Prøv avisen
Før søndagen

Komponist: Livet opstår, hvor koldt og varmt mødes

Man kan ikke lave enkle regler hverken for gudstjenesten eller livet. I stedet må vi hele tiden prøve os frem og forsøge at skabe noget godt sammen med andre, mener komponist Hans Dammeyer, der selv har fået sine stærkeste oplevelser af fællesskab i musikkens verden

En dag for omkring otte år siden var Hans Dammeyer, hans kone og deres tre børn på hvalsafari i New Zealand. På forhånd havde de fået at vide, at kom der ingen hvaler, ville de få pengene tilbage. Hans Dammeyer spurgte arrangørerne, hvordan de kunne være så sikre på, at der ville dukke hvaler op. De forklarede ham, at de ville sejle ud til et sted i Stillehavet, hvor der var en klippevæg, der gik 1000 meter ned i havet. Der, hvor den kolde understrøm kom op fra klippespalten og blandede sig med det varmere vand, søgte fiskene hen, og hvor fiskene var, kom hvalerne.

”At fiskene søger hen, hvor det varme og kolde vand mødes, afspejler menneskelivet som et møde, hvor det bedste opstår i brændpunktet, hvor det forskelligartede mødes,” siger Hans Dammeyer.

Han er uddannet cand.phil. i musik og var i mange år lærer på Silkeborg Højskole. Siden har han været rytmisk kirkemusiker og organist ved Abildgård Kirke i Frederikshavn og de seneste otte år kirkemusiker og organist i Skjoldhøj Kirke ved Aarhus.

Allerede før sin uddannelse på universitetet prægede musikken hans liv og hans forhold til kristendommen. Som barn blev han FDF’er, kom med i messingblæserorkester og blev engageret i alt fra at skrive melodier til at redigere FDF’s sangbog ”March & Lejr”.

”Når man står 20.000 mennesker sammen og synger på FDF-lejr og oplever, at der opstår noget, som er så meget større end den enkelte, er man ikke i tvivl om, at det er i mødet og fællesskabet, at livet virkelig leves og bliver til. Det er der, det er bøvlet, men også der – i mødet mellem koldt og varmt – at det bliver vigtigt og godt,” siger Hans Dammeyer.

Han sidder som organist ved orglet eller flyglet hver søndag og spiller til både nye og gamle salmer. Men han betragter ledelse af kor, orkester og solister som sit hovedinstrument.

”Især når der er elementer af improvisation i musikken i en gudstjeneste, kan det helt store sammenspil opstå. Typisk under nadveren kan denne unikke vekslen mellem kor og musikere og solister skabe noget særligt, der er hævet over strenge regler og love for rigtigt og forkert. Det er der, jeg virkelig føler, at jeg kan være med til at skabe noget – og opleve det særlige, som kan opstå i mødet mellem mennesker. Og det er aldrig noget, der kan sættes faste regler for. Derfor nytter det ikke, at vi bliver som farisæerne, der vil lave regler for alting. Vi må leve i et spændingsfelt, hvor vi skal sige ja og nej og ikke altid gøre det rigtige,” siger Hans Dammeyer.

Når han læser søndagens tekst, slår det ham, at mennesker nok har en tendens til at ville det gode, men gøre det onde. Og til at afvise det, der er fremmed og ukendt.

”Ingen af de to sønner gør faderens vilje. Den ene siger nej, men fortryder. Den anden siger ja, men gør ikke, som han siger. Sådan fejler vi vel alle sammen. Både i forhold til vores nærmeste og på vores arbejde vil vi jo gerne gøre det godt, men vi oplever hele tiden, at vi ikke kan leve op til vores egne idealer. Derfor er det så vigtigt, at både tro, tvivl, fortrydelse og tilgivelse står centralt i kristendommen. Det sætter os fri til at forsøge igen og igen og leve livet i en evig søgen efter sandhed, vel vidende at vi aldrig bliver færdiguddannet.”

Hans Dammeyer oplevede både i FDF-regi og på Silkeborg Højskole, at der var plads til at forsøge sig frem og lave vilde sats musikalsk. Hans var blandt andet med til at skrive sange til store musikprojekter, som højskoleeleverne turnerede med til danske kirker, og han har skrevet melodier til sange, som er blevet klassikere på højskoler og i FDF, ligesom han er manden bag melodien til salmen ”Du kom til vor runde jord”, som er med i den nyeste udgave af Den Danske Salmebog.

Men selvom en del af sangene er blevet udgivet, understreger han, at det vigtigste for ham er erfaringen af, at der kan opstå noget stort, når mennesker mødes, og man tør være åben for det fremmede – modsat den måde, vinbønderne møder vingårdsejerens folk og siden hans søn på.

En af hans stærkeste oplevelser af fællesskab fandt netop sted i en global kontekst under en rejse til det økumeniske klosterfællesskab Taizé i Frankrig med en gruppe højskoleelever. På forhånd var han skeptisk over for Taizé-sangen, da han havde oplevet Taizé-andagter i danske kirker, som havde virket ”lidt forkølede” på ham med et stearinlys og en lille flok mennesker samlet på et koldt gulv. Men i Taizé blev han ramt.

”Vi havde smidt skoene og sad på det skrånende gulv, mennesker fra hele verden sammen med munkene, og sang firstemmigt. Der opstod en helt særlig harmoni, som ramte mig. Ordene og alt det intellektuelle blev smidt over skulderen, der var bare denne væren i fællesskab tilbage,” fortæller han.

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville sige, at livet er et møde, som vi aldrig bliver færdiguddannede i, og hvor der skal være plads til Rasmus Modsat. Selvom mange af os befinder os midt i normaliteten, vil der altid være nogle randeksistenser, som der skal være plads til.

Hvad er det vigtigste for dig af De Ti Bud?

Mit svar er det dobbelte kærlighedsbud, hvor Jesus selv sammenfatter alle de andre bud: ”Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv”. Jeg tænker især, at det er en udfordring for mange af os i dag at elske os selv, og gør vi ikke det, er vi ikke i stand til være noget for andre. Jeg tror, at det grundlæggende selvværd kan svigte hos mange, fordi vi måske tror, at vi skal kunne alting selv. Men hvis vi forstår, at vi kun er noget i kraft af hinanden, bliver det ikke så vigtigt at gøre alting perfekt; så bliver det vigtigere at bidrage med det, man kan, til fællesskabet.

Hvordan er din ønske-gudstjeneste?

Det er en gudstjeneste, hvor vi skaber noget sammen, som er rigtigt for os på det sted og det tidspunkt. Jeg kan godt lide at komme i andre kirker for at blive inspireret, især af musikken, og den måde, andre gør tingene på. Højmessen har mange fine elementer, men jeg synes ikke, at vi endnu har fundet frem til den form, der blander tradition og fornyelse til et nutidigt udtryk, der er godt nok. Hvis fællessangen virkelig løfter sig, bliver jeg dog rørt – så er der noget, der er lykkedes.

Hvordan er dit gudsbillede?

For mig er Gud der, når det menneskelige samspil i en gudstjeneste rammer noget helt særligt i ord og toner i et udtryk, der favner alle. Det kan både være den lavmælte meditationsgudstjeneste i Taizé og den højtidelige festgudstjeneste, hvor lovsangen løfter taget.