Prøv avisen

Konfirmation er et valg, man arver

14-årige Anna Schamburg Christensen fra Kongens Lyngby er en af de unge, der vil konfirmeres. Ifølge hende er konfirmationen i dag blevet et valg, og det er i hendes tilfælde også forældrene, der har lagt op til, at hun selv skulle træffe den vigtige afgørelse. Foto: Kristian Juul Pedersen.

Det er de personlige kontaktpunkter, der afgør, om folk vælger kirken til eller fra - også når det gælder konfirmation

Krise kan man vel ikke kalde det, når 89 procent af alle unge, der er medlemmer af folkekirken, konfirmeres.

Tallet fremgår af den rapport om dåbsoplæring, som i øjeblikket er sendt i høring fra Kirkeministeriet. Det tal giver Danmark en af Europas højeste konfirmationsprocenter overhovedet. Cecilie og Frederik hedder børnene fra årgang 1997 og omegn, og de skal konfirmeres. Omsat til antal hoveder giver det knap 50.000 unge, der konfirmeres i disse uger.

Ni ud af ti er mange. Hvis man ser på en hel ungdomsårgang, er det syv ud af ti, der bliver konfirmeret. Ikke helt så imponerende, men stadig mange.

LÆS OGSÅ:Konfirmation er blevet et valg

89 procent af alle folkekirkemedlemmer i konfirmationsalderen vælger altså at blive konfirmeret. Vælger er nøgleordet, som det er fremgået af flere artikler i Kristeligt Dagblad den seneste uges tid. Cecilie og Frederik og deres kammerater opfatter konfirmationen som et valg.

Det er ikke en fortælling, der er nogen som helst grund til at anfægte: De unge vælger konfirmationen. Det er vigtigt og positivt, og det er der al mulig grund til at holde fast i, også for præster og folkekirke. Identitet må man have; at vælge er vigtigt, fordi det er gennem valgene, at de unge bliver sig selv, vælger sig selv. Valg er det sprog, vi bruger om frihed, tvang kan vi ikke lide – og medløberi er for tabere.

For nogle år siden deltog jeg i en fest for en pige, der ikke ville konfirmeres. I talerne blev det fremhævet, at hun var en moden pige, der havde truffet sit eget valg. Det er hun, en dejlig pige. Pointen her er dog, som det gik op for mig under festen, at det almindelige i hendes familie er, at man ikke bliver konfirmeret.

Der er ingen grund til at anfægte, at de unge vælger. Men valget går også i arv. Som det gælder pigen, der ikke blev konfirmeret, gælder det også de unge, der bliver konfirmeret. Når ni ud af ti unge medlemmer af folkekirken vælger konfirmation, så er det en tydelig markør af, at de valg, de unge træffer, ikke svæver frit i den blå luft. Sådan er det selvfølgelig – at tro andet er at stikke sig selv blår i øjnene.

Man kan altså ikke på basis af undersøgelserne af konfirmandernes motivation tale entydigt om, at vi er på vej fra en vanekristendom til en valgkristendom. Men det bliver meget tydeligt, at konfirmation fra et folkekirkeligt synspunkt ikke kan betragtes isoleret, som en enkeltstående handling.

Konfirmationen er et blandt mange kontaktpunkter mellem kirke og befolkning. Hvis der ingen kontaktpunkter er, så er sandsynligheden lille for, at Cecilie og Frederik vælger at blive konfirmeret.

Kontaktpunkter er vigtige. Det er disse personlige og individuelle kontakter, som bærer forholdet mellem folk og kirke. Hvis ikke de er der, er det svært at tale om en folkekirke. Tilknytningen er individuel og personlig, men som den svenske religionssociolog Per Pettersson har peget på, så har denne brede relation på individniveau også betydning for, om kirkens offentlige ageren giver mening i en bredere samfundsmæssig sammenhæng, som eksempelvis når der holdes en gudstjeneste i forbindelse med tsunami-katastrofen. Det personlige og det fælles hænger sammen, og hvis kontaktpunkterne ryger, så ryger folkekirke og kristendom ud af alt – undtagen af festtalerne.

Og så kan det meget hurtigt gå ned ad bakke. Og nedad går det jo – både for dåb og konfirmation. I midten af 1970'erne blev 90 procent af en årgang konfirmeret, mens det altså nu er 70 procent. Hvor hurtigt det kan gå, kan man se i Sverige, hvor blot 35 procent af en ungdomsårgang i dag konfirmeres; det tilsvarende tal for 1970 var 81 procent!

Der er altså al mulig grund til i folkekirken at stå på tæer, hver eneste gang der er personlige kontakter i spil – og aldrig gå glip af en anledning. Og så var det måske en idé at sende en observatør til Sverige for at blive klogere på, hvornår og hvorfor kurven knækkede den helt forkerte vej?

Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende.