Prøv avisen

Konfirmander får afmonteret forestillingen om det smertefrie liv

At møde mennesker med smerten inde på livet er noget andet end at høre om det i skolen, for her kan vi se, at det er virkeligt, sagde en af de konfirmander, der var på diakonidage i Viborg. – Foto: Jens Bach

I Viborg kan konfirmander møde mennesker, som er blevet ramt af livet og har bevaret håbet på trods. Et nyt koncept skal give de unge indsigt i kirkens sociale arbejde ved at møde flygtninge, syge og hjemløse

”Hvordan reagerede din familie og dine venner på, at du havde fået en hjerneblødning?”.

Spørgsmålet kommer fra en af de 23 konfirmander fra Randers, som er på heldagstur til Viborg, efter at den 54-årige Birgitte Schlott Mikkelsen har fortalt historien om, hvordan hun i september 2016 blev ramt af en hjerneblødning. Undervejs i det lange og komplicerede forløb forberedte Birgitte Schlott Mikkelsen sine tre sønner på, at hun muligvis ville dø af den risikable operation i hjernen, hun skulle igennem.

”Men heldigvis endte jeg med hverken at blive hjerneskadet eller dø. Og mine sønner kom godt igennem det. Vi har talt rigtig meget sammen, og de har fortalt mig alle de jokes, der findes om hjerneskadede. Men undervejs var de virkelig bange, ” siger hun.

Konfirmanderne er taget til Viborg for at deltage i en såkaldt diakonidag sammen med sogne- og psykiatripræst Inger Lise Gram. Det er et tilbud, som diakonipræst i Viborg Stift, Steen Hedemann Andreassen, har udviklet. Formålet er at give konfirmanderne indblik i andre menneskers livsvilkår og i kirkens diakoni, altså dens sociale arbejde. Det sker via mødet med mennesker, der kender til smerte i en eller anden forstand. Denne dag skal konfirmanderne blandt andet møde en flygtning, en tidligere straffet, der er løsladt for nylig, og en pårørende til en handicappet. Desuden skal de på ”poverty walk” (fattigdomsvandring) med en hjemløs.

”Formålet er at afmontere konfirmandernes forestilling om det smertefrie liv og vise dem, at man kan finde mening og håb trods smerten,” siger Steen Hedemann Andreassen, der fik idéen til diakoni-dagene, da han som rejseleder i Palæstina mødte nogle lokale, som havde udviklet en alternativ Via Dolorosa-rute.

”De havde lavet en rute, hvor døde bygninger var skiftet ud med levende mennesker. Vi mødte en far, hvis datter var blevet skudt i ryggen på vej hjem fra skole, og en familie, hvis hus var blevet bulldozet af israelsk militær. Det gav mig idéen til en Via Dolorosa omsat til danske forhold,” fortæller stiftspræsten.

Og psykiatri- og sognepræst Inger Lise Gram er begejstret for idéen.

”Jeg har haft konfirmander med på besøg hos Kirkens Korshær og har fortalt dem om kirkens diakonale arbejde. Men den helhed, som tilbuddet her giver, er fantastisk. Det giver dem langt mere at møde levende mennesker. På den måde kan konfirmanderne få blik for, hvad kirken kan. Forhåbentlig vil de senerehen huske, at de kan opsøge kirken, når livet ikke går, som de ønsker og drømmer om,” siger hun.

Hun fortæller, at en af konfirmanderne på forhånd var noget skeptisk over for turen.

”Han spurgte, om de virkelig skulle bruge en hel dag på at se på mennesker, der har det dårligt. Men pointen er jo, at de får at se, at disse mennesker også finder håb og mening i livet, og de får mulighed for at mærke, hvordan de selv reagerer på andres smerte,” siger hun.

Konfirmandholdet fra Randers begynder dagen i pilgrimshuset i Viborg. Herefter står Steen Hedemann Andreassen for en kort andagt i Gråbrødre Klosterkirke. I det lille kirkerum genfortæller han lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

”Hvorfor gik de to mænd bare forbi den halvnøgne og halvdøde mand, mens den tredje stoppede op og hjalp ham?”, spørger han og giver selv svaret:

”Den tredje mand havde en hemmelighed, og den hemmelighed var, at han kunne sætte sig i et andet menneskes sted.”

Herefter beretter Steen Hedemann Andreassen kort om et par andre mennesker, som har brugt deres egne barske livserfaringer til at gøre en forskel for andre i en svær situation. Og han fortæller om sin egen erfaring med at have en kræftsyg datter, og hvordan det i forløbet med datterens sygdom ikke altid var dem, han regnede med, der hjalp og støttede mest.

”Nogle trak sig. Men andre overraskede mig ved at blive der. I vil sikkert også i jeres liv møde den slags samaritanere,” siger han.

Herefter går dagens Via Dolorosa i gang. Første møde er med en 41-årig kvinde fra Laos, der som femårig flygtede med sin familie til Thailand, hvor hun boede i en flygtningelejr i otte år, inden hun kom til Danmark.

Næste møde er med Birgitte Schlott Mikkelsen, der fortæller om forløbet efter sin hjerneblødning. Bagefter svarer hun på spørgsmål. Og på spørgsmålet om, hvordan familie og venner reagerede, svarer hun:

”De var mange, som følte med os og kom med blomster og mad og hjemmebagte kager. Men nogle af mine nære venner trak sig. De blev nok bange, fordi de blev mindet om, at den slags også kunne ske for dem. At livet er sårbart. Nogle trak sig, andre kom tættere på,” siger hun.

Konfirmanderne bliver stille, og spørgelysten ebber ud. På vej til frokost siger en af pigerne:

”På forhånd var vi lidt nederen over turen og troede, at det ville blive kedeligt. Men det er ret vildt at høre folk fortælle og se, hvor stærke de er, selvom de har oplevet nogle hårde ting.”

Hendes veninde nikker:

”Det er noget andet end at høre om det i historie. Her kan vi se, at det er virkeligt.”