Kræftforsker: Videnskabeligt gennembrud satte mig på sporet af Vorherre

Overlæge Hans Skovgaard Poulsen fik som ung forsker et glimt ind i en kompleks virkelighed, som bekræftede hans tro på, at der er en skaber bag det hele

Jeg beder ikke, men jeg går meget gerne i kirke, siger overlæge Hans Skovgaard Poulsen. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.
Jeg beder ikke, men jeg går meget gerne i kirke, siger overlæge Hans Skovgaard Poulsen. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Som ung forsker var jeg med til at finde ud af noget banebrydende inden for kræftforskning. Jeg fik en mentor i min studietid på medicinstudiet i Aarhus, som arbejdede med at behandle brystkræftpatienter. Han ville finde ud af, hvorfor kun nogle brystkræftpatienter fik gavn af antihormonbehandlingen. Jeg skrev guldmedaljeafhandling om det og forsvarede kort efter min doktordisputats om samme emne. Vi fandt ud af, at det var tilstedeværelsen af en bestemt hormonreceptor i kræftcellerne, der var afgørende. Derfor udviklede vi det, der hedder østrogenreceptor-bestemmelse for brystkræftpatienter. Det blev grundlaget for den metode, som stadig bruges verden over til gavn for brystkræftpatienter.

At finde noget helt nyt, som man ved, ingen nogensinde har set før, er virkelig stort. Det var ikke Vorherre, der fortalte mig, at jeg skulle slå op på side 37, men østrogenreceptorerne var jo heller ikke noget, jeg havde skabt. Det er ikke forskerne, der skaber det, de finder. Vi får bare øje på noget, der hele tiden har været der – et lille hjørne af noget stort og vanvittigt komplekst. Og dengang måtte jeg stille mig selv spørgsmålet: Hvem har fundet på det fra begyndelsen?

Nogle forskere mener ikke, at videnskab og tro kan forenes, men for mig er tro og videnskab ikke hinandens modsætninger. Videnskabeligt kan du ikke finde ud af, om Gud eksisterer. Derfor hæmmer troen mig heller ikke i mit videnskabelige håndværk. Det, jeg kan få indsigt i, er så usædvanligt besværligt sat sammen, at jeg kun kan tænke, at der er en større magt bag. Verden er meget mere kompleks, end vi kan forstå, og der må være et eller andet, som holder sammen på tingene. Det kalder jeg Vorherre.

Jeg er vokset op på en grundtvig-koldsk højskole, hvor mine forældre var forstanderpar. Skolen lå som en grundtvigsk enklave midt i en missionsk landsby, hvor alle børn gik i søndagsskole. Det ville mine forældre ikke have, at jeg gjorde, og jeg fik heller ikke lov at være grøn spejder. Jeg har fået et billede med hjemmefra af en Gud, som er kærlighed først og fremmest. En Gud, som allerede har givet os syndsforladelse, og derfor behøver vi ikke leve op til noget specielt.

Jeg tror, at Sankt Peter synes, at det er i orden, at man kommer i himlen, uanset om man har lavet nogle skæverter og fået en parkeringsbøde. Jeg tror, at min kone, som døde af kræft for nogle år siden, er hos Vorherre, og jeg tror også, at jeg selv kommer derop.

Da min kone døde, tænkte jeg da: ”Hvad er nu det for noget?”. Men som læge kendte jeg kræftens mekanismer, og jeg tror ikke, at Vorherre har indflydelse på, om der sker mutationer i cellerne.

Måske gør min tro det lettere for mig at tale med patienterne om eksistentielle spørgsmål. Det sker stort set hver uge, at en patient vil tale med mig om liv, død og tro, og det har jeg ingen problemer med. Jeg skal ikke forkynde eller docere, jeg skal bare lytte, og ofte oplever jeg, at de patienter, hvor behandlingen er udsigtsløs, og vi tager en samtale om, hvorvidt det er bedst at stoppe med at behandle, selv er nået til en afklaring. Jeg anbefaler dem ofte at komme på hospice så hurtigt som muligt, så de kan nå at få afklaring med sig selv, deres nærmeste og Gud, hvis det er relevant. Det sker tit, når behandlingen stopper, at så lever patienten længere, end vi forventer. De når måske at opleve en datter blive student og dør så to dage efter. Som om de måske har en aftale med Vorherre.

Jeg beder ikke selv, men kommer meget gerne i kirke. Som ung sang jeg i koret i Viborg Domkirke og kom til at holde meget af salmerne og musikken. Det gør jeg stadig. Prædikenerne forstår jeg til gengæld ikke altid, og nadveren siger mig ikke noget, så jeg går aldrig til alters. Jeg har ikke brug for den form for møde med Vorherre. Jeg tror bare på ham – og ser ham i de glimt, man som forsker kan være heldig at få ind i noget, som ingen andre har opdaget før.

Hvad har udfordret din tro?

I min levetid har Europa været hærget af to -ismer, som efter min mening ikke var menneskelige, og som heldigvis er forsvundet, nemlig nazisme og kommunisme. Jeg kan næsten ikke forestille mig, at Vorherre har skabt dem. Så jeg har da engang imellem spekuleret på, hvordan en kærlig Gud kunne lade den slags vokse frem.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Jeg havde en professor på Amtssygehuset i Aarhus, som sagde til mig: ”Nu skal du høre, Hans. Hele livet er én stor illusion. Du skal bare holde illusionen konstant, så skal du nok klare dig.” Det har jeg ofte tænkt på. Der er jo noget rigtigt i det. Alle ting er flygtige, men man bliver nødt til at holde fast i noget.