Prøv avisen

Konfirmander er ikke verdensbærere

Forkyndelse til konfirmander bør tage udgangspunkt i de unges virkelighed. Det mener Ulla Salicath og Peter Nejsum, sognepræster og redaktører af en ny bog om konfirmationstaler. Et af deres konfirmandhold har i løbet af undervisningen skullet sammenholde den guddommelige og den menneskelige Jesus ved at male portrætter af ham. – Foto: Leif Tuxen.

Kristendom til konfirmander skal tage udgangspunkt i dem, men ikke kun handle om dem, mener to redaktører bag ny bog om konfirmationstaler

Konfirmander er den gruppe mennesker, som landets sognepræster ofte har mest tid sammen med, og sammen med deres familier fylder de godt op i kirkerne i april og maj.

Blandt andet derfor har to sognepræster og lektor på Pastoralseminariet i Aarhus Ulla Morre Bidstrup i en ny bog samlet 18 forskellige konfirmationstaler som inspiration til, hvordan præster kan tale vedkommende til konfirmanderne og deres gæster.

LÆS OGSÅ: Hvorfor tvinger vi konfirmander til at gå i kirke?

En af redaktørerne, Peter Nejsum, sognepræst ved Jørlunde Kirke på Sjælland, peger på, at det for bare 10 år siden var en selvfølgelighed at blive konfirmeret.

Min forgænger sagde: Du skal bare lave en notits i kirkebladet, så skal de nok komme. Det gjorde de også alle sammen, men sådan er det ikke mere. En udfordring i fremtiden er derfor at være meget mere tydelig om, hvad konfirmationen er for et tilbud. For man kan ikke bare regne med hele klasser, siger han.

Hans medredaktør, sognepræst i Farum Sogn Ulla Salicath, henviser omvendt til, at de 13-14-årige i dag modsat tidligere diskuterer i klassen, om de tror på Gud. Begge er enige om, at det ikke er udtryk for, at de unge nødvendigvis er mere troende end før, men blufærdigheden er mindre.

Her er det ifølge Peter Nejsum og Ulla Salicath vigtigt, at formidlingen af kristendommen tager udgangspunkt i de erfaringer, konfirmanderne kommer med.

Det handler om at finde ud af, at fortællingen om Adam og Eva handler om deres liv. At mennesker kommer til at lave ubodelig skade. Den skyld kender vi alle sammen, siger Ulla Salicath.

Konfirmander har allerede ifølge redaktørerne mange erfaringer, som evangeliet kan spejles i.

Vi kender alle til syndebukke, og hvordan grupper fungerer. Mange af konfirmanderne kommer med erfaringer med mobberier, siger hun med henvisning til, hvordan man kan sammenstille de unges hverdag med folkeskaren, der i påsken skulle frigive en fange og her valgte at lade Jesus korsfæste.

Begge redaktører mener, at den gode konfirmandundervisning handler om at variere i både form og indhold og at få de unge til at tænke med selv. Om det så er gennem gruppearbejde, orienteringsløb eller noget tredje.

Undervisning af konfirmander handler ikke om smarte metoder. Det er faktisk meget vigtigere at være autentisk og ærlig. Man møder dem i alvoren, ikke i det popsmarte. Det betyder ikke, at man skal afstå fra at bruge moderne udtryk. Det afgørende er blot, at det ikke handler om at være ung med de unge af frygt for at være uvedkommende, siger Ulla Salicath.

Ifølge hende og Peter Nejsum kommer de unge meget ofte til kirken med en stor portion seriøsitet.

Hvert år, når de siger ja foran alteret, tænker jeg, at der er en dyb, dyb alvor i det. Det er rigtigt nok, at de også får gaver, og når så en journalist spørger dem på Strøget på blå mandag (om, hvorfor de er blevet konfirmeret, red.), svarer de, at det er for gavernes skyld. Jeg tror ikke, de to ting er i modstrid med hinanden. Tro er ikke noget, man skal udspørges om sammen med kammerater på Strøget, siger han.

Begge redaktører ønsker også i deres konfirmandundervisning at nuancere jaet på konfirmationsdagen. For eksempel ved at fortælle, at trosbekendelsen ikke er et spørgeskema, der siger noget om, hvor meget man tror, men at det er et fællesskab af mennesker med samme grundholdning, man tilslutter sig, forklarer Peter Nejsum.

Ofte kan man ifølge ham komme til at fortælle de unge om en Holger Danske-gud, som Lars Nymark Heilesen, sognepræst og underviser på Pastoralseminariet i Aarhus, kalder det. En gud, som passer på dem og kommer, når tingene går galt, men som ellers ikke har noget med deres hverdag at gøre. Men mange af de unge kommer med erfaringer, hvor noget sådant ikke er nok.

Forkyndelsesmæssigt må man gerne være mere ambitiøs. Det skal ikke udelukkende være en tale til konfirmanderne, men til alle dem, der er i kirke. Man skal sige noget centralt om, hvad det vil sige at være døbt, siger Peter Nejsum.

Ulla Salicaths erfaring er, at de unge ikke bryder sig om, at alt handler om dem. Derfor må formidlingen af kristendommen gerne tage udgangspunkt i de unge, men den skal nå videre end det. Det gælder også på selve konfirmationsdagen.

På en måde føler de sig den dag meget udstillet, og det kan være en stor aflastning for dem, at talen ikke kun handler om dem. Det er vigtigt, at de får noget, hvor de ikke er verdensbærere, siger hun.

Det, der bliver sagt i kirken, skal med Peter Nejsums ord gerne kunne tages med fra korbue til krostue. Fra kirken til festen med familien.

Det største er det, man er fælles og samles om i kirken. Det er stort, at man begynder med det fælles, og så går til det private. Konfirmanderne er vokset op i en verden, hvor det ikke længere giver mening at tale om narcissisme. Det er næsten blevet en kulturtilstand. De er omgivet af voksne, der spørger dem: Hvad synes du?. De giver udtryk for at være fyldt op af det. Det skønne ved kristendommen er, at den aldrig har været så relevant som nu, for i den skal vi ikke finde alt inden i os selv, siger Ulla Sali-cath.