Guru beskyldes for at give tomme kærlighedsløfter

Det er tomt og overfladisk, når indisk guru i dag besøger Danmark og prædiker kærlighed og omfavnelse af alle, siger kritikere. Filosof ser dog ikke store problemer ved det overfladiske kram fra guruen, hvis popularitet er udtryk for en længsel efter en fysisk kærlighedsgerning

Den spirituelle leder Ammas særlige kendetegn er omfavnelse. I dag og i morgen forventes hun at omfavne tusinder af danskere i Brøndby Hallen. –
Den spirituelle leder Ammas særlige kendetegn er omfavnelse. I dag og i morgen forventes hun at omfavne tusinder af danskere i Brøndby Hallen. – . Foto: Gautam Singh/AP/Ritzau Scanpix.

En indisk kvinde er i disse dage i Europa, hvor hun med sit særlige kendetegn forventes at omfavne over 150.000 mennesker. I dag og i morgen finder omfavnelserne sted i Brøndby Hallen i Danmark, hvor tusinder af mennesker vil komme for at møde Amma, som den indiske spirituelle leder kaldes.

Ammas rigtige navn er Mata Amritanandamayi, og hun spreder ifølge sine følgere ”ved sin blotte tilstedeværelse en ubeskrivelig energi af kærlighed og medfølelse”. Det er gratis at deltage og gratis at modtage omfavnelse. Der opfordres dog til, at man støtter Ammas hjælpeorganisation, der står for blandt andet nødhjælp og uddannelse.

Men selvom de kærlige og gratis omfavnelser virker harmløse, er Ammas popularitet udtryk for en ærgerlig tendens, mener Hans Krab Koed, der er lektor og censorformand for læreruddannelsen og for kristendomskundskab/religion.

”Vi lever i en tid, hvor folk ikke ønsker at gå i dybden med mange ting. Derfor bliver denne type overfladiske åndelighed populær. Man søger de nemme løsninger som det at møde op og blive omfavnet. Det giver en glæde for et øjeblik, og det er sympatisk nok. Men man snyder folk for dybde til fordel for en her og nu-oplevelse,” siger han.

Amma, der er et kærligt kaldenavn, der betyder moder, kalder sig ikke hindu. Når hun bliver spurgt, hvilken religion hun tilhører, svarer hun, at hendes religion er kærlighed. Men det kan man ikke basere en religion på, mener Hans Krab Koed.

”Det er det samme, som når kristne bare siger, at Jesus er kærlighed. Det er han, men der er altså mere til den kristne fortælling. Kristendom og islam og andre religioner kræver, at man fordyber sig i deres historie og fortællinger på godt og ondt. For mig virker det lidt vammelt, at en kvinde rejser rundt og omfavner og taler om kærlighed,” siger han.

Jens Hestbech, der er pensioneret gymnasielærer og har udarbejdet undervisningsmateriale til religionsfaget, er heller ikke overrasket over, at Amma er populær.

”Hun står for en kærlighedsopfattelse, som mange efterspørger. Bare se på tv, hvor utallige programmer drejer sig om, hvordan folk finder kærlighed. Hun giver et klart og tilsyneladende enkelt svar på det, nemlig, at kærlighed er noget, du først skal finde i dig selv. Det er forskellen på kristendommen og de fleste østlige filosofier. Kristendommen er anderledes, fordi kærligheden ikke er noget, man graver frem i sig selv. Kærligheden er der allerede og bliver til i relation til andre mennesker. Det skal jeg for eksempel mindes om jævnligt, og derfor går jeg i kirke,” siger han.

Jens Hestbech kalder det desuden karakteristisk, at Amma vil favne alle religioner og filosofier.

”Hvis man vil omfavne alt, bliver det tomt og uden kant. Så mener man ikke noget, men giver i stedet løfter om, at man ved at blive krammet kan finde kærlighed og opnå lykke. Luthersk kristendom understreger derimod, at det er i hverdagen, man skal realisere kærligheden,” siger han.

Filosof og prodekan ved Aarhus Universitet Anne Marie Pahuus ser derimod ikke det store problem ved, at Ammas omfavnelser kan være overfladiske. Hun ser den spirituelle leders popularitet som et udtryk for en grundlæggende længsel efter et fysisk kærlighedsudtryk.

”Jeg læste om en, der sammenlignede en omfavnelse af Amma med det at få pustet på et sår af sin mormor. Det er samme følelse af trøst og lindring af smerten. Jeg tror, at det taler til mange i Vesten, fordi vi er så bevidste om grænserne for kropslig kontakt, at en sådan omfavnelse føles meget overvældende og varm,” siger filosoffen, som har skrevet bogen ”Kærlighed” i Aarhus Universitetsforlags serie af Tænkepauser.

Og selvom kærlighedsbudskabet kan være en anelse overfladisk, mener Anne Marie Pahuus ikke, at det er problematisk.

”Kærlighed er selvfølgelig andet og mere end omfavnelse. Men jeg mener ikke, at Ammas budskab fører til en mere indadvendt eller navlepillende indstilling. Tværtimod tror jeg, at en omfavnelse og følelsen af at være elsket kan frigøre en til at se mere opmærksomt udad på noget uden for en selv,” siger hun.

Br. Shubamrita, der er en af Ammas nærmeste munke, mener på samme måde, at omfavnelsen er mere end et tomt løfte.

”Ja, omfavnelsen er et fysisk udtryk. Men i omfavnelsen håber vi, at der bliver plantet et frø, der med tiden kan blomstre og skabe forandring i et menneskes liv. Omfavnelsen er ikke bare et gratis kram, men en trøst og en kærlighedserklæring, der forhåbentlig kan være grundlaget for, at det enkelte menneske går ud og deler kærligheden videre,” siger han.