Konservative: Nu får forfulgte kristne fast plads i ministerium

Der er afsat penge til en afdeling i Udenrigsministeriet, der skal undersøge religiøs forfølgelse, lyder det fra De Konservative. Venstre bakker op, men vil ikke bekræfte meldingen. Kristne er ved at blive udryddet i Mellemøsten, og det vil et kontor ikke ændre på, lyder det fra hjælpeorganisation

Nu lyder det fra De Konservatives kirkeordfører Naser Khader, at der er fundet penge på finansloven til en afdeling i Udenrigsministeriet, der skal arbejde med forfølgelse af religiøse minoriteter.
Nu lyder det fra De Konservatives kirkeordfører Naser Khader, at der er fundet penge på finansloven til en afdeling i Udenrigsministeriet, der skal arbejde med forfølgelse af religiøse minoriteter. . Foto: Philip Davali/ritzau.

Arbejdet med forfulgte kristne lader til at få en markant højere placering på dagsordenen i den danske regering.

I hvert fald lyder det nu fra De Konservatives kirkeordfører Naser Khader, at der er fundet penge på finansloven til en afdeling i Udenrigsministeriet, der skal arbejde med forfølgelse af religiøse minoriteter. Det sker efter længerevarende kritik af regeringen for ikke at følge op på et løfte om en forstærket indsats for forfulgte kristne.

”Der er blevet afsat to millioner kroner til det i finansloven. Det er en kopi af den norske model, hvor man har et kontor i Udenrigsministeriet, der udelukkende beskæftiger sig med forfølgelse af kristne og andre mindretal,” siger Naser Khader og tilføjer:

”Dermed signalerer vi, at vi tager det alvorligt. For der er en berøringsangst over for emnet. Men med sådan en afdeling kan vi følge, hvad der sker på området, vi kan rejse problemstillingen internationalt og lave rapporter, der beskriver omfanget af problemet. Det er også en måde, hvor man kan støtte den offentlige debat og engagement i sagen,” siger Naser Khader.

Finanslovsforslaget fremlægges i næste uge, og oprettelsen af et kontor for religiøs forfølgelse er ikke bekræftet af Venstre, men udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) indrømmer også, at hun er åben for tilføjelsen af et sådant kontor i ministeriet:

”Det er et rigtigt spændende forslag, og det glæder jeg mig til at drøfte nærmere med Naser Khader onsdag (i dag, red.),” siger hun.

Heller ikke Venstres udenrigsordfører vil bekræfte Konservatives melding, men han indrømmer dog gerne, at han bakker forslaget op:

”Jeg synes, at det er det helt rigtige at oprette sådan et kontor. Lige siden vi skrev det ind i regeringsgrundlaget, har det været et en prioritet for os alle sammen. Religiøs forfølgelse er desværre et problem, vi oplever i flere lande. Derfor er der brug for, at der konkret er folk i ministeriet, der har overblikket og ser, hvordan vi bedst kan hjælpe,” siger Michael Aastrup Jensen.

Initiativet med et særligt kontor, der beskæftiger sig med religiøs forfølgelse, er ”udmærket”, men det skaber ikke nødvendigvis de store forandringer. Det vurderer lektor Lise Paulsen Galal, der forsker i religiøse minoriteter i Mellemøsten ved Roskilde Universitet (RUC).

”Alt, hvad der bliver gjort, er bedre end ingenting. Men det er nok samarbejdet med organisationerne, der arbejder i de områder, hvor forfølgelsen sker, og arbejdet med civilsamfundet, der rykker for alvor,” siger Lise Paulsen Galal, som også mener, at det kan have en effekt, hvis Danmark i højere grad tager emnet op i samtalerne med internationale ledere i lande, der har problemer med religiøs chikane.

”Der synes jeg, at vi som land kan gøre mere ud af kritisere regeringer og indsatser i de lande, hvor der er regulær forfølgelse. Der har vi været ret forsigtige, og det gælder alle forfulgte religiøse minoriteter. Men jeg vil overordnet vurdere, at det er et skridt på vejen, og så må tiden vise, om det bliver ren symbolpolitik og spillen med musklerne,” siger Lise Galal, der vurderer, at et særligt kontor for religiøs forfølgelse vil stå stærkest, hvis det er politisk uafhængigt og dermed kan fungere som videnscentral for politikere.

Den kristne hjælpeorganisation Mission Øst, der blandt andet opererer i Mellemøsten, vurderer ikke, at et kontor i Udenrigsministeriet vil løse problemet.

”For mig at se er det fint og flot med et kontor, men hvis jeg skal være ærlig, tror jeg ikke, at det vil løse problemet. Man skal selvfølgelig forfølge og diskutere problemenerne i EU og FN. Men du kan ikke snakke dig ud af, at der er folk, der har det grundlæggende synspunkt, at folk med en anden tro skal slås ihjel. Det er den tankegang, der udspringer fra de fundamentaliske moskéer, og den løser man ikke med dialog eller flere konferencer. Vi har talt længe nok, men det har ikke hjulpet et pip. Kristne er langsomt ved at blive udryddet af Mellemøsten. Det er en illusion at tro, at man kan tale sig ud af det,” siger generalsekretær Kim Hartzner.