Konflikt om svensk øko-begravelse

I 10 år har Jönköping arbejdet mod en helt ny begravelsesmåde, men nu er projektet blevet stoppet. Ophavskvinden siger, at hun vil starte sit eget firma, hvis folkekirken ikke vil være med

Folke Günther fra Lund er en af de svenskere, der venter på en ny begravelsesmetode til sin nyligt afdøde kone - den såkaldte 'promession', frysetørring.
Folke Günther fra Lund er en af de svenskere, der venter på en ny begravelsesmetode til sin nyligt afdøde kone - den såkaldte 'promession', frysetørring. Foto: DRAGO PRVULOVIC.

I den midtsvenske by Jönköping har kirkegårdsforvaltningen længe arbejdet på at blive verdens første til at indføre frysetørring af lig. Metoden, som kaldes promession, tager vide hensyn til naturen, idet den afdøde fryses ned til 196 minusgrader og udsættes for vibrationer, som får kroppen til at blive til pulver.

Resterne af den afdøde bliver renset for kviksølv, proteser og andet ikke-nedbrydeligt og får derefter en plads på kirkegården, hvor resterne nedbrydes i løbet af et halvt år mod de sædvanlige 20 år.

Forsøgene i Jönköping har været undervejs i næsten 10 år, men nu har menighedsrådet på grund af moralske skrupler lukket for pengekassen.

"Det handler meget om det etiske aspekt, for jeg ved ikke, om det stemmer overens med min kristne tro at ryste et mennesker i stykker. Hvorfor skal det være lige her i Jönköping, at det bliver prøvet første gang? siger formand for sognets menighedsråd Jens Junelund til avisen Sydsvenskan.

Den økologiske begravelse har skaffet megen omtale til den lille kirkegård, som har fået henvendelser fra interesserede i 60 lande.

12 afdøde svenskere venter i fryserum på, at den økologiske begravelse bliver en realitet, og flere har skrevet ønsket ind i deres testamente.

Gennem de sidste 10 år har biolog Susanne Wiigh-Mäsak stået i spidsen for projektet, og hun mener, at beslutningen bygger på en forkert holdning til, hvordan begravelse skal foregå og har derfor bedt biskoppen i Växjö om et møde.

"Jeg synes, det er underligt, at menighedsrådet vil sætte en stopper for nogle menneskers sidste vilje. Der bør være frit valg på, hvordan man vil begraves i Sverige," siger hun.

Hvis mødet med biskoppen den 4. februar ikke ender med en løsning, vil Susanne Wiigh-Mäsaks virksomhed, Promessa Organic, selv tilbyde begravelser efter den nye teknik.

"I Bibelen står der 'til jord skal du blive', og med frysetørring sker det på den mest naturlige og etiske måde. Der bør ikke være patent på, hvordan en begravelse skal foregå, når folk ønsker en miljøvenlig slutning på livet. Teknikken er klar, og vi har en begravelsesplads, så det kan blive tilbudt fra slutningen af året," siger hun.

Også danskere er villige til at tage over Sundet for at få en økologisk begravelse, og Promessa Organic har fået flere henvendelser fra danskere. Tidligere har en kirkegård i Vejle udtrykt interesse over for bygningen af et fremtidigt anlæg, mens Danske Krematoriers Landsforening vil afvente resultaterne fra Sverige, før de tager stilling til at tilbyde promession i Danmark.

Før promession kan blive en realitet, kræver det såvel i Sverige som i Danmark en ændring af loven, og den svenske civil- og bostadsminister Stefan Attefall (KD) tager i disse dage stilling til en udredning, som åbner for promession.

barslev@k.dk