Julemåneden kan tage sig ud på mange måder. For de fleste danskere er det en fortravlet tid med gaveindkøb og julestress. For andre er det tid til at vente. Det sidste gælder for 19-årige Zekrya Sakhizada, som sidder fængslet i Kriminalforsorgens institution for frihedsberøvede asylsøgere. Her venter han på, hvad der skal ske, efter Flygtningenævnet den 25. november afviste at genoptage hans asylsag. De tror ikke på, at hans omvendelse til kristendommen er reel, og vurderer derfor heller ikke, at han risikerer at blive forfulgt i Afghanistan. I fængslets fællesrum, hvor den ugentlige gudstjeneste netop er forbi, fortæller han sin historie.
Sjælsmark, Vipperød, Kongelunden, Jægerspris, Ellebæk. De fleste stednavne i Zekryas fortælling er navne på de danske asylcentre, hvor han og Mustafa har opholdt sig de seneste fire år. Afghanistan kender han ikke meget til. Han var fire år, da forældrene flygtede til Iran. Det, han ved, er, at Taleban har forsøgt at tage magten i landet. Han undrer sig over, at de militante islamister slår ihjel i Guds navn.
”På Facebook og YouTube kan man se, hvad muslimer kan finde på i Guds navn. Jeg forstår det ikke. Mustafa er meget bange for at skulle til Afghanistan. Jeg prøver at være rolig,” siger Zekrya.
Han taler på dansk, og hans stemme er rolig. Netop roen, fortæller han, er kommet til ham, efter han sidste år begyndte at komme i Apostelkirken på Vesterbro.
”Mine første år i Danmark var ikke gode. Jeg var stresset og havde meget migræne. Jeg tog piller hver dag. Men det gør mig rolig at komme i kirken,” fortæller Zekrya.
Foran ham ligger en sort, læderindbundet bibel på persisk. Han fortæller, at historierne i Bibelen er med til at give ham håb i en svær tid. Han forsøger ikke at tænke så meget på fremtiden.
”Jeg har mange gode folk omkring mig, som gerne vil hjælpe. Det giver et håb. Og jeg tror, at Gud også er med os. Det tænkte jeg på i flyet,” siger Zekrya
Hans navn kommer af det hebraiske Zacharias, Johannes Døberens far, som optræder i både Det Nye Testamente og Koranen. Det betyder ”Gud har husket”. Når han selv husker sit livs begivenheder, præger uroen og usikkerheden billedet.
”Det er svært, når man mister sin vej. Det første år, vi kom til Danmark, græd min lillebror hver aften,” fortæller han.
Den bedste tid for ham og Mustafa var fire måneders ophold i Sverige, inden de blev sendt tilbage til Danmark, hvor deres ansøgning om asyl først var blevet registreret. Forud var gået en lang rejse gennem det europæiske asylsystem fra Grækenland over Italien og Frankrig. I Sverige tog en venlig kvindelig ansat i asylcentret sig af ham og Mustafa. De spillede fodbold og tog i svømmehallen med de andre børn i asylcentret. Danmark har været en mere blandet oplevelse. Fællesskabet i Apostelkirken blev et vendepunkt.
”Det var en ven på asylcentret, som sagde, at jeg skulle tage med ham i kirke. Først tænkte jeg nej. Men der var mange gode mennesker, så en dag begyndte jeg komme i kirken.”
Tiden i Apostelkirken har givet ham mange gode oplevelser. I sommer blev han døbt. Men ikke alle har taget godt imod hans omvendelse til kristendommen. Senest blev han flyttet fra den arabiske afdeling i Ellebæk-fængslet, efter en gruppe drenge havde truet og råbt ad ham.
”Men i et demokrati som her i Danmark ved jeg, at de ikke kan gøre mig noget. Det er noget andet i Afghanistan,” siger Zekrya.
Den 25. november afviste Flygtningenævnet at genoptage Zekrya Sakhizada og lillebrorens asylsag, som derfor begge skal sendes til Afghanistan. Den 2. december blev de kørt til lufthavnen, men gjorde så meget modstand i flyet, at piloten afviste at flyve. Deres advokat har nu klaget over udvisningen af de to brødre til FN's Menneskerettighedskomité.