Da Isabella Caso Bramsen skulle beslutte, om hun ville konfirmeres, fik hun følgende ord med på vejen fra sine forældre: Hvis du vil nonfirmeres, skal du stadig nok få en fest. Det var med andre ord ikke fejringen og gaverne, der skulle afgøre, om hun valgte det kristne ritual til eller fra.
Og nonfirmationen var da også udgangspunktet, da den dengang 14-årige Isabella skulle tage endeligt stilling til spørgsmålet sidste forår.
”Jeg havde tænkt over nonfirmation i noget tid, men så tænkte jeg, at det at blive nonfirmeret var lidt ligesom at sige, at man slet ikke troede på noget. Og sådan havde jeg det ikke. Og så tænkte jeg, at hvis man tror på noget, så vil det være smart ligesom at bekræfte det,” siger hun.
Hun sidder i hjemmet i Brøndbyøster vest for København sammen med sine forældre, Maria Caso og Morten Bramsen. Lillesøsteren Eli befinder sig et andet sted i huset, og hunden Sofus er sendt udenfor, så den ikke forstyrrer.
Der er kun halvanden uge til konfirmationen, da Kristeligt Dagblad er på besøg, og alt er så småt ved at være på plads. Festen holdes ude, så mad og oppyntning skal familien ikke tænke på, og lige nu er det mest bordplanen, der driller. Hvad angår kirken, har Isabella haft sin sidste omgang konfirmandundervisning, fået de krydser for kirkegang, hun skal have, og trosbekendelsen begynder også at sidde nogenlunde.
Den sidstnævnte del er ikke noget, forældrene har været meget inde over. Den er ikke deres primære opgave på den store dag, siger Morten.
”Der, hvor jeg tænker, at vi har den største aktie, er i selve festen. Kirken har præsten styr på. Der skal vi jo egentlig bare møde op,” siger han.
Netop det synspunkt deler familien med de fleste andre danskere. Undersøgelser har før vist, at forældre sjældent taler med deres børn om tro, og at det heller ikke sker op til konfirmationen. Flere konfirmandforældre fortæller dog også, at de gerne vil tale om tro, og spørgsmålet er, hvilke drøftelser den store dag egentlig kan give anledning til i hjemmet?
At den religiøse dimension oftest bliver klaret af præsten, skyldes ofte, at forældrene enten ikke føler sig i stand til at tale om emnet eller ikke har behov for det. For Mortens vedkommende er det det sidste.
”Altså det er ikke noget, der interesserer mig for så vidt. Jeg har da spurgt, hvad de har lavet til konfirmandundervisningen, men ikke hvad de har snakket om,” siger han.
Morten er selv døbt og konfirmeret, men meldte sig ud af folkekirken for nogle år siden. Maria, som er født i Italien, er katolik, men husker ikke sin bekræftelse af troen som ung som noget velovervejet valg. Det var snarere noget, man bare blev. Ved deres bryllup lovede parret egentlig at opfostre deres børn som katolikker, men det blev aldrig rigtig til noget. I stedet begyndte Maria at gå til minikonfirmand i kirken med Isabella, da hun var lille.
Op til konfirmationen har hverken hun eller Morten dog været meget med i kirke. Det har mest været, hvis der var indlagt forældremøder efter gudstjenesten, eller en enkelt gang, fordi konfirmanderne for nogle uger siden selv havde stået for at lave bønner, vælge salmer og pynte op i kirken. Til den gudstjeneste bad præsten alle forældrene om at skrive en bøn ned, som kunne bruges til konfirmationen. Morten sukker, da han skal forklare om det, og Maria griner.
”Vi skulle skrive, hvad det var for et budskab, vi vil give børnene, og så ville præsten samle det. Og så sad vi to dér. Det tog ret lang tid,” siger hun, og Morten fortsætter:
”Jo, men det er jo også det der med lige at få stukket en blyant og et stykke papir i hånden og få at vide, at man lige skal skrive en bøn ned.”
”Og så var der nogle, der skrev flere sider,” siger Maria.
Det endte med at være Maria, der skrev noget. Hvad kan ingen af dem rigtig huske. Noget spirituelt, siger Morten, og Maria uddyber, at det har været noget med et håb om, at børnene kunne få lov til at komme let gennem livet uden for mange bekymringer.
”Det handler om at nyde de gode stunder, man har, og huske, at hvis man ikke har det så godt, så skal det også nok gå,” siger hun.
Selvom forældrene ikke har haft en bøn klar til deres datter, har de gjort sig tanker om, hvilke livsråd de gerne vil, at hun lever efter.
”Vi snakker sådan jævnligt om værdier, og hvad vi gerne vil give videre til vores børn, og jeg synes, vi har gjort det mere på det seneste. Isa er måske lidt inde i en periode, hvor hun er ret glad for dyre ting. Og så vil vi for eksempel gerne sige, at der er andet i livet end dyre dametasker,” siger Morten og tilføjer, at det også handler om at fokusere på de ting, man har, frem for det, man ikke har.
”Det er måske lidt et gajolpakke-råd,” siger han og kigger på Isabella, som ser forvirret ud.
”Du spiser ikke mange gajoler, kan jeg se på dig, Isa.”
Maria tilføjer, at det også er vigtigt for hende at lære sin datter, at hun skal være ligeglad med, hvad andre synes, og være sig selv. Det synes Isabella allerede, hun er:
”Jeg er rimelig meget mig selv normalt. Jeg er sådan lidt ligeglad med, hvad andre tænker,” siger hun.
Rådene om at passe på sig selv og andre er dog også noget, der har fyldt i konfirmationsundervisningen.
”Jeg synes, at man ligesom har lært, hvordan man skal håndtere sine tanker, og hvordan man skal håndtere forskellige situationer. For eksempel hvis nogen bliver mobbet og sådan,” siger Isabella og tilføjer, at hendes præst eksempelvis har fortalt om, hvordan hun selv blev mobbet som barn.
Morten tror ikke, at hans præst overhovedet vidste, hvad mobning var.
”Jeg havde sådan en klassisk, gammel, måske lidt forstokket, præst, som nærmest underviste os mekanisk. Det var måske der, grundstenen til min udmeldelse blev lagt. Jeg synes, at Isabellas præster er meget mere indlevende og går meget mere op i det,” siger han og roser også den gudstjeneste, forældrene deltog i for nogle uger siden.
”Selvom jeg ikke tror på noget, var det da ikke uinteressant med de ting, der blev sagt. De pointer, der står i Bibelen, kan man godt uddrage gode ting fra. Så man kan jo godt sige, at man bor i Danmark og ikke er kristen, men man er jo så måske kulturkristen om ikke andet.”
Maria var også ret glad for gudstjenesten, de deltog i.
”Jeg kommer ikke så tit i kirken her, men jeg syntes, det var meget interessant, at præsten gjorde meget ud af, at man skulle kunne forstå budskaberne, og ikke bare fortalte historier, som ingen kunne relatere til. For der er meget, man kan hente,” siger hun og tilføjer, at hun som barn selv husker det at gå i kirke i Italien som noget, man gjorde, fordi man skulle.
Der var også meget udenadslære ved hendes kommunion, som er et vigtigt katolsk ritual ved barnets første nadver.
”Vi læste meget i Bibelen, uden at man rigtig forstod det. Jeg var otte år, så det var meget tidligt, og jeg kan huske, at hvis man stillede spørgsmål, så sagde de bare ’jamen man skal bare tro’. Men jeg ville gerne forstå, og det vil jeg stadig i dag,” siger hun og tilføjer, at hun håber, at Isabella føler, hun har lært noget om tro.
Det synes Isabella, hun har, selvom hun ikke føler sig meget klogere på sin egen tro efter at have gået til konfirmationsforberedelse.
”Men jeg er i hvert fald blevet klogere på, at det er individuelt, hvordan man tror, og at man ikke behøver at tro på en bestemt måde,” siger hun.
Spørgsmålet er, om samtalerne om tro og værdier kommer til at forsvinde eller fylde mere, når konfirmationen inden længe er afsluttet.
”Jeg håber, vi kommer til at snakke lidt mere om det. Altså, det tror jeg, vi gør,” siger Maria, mens Isabella tvivler på, at de kommer til at tale mere om tro decideret.
”Det med, hvordan man tror på noget, er sådan noget, der er lidt svært at sætte ord på. Det er mere sådan noget, man tænker over selv end snakker om,” siger hun.
”Men hvis der er noget, du tænker eller undrer dig over, så skal du bare spørge,” siger Maria.