Prøv avisen

Kort gravfred for børn sætter forældre i etisk dilemma

Mange kirker har valgt at have en kortere fredningstid på 10-15 år for børnegrave på grund af den kortere nedbrydningstid. Foto: Leif Tuxen

Gravfreden for dødfødte og spædbørn er i mange sogne kortere end for voksne. Men den korte frist sætter efterladte forældre i en svær situation, mener Landsforeningen Spædbarnsdød

Skal gravfred kun handle om jordbundsforhold og nedbrydningstid?

Sådan tænkte Lisbeth Gade Nissen, da hun læste om et sogn ved Sønderborg, der netop har forkortet fredningsperioden for gravsteder, hvor dødfødte og spædbørn er begravet i kister. Tidligere skulle kisterne blive i jorden i mindst 30 år, ligesom det gælder for voksne begravet i sognet. Men i vedtægterne ændres grænsen nu til 10 år, da de lokale myndigheder vurderer, at de små kister og barneknogler er nedbrudt på den tid.

Men dermed gør man forældrene en bjørnetjeneste, mener Lisbeth Gade Nissen, som for godt seks år siden selv mistede sin kun to uger gamle søn.

”Jeg synes, at det følelsesmæssigt er tidligt at skulle forholde sig til, om man vil bibeholde sit barns gravsted efter 10 år. Man stiller forældre i et etisk dilemma, fordi man kun tager hensyn til biologi,” siger hun.

I dag varierer fredningsperioden for kistebegravede fra sogn til sogn afhængigt af kirkegårdenes jordbundsforhold. Mange kirker har valgt at have en kortere fredningstid på 10-15 år for børnegrave på grund af den kortere nedbrydningstid. Det var den erfaring, der gjorde, at Havnebjerg Kirke ved Sønderborg for nylig valgte at søge provstiet om kortere gravfred for børn under to år, forklarer kirkeværge og menighedsrådsmedlem Christen Skov Matthiesen.

”Det er begrænset, hvor mange børn der begraves her. Men i dag er folk mindre bundet til et sogn hele livet, og vi oplever, at familier flytter fra egnen til større byer og derefter kan have problemer med at få gravstedet passet. Mange vil gerne forny gravstedet, og det kan de gøre, så længe de vil. Men muligheden for det modsatte skal være der,” siger han.

Lisbeth Gade Nissens mand er engageret i bestyrelsen hos Landsforeningen Spædbarnsdød, hvor sekretariatschef Birgitte Horsten deler hendes bekymring. Hun er med på, at det er godt for forældre at kunne sløjfe et gravsted efter 10 år, hvis de ikke bruger det, og at man som forældre jo kan forlænge, hvis man ønsker det. Men foreningen hører fra mange, der omvendt finder det ubehageligt og ser det som et svært etisk dilemma aktivt at skulle tage stilling til gravstedets fremtid efter så kort tid. De kan for eksempel komme i tvivl om, hvorvidt de stadig skal prioritere at betale til et dyrt gravsted, hvilket fører til skyldfølelse, siger hun og tilføjer, at barnegrave bør sidestilles med andre grave.

”For forældre, der har mistet et barn tidligt, er nedbrydningstiden ikke det vigtigste. Det handler om ens kærlighed til barnet og om at have et mindested.”

Ifølge provst i Sønderborg Provsti Anne Margrethe Hvas handler gravfreden dog ikke om forældrene, da de kan forlænge barnets gravsted, så længe de vil. Gravfreden handler om, hvornår kirkegårde må begynde at bruge gravsteder igen, siger hun.

”Hvis man efter 10 år for eksempel ikke ville beholde sit barns gravsted i Havnebjerg mere, skulle kirkegården stadig vente, til fredningsperioden var overstået, før de kunne gøre noget,” siger hun og tilføjer, at dette for eksempel kan være et problem, hvis kirker ønsker at lukke bestemte afdelinger af kirkegårde.

I dag er gravstedet kun ét ud af flere steder og måder, hvorpå forældre bearbejder deres sorg, siger lektor i kulturanalyse på Aarhus Universitet Dorthe Refslund Christensen. Hun har forsket i sorg- og mindeprocesser og har over de seneste 10 år fulgt flere forældres praksisser med deres barns gravsted.

”Der er generelt stor forskel på, hvordan vi mindes afdøde i dag, men et barns gravsted lader stadig til at være noget, de fleste forældre ønsker at have længe, selvom besøgsfrekvensen måske daler lidt med tiden. Det er sandt, at folk flytter mere rundt i dag og dermed kan komme til at bo langt fra kirkegården. Men jeg har talt med forældre, som har fået deres afdøde barns kiste gravet op og taget med videre,” siger hun.