Prøv avisen

Kraftig vækst i antallet af asa-troende

Antallet af asa-troende, der dyrker de gamle nordiske guder, er blevet fordoblet, siden de i 2003 fik status af trossamfund, viser ny undersøgelse fra Københavns Universitet

Siden Forn Sidr blev godkendt som trossamfund for asa-troende i 2003, er medlemstallet næsten fordoblet fra 300 til omkring 600 medlemmer i dag. Det dokumenterer lektor i religionssociologi ved Københavns Universitet Morten Warmind i en ny undersøgelse, som offentliggøres i en bog om religionsstatistik senere på sommeren. De asa-troende mener selv, at væksten skyldes mediernes omtale.

Morten Warmind har dels undersøgt medlemstallet i Forn Sidr og dels antallet af såkaldte blótlaug, der ikke er tilknyttet det officielle asa-trossamfund. Antallet af blótlaug er steget fra 24 til 31 i perioden 2005 til 2007. I alt anslår han, at der findes omkring 1000 asa-troende i Danmark.

Det er en meget vanskelig religion at sætte nøjagtige tal på, for de bryder sig ikke om, at man tæller. De har et slogan, der lyder: Vi er et blótlaug uden medlemmer, siger religionsforskeren, som dog nyder så stor tillid blandt de asa-troende, at han alligevel har kunnet få adgang til oplysningerne, der peger på en fordobling i antallet af asa-troende.

Stigningen skyldes ikke mindst påvirkning fra fjernsyn og andre medier.

Rigtig mange har angivet Jul i Valhal, TV 2s julekalender i 2005, som årsag til, at de har meldt sig ind i Forn Sidr eller et andet blótlaug, siger Morten Warmind.

Linda Nørgaard, formand for Forn Sidr, mener, at det er øget medieomtale i bredere forstand, der har givet de asa-troende ny medvind.

Medieomtale, vores hjemmesider og nye bøger om troen har gjort, at folk har fået øje på os, og så finder nye medlemmer ud af, at der rent faktisk er et forum for deres tro, siger Linda Nørgaard og peger desuden på Kirkeministeriets godkendelse af trossamfundet i 2003 som et vigtigt vendepunkt.

Og det er Morten Warmind enig i.

Hidtil har der ligget en del grupper af asa-troende og boblet ude i periferien. Med den officielle godkendelse er det blevet legitimt at organisere sig. Samtidig har de ramt en tendens i tiden. I asa-troen er det helt legitimt at forme religionen i forhold til sit eget individuelle behov, siger han og får støtte af Linda Nørgaard.

Vi er mange, der føler os begrænset af de kristne rammer, der ligger over samfundet både moralsk og konkret. Jeg kan ikke tale for alle 600 medlemmer, men vi vil godt have lov til at dyrke en religiøs følelse uden nogen begrænsninger, siger hun.

Biskop Karsten Nissen afviser, at medlemstilvæksten i asa-trossamfundet kan true folkekirken.

Et trossamfund som Forn Sidr begrunder deres tro i en genoplivning af en svunden tid. Efter min mening kan sådan en reaktualisering ikke modsvare den kristne gudsopfattelse og løftet om frelse. Friheden inden for den kristne tros rammer kan næsten ikke blive større, siger han.

kirke @kristeligt-dagblad.dk

Læs mere under Kirke og tro