Prøv avisen
Interview

Komponist: Jesus opfordrer til at have udsyn

Jesus opfordrer til ikke at dømme på det ydre, og det kan vi lære af i dag, mener komponisten Rasmus Skov Borring. – Foto: Irfaan Khan.

Når Jesus siger, at han er verdens lys, giver han mennesker en mulighed for at finde vej ud af mørket, siger komponisten Rasmus Skov Borring

I søndagens tekst siger Jesus, at han er verdens lys. Og lys er et billede, komponisten Rasmus Skov Borring kender til. Sammen med sangskriveren Per Krøis Kjærsgaard står han bag den populære sang ”Gi’ os lyset tilbage”, og når han læser søndagens tekst fra Johannesevangeliet, tolker han Jesu ord om, at han er verdens lys, som en påmindelse til mennesker om, at de ikke er alene.

”Vi har lige fejret jul og i måneden op til det set julelys i mørket, der minder os om, at noget nyt begynder. Det er et rigtig fint billede på det, Jesus siger i teksten. For de fleste mennesker vil livet af og til bære præg af kaos og mørke. Og her beskriver Jesus sig selv som et lys i mørket, man kan kigge på for at finde vej i det mørke og kaos,” siger han.

Rasmus Skov Borring er præget af en grundtvig-koldsk opvækst og har gennem hele livet haft et tæt bånd til efterskoleverdenen og det grundtvigske. Sidste år fik han Grundtvigs Pris fra Grundtvigsk Forum for at være en ”unik ambassadør for fællessangen i Danmark”, og han er medlem af en grundtvigsk valgmenighed på Fyn.

Morgendagens prædikentekst kender han udmærket, men læser den med et nyt perspektiv, efter hans far døde som blot 62-årig i april.

”Han var alt for ung til at dø. Og i den periode oplevede jeg et mørke, der får mig til at læse teksten på en anden måde i dag. Mit lys blev slukket, da min far døde, og jeg måtte finde det igen. Det gode ved teksten er, at Jesus anerkender, at der er mørke. Mørke bliver forudsætningen for lyset eller prisen for det.”

I søndagens tekst bliver Jesus konfronteret af nogle jødiske myndigheder, der sætter spørgsmålstegn ved hans troværdighed. Til dem svarer Jesus blandt andet, at de tager fejl, fordi de dømmer efter det ydre, mens han ingen dømmer. Med den kommentar læser Rasmus Skov Borring også et opløftende budskab af mere politisk karakter.

”Jeg læser det som et modsvar til de kræfter, der taler for at ekskludere særlige grupper. Det er i mine øjne en af samfundets store udfordringer i dag og noget, som mange lider under. Det taler Jesus op imod ved ikke at opfordre til at dømme på det ydre, samtidig med at han bruger lys som et billede. Dermed kan man også læse lysmetaforen som en opfordring til at have udsyn. På den måde kan man kan se Jesus som et fyrtårn, der lyser op og viser, hvordan vi skal have udsyn og vise større tolerance. Det kan lyde banalt, men det hænger sammen med kernebudskabet i kristendommen om at vise kærlighed over for den fremmede.”