Korsfæstelse er en folkefest

De årlige korsfæstelser i Filippinerne i anledningen af påsken er ved at udvikle sig til en kommerciel fest, som både rejsebureauer og Coca-Cola deltager i

Det er blevet en kommerciel folkefest på Filippinerne, at unge mænd lader sig korsfæste i påsken. –
Det er blevet en kommerciel folkefest på Filippinerne, at unge mænd lader sig korsfæste i påsken. –. Foto: Jay Directo.

Korsfæstelse i Filippinerne. Turister er velkomne.

Sådan står der på en hjemmeside, som reklamerer for de traditionsrige korsfæstelser i Filippinerne. Også British Airways udbyder rejser til Filippinerne i påsken, hvor man gør opmærksom på, at turister ved selvsyn kan opleve, at personer fra lokalbefolkningen i fem til ti minutter og i Jesu billede lader sig nagle til et kors.

I mange år var det en lokal begivenhed, som foregik rundt om i landsbyerne, men nu er det blevet stort. Det bliver solgt som en event, man som turist bare ikke må gå glip af. I 2003 var det slet ikke så organiseret, som det er nu, hvor der både er indhegninger, vagter og popmusik, siger kunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussen, der i 2006 lavede filmen "Holy Wood", der skildrer de filippinske korsfæstelser langfredag.

Hun hentyder til, at blandt andre Coca-Cola nu er på pletten med reklamer og smagsprøver ved korsfæstelsesceremonierne.

Mikael Bonde Nielsen, som er kommunikationschef for Coca-Cola i Norden, understreger, at Coca-Cola ikke støtter korsfæstelserne, men at det er kutyme for dem at være til stede ved arrangementet.

Vi er ikke involveret i religion og politik, men vi værdsætter traditionerne og kulturen i Filippinerne, og derfor er det naturligt for os at være til stede ved sådanne begivenheder. Vi hænger altid flere bannere op i forbindelse med højtider, og jeg skal der ikke afvise, at der også kan blive uddelt smagsprøver, siger han.

Lars Kjærholm er lektor i antropologi ved Aarhus Universitet og har lavet feltarbejde i Filippinerne. Han mener, det er de internationale medier og ikke filippinerne, der ønsker at gøre påsken til en kommerciel begivenhed.

Jeg tror, det er mediernes selvforstærkende effekt. Påskefejringerne har stået på meget længe, men det har selvfølgelig vakt opsigt, at der blandt andet er lavet film om fænomenet. Folk tænker: "Du godeste, får de virkelig banket de nagler gennem armene." Det giver uden tvivl den enkelte filippiner status at deltage i korsfæstelserne, men jeg tror ikke, medieopmærksomheden betyder noget, siger han.

schelde@kristeligt-dagblad.dk