Kramme-guru rammer tidsånden perfekt

Den stod på både fællesmeditation, mantrasang og spirituelle massekram, da den hinduistiske verdensstjerne Amma gæstede Brøndby Hallerne i går.Hvad får almindelige danskere til at flokkes om den krammende hindu?

Tusindvis af danskere stod i kø for at få et kram af den indiske guru Amma, da hun i denne uge var på besøg i Brøndby. Ifølge hendes egen organisation har hun krammet 39 millioner mennesker. –
Tusindvis af danskere stod i kø for at få et kram af den indiske guru Amma, da hun i denne uge var på besøg i Brøndby. Ifølge hendes egen organisation har hun krammet 39 millioner mennesker. – . Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix.

”Min kære søn, min kære søn, min kære søn.”

Den indiske guru Amma hvisker ordene på et gebrokkent dansk, mens hun presser journalistens hoved ind mod sit parfumerede bryst. Hun holder omfavnelsen i et halvt minuts tid, inden hun igen hvisker ”min kære søn” og overrækker et bolsje pakket ind i et lyserødt rosenblad.

Den næste person i køen lægger sig på knæ foran den 66-årige inder, og endnu et langt og moderligt knus begynder. Sådan fortsatte det i timevis, da den spirituelle leder Amma gæstede Brøndby Hallen ved København. Her var den prosaiske sportshal omdannet til et hindu-univers med røgelse, farvestrålende gudebilleder og højlydte mantrarecitationer.

Det er andet år i træk, at Amma er i Danmark, og ifølge arrangørerne formår hun at samle små 10.000 mennesker, hvoraf langt de fleste er kvinder. Men hvad får almindelige danskere til at flokkes om de angiveligt spirituelle og healende hinduistiske kram? Ja, ikke bare danskere, men mennesker over hele verden. Ifølge Ammas organisation har hun indtil videre krammet 39 millioner mennesker.

Det korte svar er kærlighed, lyder det fra Birte, en lille, gråhåret dame fra Nordjylland, der ikke ønsker sit efternavn i avisen.

”Jeg har ikke prøvet det før. Men jeg har hørt, at følelsen af kærlighed bliver siddende i kroppen i flere dage efter,” siger hun og tilføjer, at hun ikke ser sig selv som hindu.

Hun kommer både i kirke, lytter trofast til P1-radioprogrammet ”De højere magter” og er bredt spirituelt interesseret.

I det svar ligger også noget af forklaringen på, hvad der har gjort Amma til den religiøse verdensstjerne, hun efterhånden er. Det forstår man på Marianne Qvortrup Fibiger, lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, hvor hun blandt andet forsker i hinduisme.

”Ammas budskab er, at der er en universel religiøsitet, hvor alle religioner kan mødes i et fælles budskab om kærlighed og om at tage sig af andre. Det er det budskab, hun selv inkarnerer ved at tage alle i sin favn. Og det er samtidig en af grundene til, at hun er blevet så populær, da det passer vældig godt ind i vores individualiserede tid. Alle budskaber er rigtige, så længe kærligheden over for næsten og verden er i centrum, siger hun. Det er et religiøst sprog, som passer til rigtig mange mennesker,” siger hun.

Og selvom Amma på mange måder er en traditionel hindu, har hinduismen ikke haft eneret i Brøndby Hallen de seneste to dage. I de mange opstillede boder med religiøse genstande bliver der ud over hinduistiske gudebilleder også solgt kors, billeder af Jomfru Maria og andre re-ligiøse symboler. Dog er det ikke umiddelbart til at se nogle islamiske genstande.

”Det er lidt mere kompliceret,” forklarer en af sælgerne med henvisning til billedforbuddet i islam.

Sælgeren er en af flere hundrede frivillige, der rejser med Amma rundt på hendes europatur. De er en del af et stort, velsmurt maskineri, der mest af alt minder om det, man ser, når store rockbands er på turné. Overalt i hallen møder man mennesker med officielle navneskilte. De frivillige står for en lang række opgaver såsom at sælge indisk mad, sælge offergaver i form af blomster, man kan give til Amma, eller guide folk sikkert igennem den sirlige proces, det er at komme op på hovedscenen og få et kram af guruen.

Man fornemmede også en vis rockstjerne-status ved gårsdagens arrangement, da Amma gjorde sin entré i hallen. Klædt i hvidt gik hun i procession med orangeklædte munke op på scenen. Imens holdt de fremmødte ærbødigt hænderne fladt foran ansigtet i en hilsen.

Herefter var Amma centrum for en fælles meditation i en god halv times tid, der sluttede med, at hun holdt en kort tale om, at både naturen og det menneskelige sind er ved at gå i opløsning. Hun talte om, at hvide fredsblomster skulle dale ned over både havene, skovene og menneskerne. Og i det samme begyndte det at regne med hvide blomster på de storskærme, der var stillet op i hallen.

Netop hendes budskab om at værne om Jorden og klimaet er en anden vigtig forklaring på, at hun har opnået så stor popularitet, siger Marianne Qvortrup Fibiger.

”Hendes fokus på Jordens tilstand passer meget godt ind i den bekymring, der er i dag for klimaet. Amma pointerer, at vi skal passe på Moder Jord. I hinduismen forbinder man Jorden med en gudinde, vi skal værne om, ligesom hun værner om os. Det er et gensidigt forhold, som mange har nemt ved at relatere til i dag,” siger hun.

Det er dog i første omgang den kærlighed og ro, Amma spreder, der har fået den 42-årige Camilla Ripa til at tage turen fra sit hjem i Skanderborg til Brøndby Hallen. Hun fik første gang et Amma-kram for syv år siden i forbindelse med en større livskrise. Siden har hun fået så mange Amma-kram, at hun ikke længere har tal på det.

”Hun står for en ubetinget næstekærlighed, der er meget nem at forholde sig til for en som mig, der både er kristent opdraget, døbt og medlem af folkekirken. Jeg tror, vi alle længes efter den ubetingede kærlighed, og det er det, Amma kan give en lille gnist af,” siger hun.