Kommunismens 100 millioner ofre

En af forfatterne til »Kommunismens sorte bog« gør alle kommunister medskyldige i kommunismens rædsler

Den meget omtalte bog »Kommunismens sorte bog«, der udkom i Frankrig i 1997, og netop er udkommet herhjemme, opgør kommunismens dødsofre til små 100 mio. mennesker.

En af bogens seks forfattere, Stéphane Courtois, mener, at dette folkemord er en logisk konsekvens af kommunismen som ideologi og ikke et resultat af en uheldig forvridning af kommunismen i totalitær retning. Udtalelserne har vakt forargelse både i Frankrig og i andre lande, hvor bogen er udkommet.

Stéphane Courtois er heller ikke bleg for at gøre alle kommunister medskyldige i kommunismens rædsler. Også selv om han erkender, at de vestlige kommunistiske vælgere og menige partimedlemmer ærligt ønskede en mere retfærdig verden, ikke et blodbad.

- Men de lukkede øjnene for de oplysninger om overgreb, som slap ud af Østblok-landene. Solsjenitsyn blev kaldt for en fascist. Og de vestlige kommunister var med til at legitimere Sovjet-regimet og dermed til at styrke det. Dermed var de også en del af det maskineri, som gjorde overgrebene mulige, lyder det uden omsvøb fra Stéphane Courtois, som selv har været tiltrukket af kommunismen og tilhører den franske venstrefløj. Kritikerne hævder, at Courtois dermed formindsker nazismens forbrydelser, banaliserer holocaust og i sidste ende går højreekstremisternes ærinde. Det er dog en kritik, han afviser.

Kristeligt Dagblad bringer i dag et interview med Stéphane Courtois og en anmeldelse af bogen.

Side 6