Fra toppen af den grønne bakke, hvorfra nordsjællandske Hellebæk Kirke tårner sig op, er der frit udsyn over Øresunds gråblå bølger. Desuden kan man spotte i hvert fald fire dannebrogsflag, der vajer i vinden. Og det er ikke tilfældigt. Sognepræst Camilla Eriksen er nemlig gået rundt til kirkens nabohuse og lagt sedler i postkasserne med en opfordring om at hejse flaget i dag sammen med flere konfirmander. Det har været en del af hendes indsats for at genoplive forventningsglæden hos konfirmanderne, der under coronakrisens dunkleste uger kun svagt kunne skimte deres store dag.
Men nu er dagen altså kommet, og godt nok hedder den 13. juni i stedet for 3. maj. Kort sagt er ikke alt, som det først var planlagt, men ikke desto mindre står der seks nervøse konfirmander i kælderen under kirken.
”Jeg tror bare, jeg tænker over alt det, der kan gå galt. Hvad nu, hvis man vælter? Eller hvad, hvis nu alle andre sidder ned, og man så rejser sig op som den eneste?” siger Ida Ellested.
Hun fortæller sammen med sine medkonfirmander Cecilie Rye og Caroline Søgaard, at tiden op til konfirmationen har været mærkelig. For det første blev konfirmationsforberedelsen hugget over i to dele med en pause på næsten tre måneder. Og først i mandags, den 8. juni, blev det besluttet, at man nu måtte samles 50 mennesker. Men de 10 gudstjenester har været bedre end forventet.
”Jeg tror, de fleste er blevet positivt overraskede over, at det faktisk ikke var så kedeligt at gå til gudstjeneste. Meget af det forstår vi måske ikke helt, fordi det er i et lidt gammeldags sprog, men undervejs har vi lært mere om, hvad alle de svære ord betyder,” siger Caroline Søgaard. Og Cecilie Rye supplerer:
”Udover kristendommen har vi også lært om altergang og nadver, og hvad man gør til en gudstjeneste. Det har været meget sjovt.”
Klokkerne ringer, og konfirmanderne stimler sammen udenfor. De sammenligner kondisko, retter på hinandens frisurer og sætter telefonerne på lydløs.
”Så går vi op,” siger Camilla Eriksen, og i samlet trop begynder de opstigningen af stentrappen.
På grund af corona-retningslinjer er der kun plads til 33 personer i Hellebæk Kirke, der normalt kan huse 180. Det efterlader fire indendørs gæster til hver af konfirmanderne. Til gengæld står dørene åbne, og lige udenfor kirken klappes en håndfuld træstole op, hvor blandt andet en bedstefar sidder med sit lille barnebarn på skødet. En gang i mellem tager de hånd i hånd en gåtur ned af trappen. I løbet af gudstjenesten vokser skaren udendørs til omtrent ti personer, der observerer kirkerummet. Herude må Camilla Eriksens ord konkurrere med fuglekvidder, vindsus og enkelte gange også bilers brummen. Hun prædiker over Johannesevangeliet kapitel 14, vers 1-7.
”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?” spørger Jesu’ discipel Thomas. I Camilla Eriksens prædiken lyder svaret, at vejen er at have tillid til de ord, Jesus spreder. I den forbindelse dukker et særdeles aktuelt ord op, nemlig ”smittekæder”. Vi bliver smittet af, hvad vi hører og siger til hinanden – ord kan gøre indtryk og sætte aftryk.
Efter de seks konfirmander hver især har sagt ja, knælet og modtaget velsignelsen, går turen atter udendørs. Her bliver der uddelt kram, kys og roser. Ida Ellested er lettet:
”Det gik fint, jeg var rigtig nervøs og havde det varmt, men der var ikke noget, der gik galt. Det var meget hyggeligt, og jeg synes, præsten sagde nogle gode ord. Så jeg er glad,” siger hun.
På grund af forsamlingsforbuddet på 50 personer er pladsen foran kirken ikke sort af mennesker, og det er helt atypisk for konfirmationer i Hellebæk Kirke, siger Camilla Eriksen. Indendørs pågår et større rengøringsarbejde. Kirketjenerne spritter bænke og overflader af, ligesom nye salmeark og navneskilte lægges frem. Mens nogle konfirmander eskorteres væk i kulørte sportsvogne, forsvinder andre til fods.
Nu afløser næste hold af konfirmander og deres udvalgte familiemedlemmer det første. Camilla Eriksen beroliger de tilkomne konfirmanderne i kælderen, hvor hun også lige netop har tid til at reflektere over, hvordan den afsluttede konfirmationsgudstjeneste skilte sig ud:
”Det er en mærkbar forskel, at kirken ikke var proppet til randen. Man kan mærke det på stemningen, salmesangen, trosbekendelsen, Fadervor – alle de steder, hvor der plejer at være et hav af stemmer, kunne man fornemme, at sammensætningen var langt mere spinkel og nøje udvalgt. Der var færre til at bære gudstjenesten, som derfor også var mere intim.”
Hun tilføjer, at salmevalget af samme grund faldt på velkendte og ikke for lange salmer. Nu ringer klokkerne igen, og Camilla Eriksen skynder sig tilbage til det næste hold spændte konfirmander.