Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Konfirmationskaos hvis store bededag afskaffes

Konfirmationer er planlagt mange år ud i fremtiden. Derfor vil det skabe kaos, hvis store bededag bliver afskaffet, mener biskop. Foto: Kurt Bering Denmark

Det vil skabe et logistisk kaos for alle de konfirmationer, der ligger på store bededag, hvis dagen sløjfes, advarer biskop i Aarhus, Kjeld Holm

Fagforbundet HK vil afskaffe store bededag som fridag. Men det ville være uheldigt, mener Kjeld Holm, biskop i Aarhus Stift. Hvis bededagen bliver afskaffet, vil der opstå et logistisk problem for alle de konfirmationer, der ligger på helligdagen.

LÆS OGSÅ: Bookmaker: Store bededag bliver sløjfet

Store bededag har udviklet sig til at være den helt store konfirmationsdag, og det er jo noget, folk planlægger mange år frem i tiden. De laver aftaler med restauranter og lejer kok og lokaler op til fem år frem i tiden, så det vil give nogle enorme logistiske og praktiske problemer for en masse mennesker, hvis store bededag bliver afskaffet et af de kommende år, siger Kjeld Holm til Berlingske Nyhedsbureau.

Fagforbundet HK har ellers meldt ud forud for trepartsforhandlingerne, der foregår mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter, at helligdagen skal sløjfes. Det skal øge arbejdsudbuddet med mindst 20.000 personer. Ifølge Avisen.dk er både regeringen og arbejdsgiverne indstillet på at droppe helligdagen.

LÆS OGSÅ: Trepartsforhandlinger afskaffer store bededag

Kirkeligt set ser biskoppen ikke noget til hinder for at sløjfe helligdagen, da dagen oprindelig blev sammensat af flere mindre bededage.

Så den har ikke noget særligt kristeligt indhold. Jeg tror, at mange præster er glade for, at der er konfirmationer den dag, for de ved ikke, hvad de ellers skal stille op med den, siger Kjeld Holm.

Store bededag har de seneste år samlet mange til bøn for Danmark rundt omkring i landet. Blandt andet i Helligåndskirken på Strøget i København, hvor kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen i år deltager i arrangementet.

Men store bededag adskiller sig ifølge biskoppen ikke væsentlig fra andre dage.

Det er en dag, hvor man skal samle sig og tænke over, hvad det vil sige at være menneske i relation til Gud - men det skal man jo også alle de andre søndage og helligdage i årets løb, siger biskop Kjeld Holm.

Store bededag falder den fjerde fredag efter påske og tre uger før pinse. I år ligger store bededag den 4. maj.

Konfirmationer er planlagt mange år ud i fremtiden. Derfor vil det skabe kaos, hvis store bededag bliver afskaffet, mener biskop. Foto: BENT K RASMUSSEN