Københavnsk kirke reddede toraruller fra nazister: ”Det var meget opsigtsvækkende”

Trinitatis Kirke i København gemte jødiske hellige genstande fra nazisterne under Besættelsen. Det skete efter en evakueringsaktion, der fandt sted for 75 år siden, hvilket netop er blevet markeret i synagogen. Det var en fantastisk progressiv handling, siger tidligere overrabbiner

 De værdifulde toraruller befinder sig i dag i den jødiske synagoge i Krystalgade i København. –
De værdifulde toraruller befinder sig i dag i den jødiske synagoge i Krystalgade i København. – Foto: Kristian Linnemann/Ritzau Scanpix

I november 1943 tog en dansk jøde og modstandsmand initiativ til en evakuering af værdifulde toraruller i Københavns synagoge i Krystalgade. Efter at størstedelen af de danske jøder var flygtet til Sverige, frygtede man nemlig, at nazisterne ville gå efter synagogen, som man i høj grad havde gjort i form af for eksempel hærværk og nedbrændinger i andre lande.

Det ville den unge jøde med navnet David Israel forsøge at undgå. Så sammen med en anden ung kompagnon brød han ind i synagogen, hvor de ville skaffe pergamentrullerne af vejen. Her fandt de toraskabet, som de ved hjælp af en låsesmed fik låst op. Men skabet var tomt.

Hvad de to unge mænd nemlig ikke vidste var, at der søndag den 3. oktober samme år var foretaget en redningsaktion af de 10 mest værdifulde toraruller i synagogen. Det betød, at de værdifulde ruller nu lå gemt i krypten i Trinitatis Kirke ved Rundetaarn. Det blev i går aftes markeret på 75-årsdagen for aktionen, der ifølge tidligere overrabbiner Bent Melchior var en fantastisk handling af blandt andet kirken.

”Folkekirken havde ikke det samme tætte bånd til det jødiske samfund dengang som i dag. Derfor var det en fantastisk progressiv handling, at en kirke dengang stillede sig til rådighed for at beskytte jødiske rituelle værdier. Det var meget opsigtsvækkende,” siger han.

Det var dog ikke kirken, men Københavns daværende socialborgmester Sigvard Munk (S), der tog initiativ til evakueringen af torarullerne. Efter at han var blevet informeret om risikoen for, at tyskerne ville destruere rullerne, kontaktede han en inspektør på det daværende Nørre Hospital. Han bad om at få sendt en ambulance med to pålidelige mænd til synagogen, hvorfra de skulle fragte de 10 mest værdifulde toraruller til Socialdirektoratet.

Men det var for risikabelt at have rullerne liggende der, så efter nogle dage kontaktede man først Vor Frue Kirke og derefter Trinitatis Kirke, hvor de blev opbevaret i krypten.

Samtlige toraruller kom tilbage til synagogen, da den genåbnede den 22. juni 1945. I dag kan de stadig findes i synagogen, hvilket er et vidnesbyrd om, hvor vigtig en aktion det var, da man fik reddet de hellige genstande, mener Bent Melchior.

”For jøder er en torarulle den helligste genstand, vi kan tænke os. Samtidig er den enormt kostbar, fordi der ligger et kæmpe arbejde i at få den produceret. En torarulle er håndskrevet på pergament, og alene arbejdslønnen går op i formuer. Så naturligvis har det været utroligt vigtigt, at de blev reddet,” siger han,

Ud over de 10 toraruller indeholdt andre skabe i synagogen vigtige genstande som for eksempel bønnebøger og andre toraruller. Dem fik den unge jøde David Israel evakueret, da han brød ind i den på det tidspunkt forladte synagoge i november 1943. I løbet af en uge fik han og kammeraten transporteret 50-60 trækasser med dansk-jødisk kulturarv til Sverige.

I aftes efter Kristeligt Dagblads deadline blev redningen af genstandene fejret i både synagogen og i Trinitatis Kirke ved blandt andre overrabbiner Jair Melchior og sognepræst Erik Høegh-Andersen.