Konservative kristne drøftede køn: ”Der er tale om et sammenstød mellem livsanskuelser”

Evangelisk Luthersk Netværk satte med konferencen Kirkeinspiration 2018 i lørdags fokus på de højaktuelle emner køn og seksualitet. Det går lige lovlig stærkt med ændringer af seksual- og kønsnormer, lød et synspunkt

En konference om køn og kirke satte i lørdags fokus på, at der findes en anden holdning end den udbredte opfattelse, at kønnet er flydende. Den opfattelse kan man for eksempel findes hos Alternativet politiske leder Uffe Elbæk (AL), der her ses under den årlige oplysningskampagne Uge Sex i 2017.
En konference om køn og kirke satte i lørdags fokus på, at der findes en anden holdning end den udbredte opfattelse, at kønnet er flydende. Den opfattelse kan man for eksempel findes hos Alternativet politiske leder Uffe Elbæk (AL), der her ses under den årlige oplysningskampagne Uge Sex i 2017. . Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Knap 150 mennesker var i lørdags samlet til den årlige heldagskonference Kirke- inspiration, som Evangelisk Luthersk Netværk (ELN) og ELN København stod bag. De fremmødte var blandt andre studerende, præster, medlemmer af ELN, der var kommet til Bethesda i København fra hele landet samt enkelte, der ikke hørte til nogen steder, men bare var nysgerrige. I år var temaet køn og kirke.

”Vi er en bibelsk røst og stemme ind i vores land, og det, vi skal diskutere i dag, er noget, hvor der er rigtig mange stemmer,” sagde Claus Grønbæk, der er frimenighedspræst i Københavner-kirken og sidder med i planlægningsudvalget i ELN i København, da han som den første trådte op på scenen og bød velkommen til en dag med spørgsmål om køn og seksualitet i Bibelen, kirken og samfundet i fokus.

Meget har forandret sig i de seneste årtier, og grænserne for, hvad en stor del af danskerne anser for acceptabelt, når det gælder kønsidentitet og seksualitet, har rykket sig mærkbart og hurtigt. Det mærker mere konservative sjæle, der har måttet se deres holdninger placeret i skammekrogen, som en del af deltagerne i lørdagens konference, der holder fast i, at der findes to køn, og at ægteskabet er for en mand og en kvinde. Flere fortalte, at deres livsanskuelse udfordres, når kønsidentitet gøres til noget, man selv kan vælge. Og at den holdning møder meget voldsomme og næsten aggressive modsvar. Nogle kaldte det et demokratisk problem.

Præst i Københavnerkirken Claus Grønbæk fortalte også, at han møder mange, der ikke ved, hvor de skal placere sig i den nye virkelighed.

”Hvad gør vi som kirke, når nogle af de kristne normer er til debat? Og hvad betyder det for samfundet? Det optager rigtig mange her i dag. Jeg oplever, at der er mange, der ikke ved, hvilket ben de skal stå på, når alt er blevet kastet op i luften, og ingen ved, hvor det lander,” sagde han.

Det samme budskab kom fra formanden for Evangelisk Luthersk Netværk, Jens Lomborg:

”Det er oplagt, at vi diskuterer disse emner her i dag, når det er blevet så tabubelagt at sige noget, der afviger fra den populære holdning. Den her konference har været planlagt i snart halvandet år, så vidt jeg ved. Og det er et rent tilfælde, at emnet har haft så stor medieeksponering den seneste måned. Men det siger noget om, som man ganske rigtigt har forudset, at her er nogle problematikker for kirken. Der er tale om et sammenstød mellem livsanskuelser,” sagde Jens Lomborg, der dermed henviste til flere landsdækkende dagblades behandling af den kirkelige højrefløjs afvisning af tidens normer for seksualitet.

Disse kønsproblematikker skulle deltagerne beskæftige sig med i syv forskellige workshops med titler som ”Hvad gør jeg, når jeg er usikker på min seksualitet” og ”Om at give plads til både det maskuline og feminine i menigheden”. Og dagens hovedtaler Olof Edsinger, generalsekretær i Evangelisk Alliance i Sverige, kritiserede blandt andet svenskernes mange regler for, hvad man må omtale, når det gælder køn, og hvordan man skal opdrage børnene. Hans foredrag gav anledning til mange små nik, og da han læste eksempler op fra svensk undervisningsmateriale om køn for små børn, høstede han både grin og højlydte fnys.

Senere på eftermiddagen var børnene også i fokus, da Carsten Hjorth Pedersen, der er daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut, stod for en workshop om at være barn i en kønsneutral tid. Her forsøgte han at stille nogle af de spørgsmål, som de kan tænkes at have, når de engang bliver voksne. Spørgsmål som: Hvad gør det ved et barn, at det ikke kender sin mor eller far? Hvad gør det ved børn at vokse op i enkønnede familier? Hvad gør det ved børn, at de skal træffe endnu et vigtigt valg, nu om deres kønsidentitet? Og gør vi det her for børnenes eller for de voksnes skyld?

”Der er rigtig mange spørgsmål, der er værd at stille til den udvikling, samfundet er i gang med i øjeblikket. Jeg har ikke svarene på dem, men de er værd at stille og undersøge, for de angår os alle sammen. Hvis der opstår problemer ved denne udvikling, så er det et fælles problem,” sagde han.

Og fra en af deltagerne lød spørgsmålet, om det ikke er en kamp mellem to forskellige opfattelser af, hvad der er bedst for børnene, som de aldrig vil kunne enes om.

”Jo, man kan ikke fortænke tilhængere af LGBT i deres arbejde, fordi de mener, at det, de gør, er bedst for børnene. Men det forhindrer ikke os i at stille de her spørgsmål og opfordre til at klappe hesten, for det går lige lovligt stærkt,” lød svaret fra Carsten Hjorth Pedersen.