøj, at det typisk er danske gerningsmænd.