Mens lærer Søren Langdahl Klitgaard forsøgte at få klassens opmærksomhed ved undervisningens begyndelse, blev han afbrudt af en dreng, der på tørt vestjysk sagde:
”Nu bliver du verdenskendt, Søren,” sagde han med henvisning til pressens tilstedeværelse, selvom læreren havde bedt børnene ignorere den.
Der var omtrent 20 elever i klassen, der nu kiggede opmærksomt på deres lærer. Bag ham var der to tavler. Den traditionelle i grøn farve, og det moderne, elektroniske smartboard. Søren Langdahl Klitgaard valgte at skrive på den traditionelle tavle.
”God formiddag, allesammen. Vi skal stille skarpt på SSF (sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab, red.) Vi skal omkring emnerne køn, seksualitet og normer. Men først skal vi have en øvelse. Jeg kommer med en masse påstande nu, og så skal I rejse jer, hvis I er enige,” sagde han foran eleverne i det lille klasseværelse, der blandt andet var prydet med tyske gloser som ”Freizeit” og ”Essen” og en tidslinje over verdens gang fra skabelsen over syndefaldet til Jesu fødsel.
Alle elever rykkede stolene tilbage på gulvet for at kunne rejse sig op. På bagerste række sad en dreng afslappet med ryggen mod muren, men uroligt med sine ben, der kørte op og ned som nålen på en symaskine.
”En rigtig dreng kan lide at slås,” sagde læreren så.
En enkelt elev af hankøn rejste sig.
”En rigtig dreng elsker fodbold.”
Tre drenge rejste sig.
På samme måde kom han med påstande om piger. Her var ingen enige i, at en pige skal gå op i sit udseende. Cirka halvdelen af klassen var derimod enige i, at piger elsker at snakke med deres veninder. Til sidst spurgte læreren, hvorfor mange af dem blev siddende. En pige forrest i klassen svarede:
”Det var ligesom en masse stereotyper om drenge og piger,” sagde hun og blev bedt om at forklare for klassen, hvad stereotyper var:
”Det er for eksempel, hvor man sætter det at være en dreng i en boks og det at være en pige i en anden, selvom rigtig mange ikke passer ind.”
Læreren bad så klassen om at reflektere over, hvorvidt deres forældre og bedsteforældre havde svaret anderledes på de spørgsmål, da de var unge.
Det havde de formentlig, vurderede flere i klassen, og på den måde fik læreren mulighed for at tale om, hvordan tiderne skifter.
Som beskrevet i Kristeligt Dagblad over den seneste uge er det dog ikke nødvendigvis i de kristne friskolers favør, at tiderne skifter. For deres konservative syn på køn og seksualitet har i en længere periode fået en løftet pegefinger fra det omgivende samfund. Senest da mediet Politiken Skoleliv i sidste uge skrev en artikel, hvor man beskyldte netportalen adamogeva.dk for at sidestille homoseksualitet med vold og incest i en artikel. Det kaldte skribenten bag artiklen efterfølgende ”en forfærdelig fejllæsning”:
Politiken Skoleliv skrev desuden, at flere kristne friskoler bruger indhold fra adamogeva.dk i deres pensum til SSF-faget. Friskolerne selv sagde dog bagefter, at de aldrig kunne finde på at bruge den pågældende kontroversielle formulering i undervisningen. Det kunne Søren Langdahl Klitgaard heller ikke, sagde han inden timen og forsikrede desuden om, at han ikke havde tilrettelagt undervisningen på nogen særlig måde af hensyn til, at pressen var til stede.
Efter den indledende snak blev eleverne delt op i fire grupper. To grupper skulle læse en tekst fra adamogeva.dk om køn. Her lyder det blandt andet, at mennesker er skabt som mand og kvinde, men at der er mange forskellige måder at være dreng og pige på.
De andre grupper skulle læse en lignende tekst fra Sexlinien fra Sex & Samfund. Her lyder det, at der findes mange kønsidentiteter og måder at opleve sit køn på. Man kan for eksempel være en mand og en kvinde, men man kan også føle sig som hverken mand eller kvinde – det kalder nogen at være non-binær.
En af grupperne læste Sexliniens artikel om kønsidentitet, og en dreng læste den del, der handler om kønsnormer og seksualitet, højt.
”En af de stærkeste forventninger og normer omkring piger og drenge er, at de er heteroseksuelle. Det vil sige, at piger er kærester med drenge, og drenge er kærester med piger. Det kalder man for…” lød det, indtil han gik i stå og prøvede at udtale ordet heteronormativitet. Men han opgav og læste i stedet resten af teksten uden problemer:
”…fordi der er en forventning om, at alle er heteroseksuelle, indtil de har sagt, at de ikke er det.”
Til sidst blev alle elever kaldt sammen for at diskutere, hvordan de to tekster var forskellige. Her bemærkede en af pigerne, at teksterne var ens på den måde, at begge talte for, at der ikke skulle være faste definitioner af, hvordan man var dreng og pige. Artiklen fra adamogeva.dk holdt bare fast i, at der kun var to køn.
”Sexlinien siger, at der er alle mulige forskellige slags køn som ciskønnet, non-binær og transkønnet,” sagde hun.
En anden pige supplerede:
”Artiklen fra adamogeva.dk tager udgangspunkt i en kristen etik og siger, at Gud har skabt mennesker som mænd og kvinder. Så må man finde sin kønsidentitet inden for det. Den anden artikel deler det op i sådan noget som juridisk køn, biologisk køn og kønsidentitet som forskellige ting.”