Der har i 10 år været strid mellem menighedsråd og præst i Ulkebøl Sogn i Sønderjylland. Det er den anden strid med et menighedsråd, der slår hælene i, som kommer frem i denne uge. Også i Holbøl Sogn, ligeledes Haderslev Stift, er der utilfredshed. Her har menighedsrådet allerede trukket sig, og sognet skal hovedsageligt bestyres af provsti og præst de næste måneder. Denne type sammenstød er der mange af i folkekirken, og det er ulykkeligt af mange grunde. Ud over, at det får kirken til at fremstå smålig i betragtning af det store budskab, der forkyndes, giver det også helt jordnære udfordringer. I mindre sogne er det næppe let at finde seks nye medlemmer, der er villige til at gå ind i arbejdet, og når det lykkes, vil sognet i lang tid være præget af splittelsen. Et nyt råd kan let blive opfattet som repræsentant for den ene part i striden. Sognekrige har med andre ord et urimeligt langt liv.
Derfor er der grund til at drøfte, hvad der går galt i folkekirkens mindste enheder, sognene, hvor mange beslutninger tages, og mange penge forvaltes. Det er i sig selv et problem ved konfliktkulturen i folkekirken, at debat om de alvorlige sager ses som et udslag af upassende nyfigenhed.
Heroverfor argumenterer mange iagttagere for, at stridighederne er udtryk for dårlige rammer, der skaber genkommende modsætninger. Ganske vist er alle konkrete uenigheder forskellige, og svarene på problemerne ligeledes forskellige. I nogle tilfælde har menighedsrådet ret. I andre har præsten det. Men fælles for dem er ofte, at de får lov at køre længe uden indgriben fra de instanser, der har mulighed for at reagere. Mange konflikter i folkekirken kommer til at stå uforløste hen. Og mange gange lukkes de slet ikke, men forbliver åbne sår.
Desuden er der mange instanser, der har magt over eller indflydelse på præsten. Menighedsrådet kalder præsten, Kirkeministeriet forhandler rammer for ansættelse, og biskoppen fører tilsyn. Ledelsen – i form af biskoppen – er placeret langt væk fra det daglige arbejde. Konstruktionen gør ledelse af præster svær og uigennemskuelig, som det også blev diskuteret i Kristeligt Dagblad i går.
Set fra præstens side må man hæfte sig ved, at det kan være en temmelig ensom affære at være oppe imod et helt menighedsråd, som ovenikøbet også kan have de andre kirkeligt ansattes støtte. Som oftest viser sagerne dog, at præsterne er godt beskyttet i det folkekirkelige system. For det meste er det menighedsrådet, der må gå, hvis der ikke er plads til både præst og menighedsråd.
De lokale konflikter er uheldige for hele folkekirkens ve og vel. Der kommer i forvejen rapporter om mobning og arbejdsmiljø, som ikke tager sig godt ud. Man har i forvejen svært ved at finde menighedsrådsmedlemmer. Det bliver ikke lettere af, at potentielle kandidater kan se, at de ikke har mange muligheder for at stille noget op, hvis der er problemer, når først de har kaldet en præst. Samtidig kan de høre fra tidligere menighedsrådsmedlemmer, at der er store mængder administration og bureaukrati, til trods for skiftende kirkeministres kamp for at få luget ud i de mange regler og opgaver. Sidste skud på stammen er den seneste GDPR-lov, der yderligere besværliggør omgang med personoplysninger i menighedsråd.
I sidste ende kan menighedsrådenes kombination af stigende arbejdsmængde, små beføjelser og inkonsistent indflydelse styrke en udvikling i retning af, at det bliver mindre attraktivt at lade sig hverve til det vigtige frivillige arbejde. Det er ikke bare en svækkelse af en helt afgørende instans i folkekirken, men rejser også alvorlige spørgsmål til hele den decentrale struktur, der bærer folkekirken. Det taler alt sammen for, at man sætter endnu mere ind på hurtigt at løse de konflikter mellem menigshedsråd og præster, som jævnligt bryder ud i folkekirken.