Prøv avisen
Historisk set

Konfirmationen var af afgørende betydning

Der var engang, hvor konfirmationen ikke blot symbolsk, men i konkret juridisk forstand betød, at det unge menneske trådte ”ind i de voksnes rækker”. Arkivfoto. Foto: Kurt Bering

Når man siger, at konfirmanden træder ind i de voksnes rækker, er der historisk grund til det

Efter påske følger konfirmationssæsonen. Der var engang, hvor konfirmationen ikke blot symbolsk, men i konkret juridisk forstand betød, at det unge menneske trådte ”ind i de voksnes rækker”.

Konfirmation blev indført i Danmark-Norge af de to landes fælles konge, Christian VI, i 1736 – og noget før i Sønderjylland. Enevælden bekendte sig til kristendommen, sådan som den blev udlagt i Den Augsburgske Konfession, og derfor kunne man kun tælles som fuldgyldig undersåt – hvad vi i dag ville kalde retssubjekt – hvis man var døbt i denne tro. Loven pålagde ganske enkelt straffe for de forældre, der ikke lod deres spædbørn døbe.

Der fandtes undtagelser for for eksempel jøder og katolikker, men de var netop undtagelser fra det grundlæggende princip om sammenhængen mellem stat og konfession. Christian VI var pietist, og konfirmationen er naturligvis at forstå som et udslag af hans religiøse tilbøjelighed. Konfirmationen kan også ses som et typisk udslag af oplysningstiden, forstået på den måde, at den lagde vægt på den personlige myndighed og det oplyste valg. For den oplyste kristne var barnedåben ikke længere nok.

Konfirmationen havde form som en overhøring, der sikrede, at konfirmanden havde annammet, hvad dåben drejer sig om, og havde modtaget undervisning i at tilegne sig Bibelens sandheder ved egen kraft, altså læsefærdigheder. Skal man derfor pege på den væsentligste forudsætning for oplysningen og alfabetiseringen af den dansk-norske almue, er det hverken rationalismen eller naturvidenskaben, men pietismen.

Konfirmationen blev forudsætningen for at gå til alters og modtage syndsforladelse og dermed at kunne stå fadder, vidne eller gifte sig. Danmarks og Norges måske mest betydningsfulde konfirmation var kronprins Frederiks i 1784. Den gjorde ham myndig og til fuldgyldigt medlem af Geheimestatsrådet, en omstændighed som han anvendte til øjeblikkeligt at begå paladsrevolution.

Med skolereformen 1814 blev konfirmationen knyttet direkte til udskrivning af skolen, og den blev indgangen til den videre uddannelse, typisk i en plads som karl, pige eller lærling. Ved konfirmationen udstedte sognepræsten fra 1832 en skudsmålsbog, der fulgte konfirmanden i den videre færd som en form for tinglyst cv.

Junigrundloven afskaffede i kraft af religionsfriheden princippet om tilknytningen mellem religiøst tilhørsforhold og borgerlige rettigheder. Men dette princip blev kun langsomt omsat i lovgivningen om for eksempel edsaflæggelse, ægteskab, arveret og ikke mindst i skolevæsenet, så dåben og konfirmationen havde også efter 1849 retsvirkning. Tvangsdåb for folkekirkemedlemmers børn blev først afskaffet i 1857, og samtidig blev arveretten for udøbte sikret.

Den såkaldte friskolelov fra 1855 gjorde det muligt at oprette skoler, der var i overensstemmelse med forældrenes livsanskuelse. Det skabte forudsætningerne for en fortsat konfessionel undervisning i grundskolen. Hvis katolikker ikke brød sig om folkeskolens forkyndende undervisning, kunne de oprette deres egne skoler, hvad de i vid udstrækning gjorde i årtierne derefter. Det samme gjorde grundtvigianerne.

I 1851 blev der indført mulighed for borgerlig vielse, men kun for de par, hvoraf mindst den ene ikke var medlem af folkekirken. Konfirmationen som nødvendig forudsætning for at blive kirkeligt viet blev først afskaffet i 1909. Samtidig blev det muligt at tage ukonfirmerede til alters i folkekirken. Skudsmålsbogen blev afskaffet i 1921. Så længe den syvårige skolegang var det normale, markerede konfirmationen den symbolske afslutning på barneårene.