Kort nyt

Julemærke udvider

FREDERIKSSUND. En kirke og et slot kommer på mærkerne til jul. Efter 30 år som et rendyrket Frederikssund-mærke, skal Frederikssund Julemærket fremover være julemærket for hele Frederikssund Kommune. Og det skal også kunne ses på mærkerne. – Vi har kørt i selve Frederikssund i 30 år, men nu går vi ud i den store kommune og har valgt et par motiver fra hver sin kant, fortæller Ole Illum Hansen til Frederiksborg Amts Avis. I mere end 20 år har han været i front i arbejdet med julemærket, der udgives af Y's Men International i Frederikssund. For 12. gang er det Henning Nielsen, der har sat streger på mærket. I år er han så kommet på ekstraarbejde, da han skulle tegne både Slangerup Kirke og Selsø Slot, som er årets motiver.

Harry Potter til gudstjeneste

AALBORG. Bøgerne om troldmandslærlingen Harry Potter går deres sejrsgang over hele verden, og det skyldes ikke mindst, at de tager fat på store emner som magt og kærlighed, skyld og tilgivelse. Med inspiration fra bogen "Halvblodsprinsen" – den sjette og næstsidste i serien – holder seks kirker i Aalborgområdet denne weekend ungdomsgudstjenester. Det skriver Nordjyske Stiftstidende. Inspirationen er gensidig, for forfatteren, J.K. Rowling, har også skelet til evangelierne, hvor det onde bekæmpes med en kærlighed, der er så stærk, at den overvinder døden. – Mange af kirkerne er jo fra middelalderen, så der skal faktisk ikke så meget til at skabe stemningen, men vi lægger også op til det med levende lys, og musikken spiller et præludium fra Harry Potter-filmen, forklarer Hanne Moesgaard Skjesol, sognepræst i Mou.

kirke@kristeligt-dagblad.dk