Koranen tillader kun forsvarskrig

Koranen tager for givet, at oprigtigt troende jøder, kristne og muslimer ikke angriber hinanden indbyrdes, skriver Aminah Tønnsen i et svar i denne uges uddrag fra debatten på Kristeligt Dagblads hjemmeside www. religion.dk

Muhammeds forhold til vold

Spørgsmål: Hvad var egentlig Muhammeds forhold til vold? Så vidt jeg kan forstå, fungerede han jo selv som en slags hærfører i krigen mellem Medina og Mekka? Det er min opfattelse, at de andre store religionsstiftere, Jesus og Buddha, var helt pacifistiske i deres indstilling. Kan det virkelig være rigtigt, at Muhammed adskiller sig her? Mente han, at man i visse tifælde kan retfærdiggøre vold?

Flemming

Forfatter og foredragsholder Aminah Tønnsen svarer: Islam betyder bl.a. fred og gudhengivelse, og for mig som muslim er der ingen tvivl om, at profeten Muhammed har efterlevet de åbenbaringer, han modtog via ærkeenglen Gabriel - også når det gælder i forhold til de ikke-muslimske stammer i datidens Arabien.

Her er et kort uddrag fra min bog »Djihd - hellig krig eller vejen til fred?« fra 1996 (side 23-24):»Den mindre djihd er en forsvarskrig - den eneste form for krig, Koranen tillader troende at føre. En forsvarskrig, der kan føres med mange forskellige våben, lige fra ord og pen til mere håndgribelige og dødbringende våben - alt efter hvilke våben angriberen benytter sig af.«

Den allertidligste tilladelse til at gribe til våben i selvforsvar blev givet i en åbenbaring, som profeten Muhammed modtog kort efter udvandringen til Medina år 622 - dvs. efter at muslimerne i 12 år var blevet hånet, boykottet, forfulgt og tortureret af de hedenske mekkanere. Det pointeres i åbenbaringen (Koranen 22:39-41), at forsvaret skal ledes af en retfærdig, ydmyg og gudfrygtig leder, der uselvisk drager omsorg for samfundets svage og fattige og opretholder retfærdighed, lov og orden i landet. Retten til frit at kunne vælge at leve et liv i gudhengivelse må og skal forsvares.

Den angribende fjende omtales oftest som kafir/vantro eller som mushrik/afgudsdyrker. Enkelte gange er der tale om munfikn/ hyklere, der kun er troende af navn, men ikke mener det af hjertet. Det tages altså for givet, at oprigtigt troende jøder, kristne og muslimer ikke angriber hinanden.

Dette må nødvendigvis forstås som en opfordring til at leve op til vort ansvar som menneske, som Guds forvalter og stedfortræder på jorden, til at stræbe efter at respektere hinandens forskelligheder og skabe enhed i mangfoldigheden i stedet for at strides om vore indbyrdes forskelligheder. Og eftersom Koranens opfordring til jihad gælder alle troende - både jøder, kristne og muslimer - gælder pligten til at forhindre ødelæggelse af gudshuse naturligvis både moskeer, klostre, kirker og synagoger. Gud er interesseret i hele menneskehedens velfærd.

Når konflikter og krige vejes og bedømmes, vil der helt naturligt være forskel på, hvem af konfliktens parter, man spørger - ligegyldigt, om det er samtiden eller eftertiden, der stiller de kritiske spørgsmål. De, der af nogle opfattes som frihedskæmpere eller modstandsfolk, opfattes af andre som terrorister eller kyniske krigsmagere. Anderledes kan det i sagens natur ikke være, fordi der netop er tale om to stridende parter med modsatrettede interesser. (forkortet af red.)

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen

Evolution og udvikling

Spørgsmål: Jeg er en dreng fra Thailand, som er i gang med et projekt om evolution. Jeg vil gerne vide noget om buddhismens teori om verden, og om hvordan mennesket er opstået. Hvis du kan sende mig et svar på dette, vil jeg være meget taknemlig.

Bat Namsom

Ph.d. i religionsvidenskab Jørn Borup svarer: Moderne buddhi-ster har det fint med at have været aber. Både i Darwinsk forstand, at menneskeheden stammer fra aberne. Og i en mere indisk udgave; at man kan have levet som abe i et tidligere liv. Udviklingslæren kom ikke et chok for bud-dhister - men de færreste synes, den helt rammer plet.

For en buddhist er der ikke nogen begyndelse eller afslutning. Der er ingen gud eller skaber, der satte det hele i gang, og intet endemål for historien. Livet og tiden går sin gang i cykler, i kredsløb. Tiden, livet, universet ændrer sig, forgår, genopstår i al evig tid. Derfor er udvikling kun noget relativt; at vi nedstammer fra aberne, og at naturens elementer udvikler sig, kan videnskabeligt set være rigtigt i et kort perspektiv. Men i kosmisk tid betyder det kun lidt, for udvikling er kun den ene side af afvikling. Det endelige ideal er helt at komme uden for livets cyklus.

Buddhismens »naturlov« hedder karma, der både betyder handling og handlingernes konsekvenser. Hverken køn, race, kultur, genmanipulation eller guders indgriben kan ændre ved menneskets lod, der er resultatet af egne handlinger gennem mange, mange liv. At et menneske er mere udviklet end en abe eller en søhest har derfor kun mening i forhold til, hvad man sammenligner med.

Inden for buddhismen er målestokken Buddhas lære, og de sandheder, han erkendte. Alt, hvad der fører mod frelse, er godt, og alt, der fører mod fortsat lidelse, er skidt. At en søhest har sværere end et menneske ved at høre og forstå Buddhas lære betyder, at det er langt mere ideelt at blive genfødt som menneske, men ikke at søhesten er et dårligere dyr. Guder er meget »udviklede«, men er i buddhistisk forstand længere fra frelsen end mennesker. De har det alt for godt og orker ikke at folde lyttelapperne ud. (forkortet af red.)

Jørn Borup

kirke@kristeligt-dagblad.dk