Konflikt om spirituel gruppe i jysk by

I kølvandet på en 2. klasses besøg i et spirituelt center i den lille jyske by Gedved er der fulgt både politianmeldelser og beskyldninger om sekterisme

Anne Sophie Jørgensen leder det spirituelle center Tigerens Rede i Gedved.
Anne Sophie Jørgensen leder det spirituelle center Tigerens Rede i Gedved. Foto: Tigerens Rede

I Gedved mellem Skanderborg og Horsens går bølgerne højere end sædvanligt. I februar skulle en 2. klasse fra den lokale skole på besøg i byens spirituelle center, det buddhistisk inspirerede fællesskab Tigerens Rede, der tilbyder undervisning i både meditation og tantra-sex.

Det fik Per Johansson, som er far til en pige i klassen, til at gå på Facebook og spørge i byens digitale forum, hvad en skoleklasse skulle der. Det gav straks en heftig debat på siden, hvor Tigerens Rede blev kaldt en farlig sekt, og hvor der angiveligt er faldet trusler mod kritikere af centret. Siden er stemningen blevet så anspændt, at Per Johansson i dag oplever situationen som usikker.

”Der bliver taget billeder af mit hus, og mine børn føler sig utrygge. Vi har ikke noget imod dem. Sådan skal det ikke opfattes. Det er kun et spørgsmål om at tage børn som gidsler uden at spørge, om det er i orden,” fortæller den kritiske far.

Tigerens Rede blev grundlagt i 1988 af Anne Sophie Jørgensen og hendes daværende mand som et center for meditation og såkaldt tantra, en særlig tilgang til sex. Centret har 70 tilknyttede brugere, som betaler mellem 100 og 300 kroner om måneden for at bruge lokalerne til at meditere og for at deltage i Anne Sophie Jørgensens kurser.

At stedet nu kaldes en farlig sekt, undrer leder Anne Sophie Jørgensen.

”Noget af det, man forbinder med en sekt, er ensretning, og det er der ikke her. Folk bor i deres huse og lejligheder rundt om i byen. De har deres familieliv, arbejde og privatøkonomi. Det eneste, vi på Tigerens Rede har til fælles, er en passion for meditation,” siger hun.

Johnny Rønved er bestyrelsesmedlem i IKON, som er en kirkelig forening, der samler erfaringer og viden om dialog med ikke mindst nye religiøse grupper. Han synes ikke, skolen burde sende så små elever på virksomhedsbesøg i Tigerens Rede:

”Børnene har ingen mulighed for at forstå, hvad sådan en religion går ud på eller bearbejde det. Var det en 9.-10. klasse eller gymnasieklasse, var de nok mere forberedte og kunne bedre bearbejde det. Fint. Men det har børn i en 2. klasse ingen mulighed for. De forstår dårligt, hvad der sker i en kirke. Det at sende en 2. klasse på besøg, kunne tyde på, at centret har fat i forældrene fra klassen.”

Men ifølge Lone Møller Andresen, skoleleder for Gedved Skole, ligger skolebesøget på Tigerens Rede helt i forlængelse af Undervisningsministeriets mål:

”Skolen har tidligere haft folk inde og fortælle om deres job, ligesom klassen har været ude på andre virksomheder. Denne kursusvirksomhed er en af forældrenes arbejdsplads.”

Men det skyldes ifølge Per Johansson, at folkene fra Tigerens Rede har sat sig på afgørende institutioner i byen, hvorfra de missionerer deres tanker om spiritualitet.

”Tigerens Rede har ansat folk på så mange steder: institutioner, skoler, sfo'er. Vi har ikke tidligere lagt meget mærke til det, men da klassen skulle på besøg derude, begyndte jeg at tænke, at noget er galt her. Især når de begynder at inddrage børn,” forklarer han og tilføjer, at han oplever en opdeling af børnene i skolen i ”tigerbørn” og ”ikke-tigerbørn”.

”De har deres eget regelsæt og filosofi, som vi ikke har nogen mulighed for at vælge fra, når det er i en offentlig institution. Det er jo kommunens børnehaver. Min datter går i klasse med nogle af børnene fra Tigerens Rede, og hun kommer hjem og siger, at hun gerne vil til ”tigerspring”. Der sætter jeg bremsen i,” siger Per Johansen.

Den lokale sognepræst, Jytte Dueholm Ibsen, kalder sagen for et udtryk for uvidenhed og fnidder.

”Hvad de laver i Tigerens Rede, er ikke farligere end yoga og meditation. Folkene fra Tigerens Rede er selvfølgelig anderledes end mange andre, der bor her. Men set fra min stol er det ikke 'værre' end dengang, der boede en masse lærere her, da Gedved var en seminarieby.”