Kommunikation om folkekirken

Journalister skal promovere folkekirken, og så drages kirkeministeren nu ind i sagen om manglende feriepenge til ansatte på landets kirkegårde.

Manu Sareen, skal skaffe penge til de ansatte op kirkegårde, som mangler feriepenge. Det mener Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr
Manu Sareen, skal skaffe penge til de ansatte op kirkegårde, som mangler feriepenge. Det mener Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr. Foto: Leif Tuxen.

KOMMUNIKATION Nu bliver der gjort noget ved folkekirkens manglende engangement i de sociale medier på video og net. Det sker ved ansættelsen af to journalister, der skal skærpe folkekirkens kommunikation. Folkekirken.dk har sammen med de ti biskopper fået midler fra Folkekirkens Fællesfond til at styrke kirkens kommunikation gennem levende billeder på kirkernes hjemmesider, i sociale medier og tv.

Fodbehandler tilbyder velvære i varmestuen

AALBORG Denne jul skal brugerne af Kirkens Korshærs varmestue på Østerbro for alvor plejes. Fodbehandler Louise Hammer OCaroll har nemlig taget initiativ til et arrangement, hvor brugerne kan få fodbehandling samt gratis massage, klipning og julemad. Louise Hammer OCaroll udtaler til Nordjyske, at hun håber på at kunne gøre arrangementet til en tilbagevendende begivenhed.

Billedkunstner skaber nyt alterkors

NYBORG Kunstneren Maja Lisa Engelhardt(billedet) kan nu føje endnu et navn til listen over de danske kirker, hun gennem årene har sat sit præg på. Siden 1994 er omkring 20 kirker blevet udsmykket af kunstneren, og anden søndag i advent indvier Nyborg Vor Frue Kirke et nyt alterkors af hende. Alterkorset til Nyborg Vor Frue Kirke er kunstnerens første fuldfigurs-bronzearbejde.

IM støtter Børkop Højskole

BØRKOP Det er ikke kun Indre Mission, der fattes penge, det gør missionens bibelhøjskole i Børkop også. Skolen støttes derfor med 9500 kroner pr. elev for foråret 2012. Pengene kommer fra IMs Missionsfond, som ud over de 3000 kroner pr. elev, som alle får, nu lægger 6500 kroner oveni, skriver Indre Missions Tidende. Indre Mission har tidligere meldt ud, at penge fra Missionsfonden skal bruges til at nedbringe et forventet millionunderskud.

Vejvrede mod ligtog

AARHUS Heller ikke bedemænd og begravelsesoptog går fri, når der er aggressive bilister på vejen. Ifølge færdselsloven skal trafikanter ellers give, som det hedder, fri passage for ligtog og andre sluttede optog. Men det bliver ofte ikke respekteret, kan bedemand i Aarhus, Keld Andersen fortælle: Bilister skal enten overhale eller møve sig ind i følget. Og hvis der bliver rødt lys, før følget helt er kommet igennem et kryds, så bliver der dyttet.

Kirkeminister skal skaffe penge

KØBENHAVN Enhedslistens kirkeordfører, Jørgen Arbo-Bæhr, drager nu kirkeminister Manu Sareen (R) ind i sagen om manglende feriepenge til ansatte på landets kirkegårde, skriver Fagbladet 3F. Fagforeningen har rejst to prøvesager mod menighedsråd i Agerskov og Silkeborg, fordi medarbejdere har fået for lidt i feriepenge over flere år. Jørgen Arbo-Bæhr vil have ministeren til at sørge for, at de ansatte får deres feriepenge. Vi kan ikke lade det afhænge af menighedsrådenes ve og vel. Ministeren skal finde pengene, lyder det fra Jørgen Arbo-Bæhr.

Udstilling af alterkalk

RØNNE Skt. Nicolai Kirke i Rønne har lavet en lille udstilling om sin alterkalk i sydskibet i kirken. Den nye alterkalk og disk blev taget i brug den første søndag i advent sidste år, fortæller næstformand Hanne Tindborg fra Rønne Menighedsråd i en pressemeddelelse. Alterkalken er fremstillet af Maibritt Jönsson og Pete Hunner fra Baltic Sea Glass, og det var en proces, der tog mere end et år.

kirke@k.dk