Kønnet er ikke blot et privat og subjektivt anliggende, men også et familie- og samfundsmæssigt anliggende.
Det er et af synspunkterne i den nye rapport ”Kærligheden glæder sig ikke over uoverensstemmelsen!”, som ser kritisk på konsekvenserne af loven om juridisk kønsskifte.
Et argument er, at en juridisk mand, der er biologisk kvinde, fremover vil kunne være gift med en mand eller kvinde, men have ret til at beholde sin livmoder og føde børn. Juridisk er vedkommende barnets far og biologisk barnets mor. Tjener en sådan lovgivning barnets tarv, spørges der i rapporten.
Bag udgivelsen står en række organisationer på den teologisk konservative fløj i kirken. Blandt repræsentanterne er Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission.
”Grundlæggende oplever vi, at der er tale om en forhastet lov, og det betyder, at man ikke har set på konsekvenserne. Man kommer nogle få i møde, men man har ikke gennemtænkt de fatale konsekvenser, som det medfører,” siger han om loven, der trådte i kraft i 2014.
I rapporten nævnes andre mulige konsekvenser: Kan man skifte køn for at undgå værnepligt? Kan kriminelle bruge muligheden for et nyt cpr-nummer for at sløre deres identitet? Og hvordan skal helt praktiske foranstaltninger indrettes i samfundet, blandt meget andet omklædningsforhold og offentlige toiletter?
Nogle præster har udtalt, at de ikke ønsker at vie par, der har fået foretaget juridisk kønsskifte. Det kirkelige aspekt forholder folkene bag rapporten sig også til:
”Når Gud har skabt os i sit billede som mand og kvinde, udtrykker det den gud-billedlighed, han selv rummer. Så når vi rører ved kønsforskellene, rører vi ved gudsbilledet og dermed noget centralt ved Gud. Hvis kirken mener, den har noget at holde fast ved i gudsbilledet, så har kirken også noget at sige ind i et samfund, som vil definere mennesket helt anderledes,” siger Hans-Ole Bækgaard og tilføjer, at det i debatten er blevet nævnt, at en præst ikke vil blive tvunget til at vie en person, som har skiftet cpr-nummer:
”Men hvis den frihed findes, hvorfor så ikke sikre den ved i loven at give mulighed for, at man kan sige nej?”.
Hans-Ole Bækgaard siger, at han må indrømme, at han ikke selv hørte om loven, før den var vedtaget, og at man efterfølgende har taget sig tid til at lave ”et grundigt stykke arbejde” med rapportens argumenter. Nu, hvor man er på den anden side af folketingsvalget, håber gruppen bag rapporten, at politikerne igen vil se på loven.
Venstres kirkeordfører, Carl Holst, mener, at præster skal have ret til at kunne sige fra over for at vie mennesker, som har fået foretaget et juridisk kønsskifte.
”Venstre er åbent for at kigge på den skævhed, som loven om juridisk kønsskifte har skabt. Med det mener jeg, at det vil være oplagt at overveje at sidestille det med vielse af homoseksuelle, hvor det er op til den enkelte præst, hvorvidt han eller hun vil vie parrene,” siger han og tilføjer:
”Man skal ikke lave lovgivningen for situationer, der ikke er relevante, men kun hypotetiske eller tænkte. Men er der en situation, hvor den enkelte præst ikke føler, det er op til den enkelte, så skal vi se på det.”
På spørgsmålet om også nogle af de samfundsmæssige konsekvenser, som rapporten peger på, vil give anledning til, at Venstre vil se på loven igen, svarer kirkeordføreren, at han i første omgang vil afvente rapporten og se, om den giver anledning til at skulle drøfte den med kirkeordførerne og med kirkeministeren.
Kristeligt Dagblad skrev i august i år i forbindelse med årsdagen for, at mennesker har kunnet skifte cpr-nummer uden en kønsskifteoperation, at 386 havde søgt om juridisk kønsskifte, og at 261 allerede havde fået det, mens resten ventede på, at det obligatoriske halve års betænkningstid var gået.