Mød manden bag Klosterruten

Med "Den Danske Klosterrute" har Jens Kristian Krarup, tidligere rektor for Folkekirkens Pædagogiske Institut, skabt helt nye muligheder for pilgrimsvandringen i Danmark

Jens Kr. Krarup ved pilgrimsfontænen på kirkegården i Løgumkloster. I midten af den flade sten springer en lille vandstråle – som dog ikke var aktiv da fotografiet blev taget. På oversiden af stenen er indhugget en labyrint, inspireret af valfarskirken i Lucca i Italien. Labyrinten har for middelalderens mennesker symboliseret Kristi vej fra livet til graven og opstandelsen fra graven tilbage til livet, og er også symbol for det kristnes Gudsfolks livsvandring med Kristus. –
Jens Kr. Krarup ved pilgrimsfontænen på kirkegården i Løgumkloster. I midten af den flade sten springer en lille vandstråle – som dog ikke var aktiv da fotografiet blev taget. På oversiden af stenen er indhugget en labyrint, inspireret af valfarskirken i Lucca i Italien. Labyrinten har for middelalderens mennesker symboliseret Kristi vej fra livet til graven og opstandelsen fra graven tilbage til livet, og er også symbol for det kristnes Gudsfolks livsvandring med Kristus. –. Foto: Jesper Kristensen.

Måske møder man ham et eller andet sted i Danmark. En distingveret ældre herre med pilgrimshat. På vandring, eller måske på cykel og måske en gang imellem i bil.

Chancerne for et møde er størst, såfremt man færdes ad lønsomme stier. Helst så langt fra trafikerede hovedveje som muligt. For en pilgrimsvandring skal være en "kontrastoplevelse" til den almindelige hektiske støjende hverdag, hvor alting skal gå hurtigt og effektivt, siger Jens Kristian Krarup for ham er det; og netop i disse år er den nu 73-årige pensionerede rektor for Folkekirkens Pædagogiske Institut i Løgumkloster i fuld gang med sit store livsprojekt: En ny og landsomfattende pilgrimsrute til danskerne.

Med etableringen af "Den Danske Klosterrute", hvor han ad eksisterende vandrestier og små veje forbinder omkring 40 danske klostre og steder, hvor der engang har ligget klostre, og der i dag måske er en kirke eller bygningsrester tilbage, har Jens Kristian Krarup skabt nye muligheder for pilgrimsi Danmark. Det er for denne indsats, han sammen med de to andre danske pilgrims-pionerer Elisabeth Lidell og Andreas Blinkenberg, i går fik tildelt Kristeligt Dagblads Pris.

Klosterruten, der begyndte med en tanke om at beskrive en vandretur mellem Løgumkloster og Sorø og vil ende på næsten 2000 kilometer på langs og tværs af Danmark, er Krarups personlige opfindelse, og hans detaljerede kortlægning finder sted i disse år, hvor han er halvvejs i projektet. Alt bliver omhyggelig gennemgået. Ikke så meget som en meter kommer med i hans bøger, uden at han selv har færdedes på den, og hele tiden forsøger han at lægge ruterne ad stier og krogede veje med smuk natur og kulturelle og historiske seværdigheder, der skal ses undervejs. Og med fred og ro til, at tidens moderne pilgrimme kan finde samling i sjælen og kontakt til Gud, og hvor det er bedst at færdes langsomt til fods.

Lige nu skriver han på bind tre af sit planlagte fembinds-værk om "Den Danske Klosterrute". Det omhandler en strækning fra Helsingør til Næstved og udkommer i efteråret 2009, et år senere end planlagt. Det har taget længere tid, fordi der på denne rute ned gennem Sjælland er mange seværdigheder, der skal beskrives, samtidig med at det indimellem har været vanskeligt at tegne en rute uden om de mest befærdede steder. Helt undgå asfalterede veje har han ikke kunnet.

Krarups klosterrute lægger op til at blive brugt på flere måder, af almindelige nysgerrige turister såvel som egentlige pilgrimme. Det er lige så åbent, som Krarup mener pilgrimsbevægelsen bør være, og dermed åbent for de mange forskellige bevæggrunde, der i dag sætter mennesker på vandring.

Pilgrimsideen må aldrig udvikle sig til en eksklusiv hobby for de særligt interesserede, fastslår han.

steens@kristeligt-dagblad.dk