Det er sket, at sognepræst i Havdrup på Sjælland Kristine Stricker Hestbech under en konfirmation har set en ikke-inviteret far eller mor melde sin ankomst i kirken. Nogle gange har forælderen endda sat sig på bænken ved siden af konfirmanden, siger hun.
”Sådan noget kan sætte konfirmanden under et voldsomt følelsesmæssigt pres, for alle i kirken kan se, at det er vedkommendes ellers fuldkommen fraværende far eller mor, der er dukket op. Det er en blottelse, og det gør frygteligt ondt at se konfirmanden blive påvirket af det.”
Selvom mange skilsmissefamilier formår at holde konfirmation i fred og ro, kommer en del børn i klemme under og op til deres store dag. Børnetelefonen har igen i år meldt ud, at et stort antal skilsmissebørn ringer ind med problemer, og mange præster oplever disse problemerne på første række. Typisk kan forældrene være uenige om, hvorvidt barnet skal konfirmeres, og på selve dagen kan en uvelkommen forælder dukke op alligevel, eller også kan familien ikke enes om, hvem der skal sidde hvor i kirken.
Ifølge Kristine Stricker Hestbech er udfordringen, at forældrene kommer til at fokusere på deres egne behov.
”I den skilsmissegruppe, jeg har, hører jeg forældre sige, at deres eks ikke skal med i kirken eller til festen, fordi de hader vedkommende. Der er mange følelser i spil, og noget af det, som tit glipper, er at holde fokus på barnets behov i stedet for på egne. Generelt blander jeg mig ikke i familiekonflikterne. Jeg holder mig i baggrunden, for vi præster skal ikke bestemme, hvem der kommer i kirken, eller hvordan folk sætter sig. Jeg kommer kun indover, hvis familien specifikt henvender sig og giver udtryk for, at det er ved at koge over.”
Generelt fylder konfirmationen meget hos mange skilsmissebørn, siger projektleder og underviser på Center for Familieudvikling Rikke Hermansen.
”Det gør indtryk, når børn allerede i 5. klasse nævner konfirmationen som noget, der bekymrer dem. Konfirmationen er deres store dag og første fest, men det bliver hårdt, hvis de føler, de har et ansvar for, om mor og far er glade, og om farmor er okay med, at mors nye kæreste er der. Barnet kan have et kæmpe regnestykke at holde styr på. Det bliver deres store regnskabsdag,” siger hun og tilføjer, at børnene ofte har brug for en voksen uden for konflikten, der kan lægge øre til.
Folkekirkens Konfirmandcenter arbejder lige nu på et kursus om sjælesorgsarbejde for unge og konfirmander, som skal være klar næste år. Her kan problematikker grundet skilsmisse blive relevante, siger centerleder Finn Andsbjerg Larsen.
”Jeg hører præster sige, at skilsmissekonflikter nærmere er reglen end undtagelsen. Nogle arbejder allerede med sorg- og skilsmissegrupper for børn, men vi skal finde ud af, hvordan præster kan indlede samtaler med 13-årige eller synliggøre, at unge kan komme til dem med alt fra identitetskriser og misbrug i hjemmet til skilsmissekonflikter.”
Sognepræst i Egeris ved Skive Birgitte Kjær holder i sit sogn samtaler med alle forældre, inden konfirmationsforberedelsen begynder. Her spørger hun ind til familiens situation og tanker om konfirmationen.
”Jeg synes, det er vigtigt, at jeg som præst kender de knaster, der er i familien, og samtalen gør det muligt at tage hensyn til konfirmandernes forskellige udgangspunkter,” siger hun.
Som præst har hun oplevet konflikter om, hvem der holder festen, hvem der sidder hvor i kirken, og hvem der er inviteret med i kirken. Hun hjælper, hvis nogen spørger om det, men blander sig ellers ikke meget. I stedet finder hun det vigtigt, at hun som præst ikke fremstiller idealfamilien som den, hvor far og mor er sammen
”Vi skal i vores sprog og bønner hele tiden rumme de mange måder, man kan være familie på i dag. Ellers føler skilsmissebørnene sig anderledes, og det er vigtigt, at de ikke tænker, at kristendom er noget med at idealisere den gammeldags familieidyl.”
Samtidig skal man som præst huske, at der ofte stikker mere bag skilsmissekonflikterne, end man som præst kan løse, siger Ane Stoltze Katborg, sognepræst i Sulsted Pastorat.
”Som præst kan jeg ikke bare sige, at forældrene må tage sig sammen. For det svært at tage sig af andre, når man selv er i krise eller ramt af sorg fra en svær skilsmisse. Når forældrene når så langt ud, at der opstår konflikter, så ligger der ofte noget større bag, som vi præster ikke bare kan løse. Vi kan tilbyde vores hjælp, men vi kan ikke blande os.”