Krav om demokrati i den arabiske verden

skriver fra Kairo Araberne har to gange i år bøjet deres hoveder ved begravelser for derefter at løfte dem igen for at hilse sønner, der arvede magten efter gamle monarker. Overgangen virkede uundgåelig og ubestridt i Jordan, hvor den afdøde kong Hussein havde regeret i 46 år, og i Bahrain, hvor den afdøde sheik Isa bin Salman Al Khalifa havde regeret i 38 år. Men der lyder stadig flere krav om demokrati i en region, hvor tradition og moderne magtpolitik har koncentreret styret - og beslutningen om, hvem der bliver den næste hersker - på ganske få hænder. Mange spørgsmål Med den vished, at de aldrende, skrantende ledere en dag vil forsvinde ud af billedet, ser Mellemøstens fremtid usikker ud. Demokrati vil give en forudsigelighed og dermed stabilitet i en region, der står over for følgende vanskelige spørgsmål: Venter der kun Syrien mere enevælde, isolation og konfrontation med Israel efter Hafez al-Assad, den 68-årige leder, som har hjerteproblemer? Hvem vil have format og erfaring nok til at drive fredsprocessen mellem israelerne og palæstinenserne frem efter den 68-årige Yasser Arafat, der efter sigende har dårligt helbred? Vil Vesten miste indflydelse i Golfen efter den 75-årige kong Fahd af Saudi-Arabien, der har haft et hjertetilfælde og allerede har overgivet den daglige kontrol til kronprins Abdullah, der selv er i 70'erne? - De højtidelige ceremonier i forbindelse med død og overgang i Mellemøsten tilslører altid en periode med virvar, uanset hvor kort den måtte være, siger Bassam Tibi, ekspert i Mellemøsten ved Harvard Universitys center for internationale studier. Personificeret politik I Jordan har befolkningen i tre årtier troet, at Husseins bror, prins Hassan, skulle overtage tronen efter ham. Men kort før kongens død i marts udnævnte han sin søn Abdullah som kronprins. Andre steder afviser ledere som Egyptens 70-årige præsident Hosni Mubarak, der har siddet på magten siden 1981, at udpege nogen efterfølger - eller at give plads for forandring. - Vi har monarker, og vi har præsidentmonarker - præsidenter, der sidder på posten, til de dør, siger Tibi og beskriver situationen som »personificeret« politik. - Der er behov for at institutionalisere de politiske systemer, siger Tibi, der stammer fra Syrien. - Vi skal etablere institutioner, der på langt sigt vil danne grundlag for demokrati. Strategisk afgørende Et blik på et kort forklarer hurtigt, hvorfor regionen var strategisk afgørende, allerede før forbrændingsmotoren gjorde olielagre vigtige, og områdets stabilitet et internationalt anliggende. Mellemøsten er Europas port til Afrika og Asien. Mellemøsten strækker sig fra Marokko i vest til Iran, der grænser op til de asiatiske regioner i det tidligere Sovjetunionen. Den går fra middelhavskysten langs Nilen ind i Sudan, hvis sydlige spids ikke er langt fra Ækvator. Der er forskellige grader af politisk åbenhed i de arabiske stater i regionen, men der er ingen, der har ægte demokrati. - Jeg ville hellere have et meget mere åbent styre, siger Mustafa Hamaneh, der er leder af Jordans center for strategisk forskning, der er et uafhængigt forsknings-center. - Personligt forventer jeg ikke megen forandring. Ny generation Da den forholdsvis unge sheik Hamad bin Khalifa Al Thani kom til magten i Qatar, blev vejen til reformer åbnet. Han har blandt andet lovet, at der snart vil blive etableret et valgt parlament med beføjelser. En ny generation ledere - Jordans kong Abdullah er 37 år, og Bahrains sheik Hamad bin Isa Al Khalifa er 49 år - kan give et nyt syn på politik. Men Hamaneh siger, at det er sandsynligvis ikke er nok i forhold til traditionen og analfabetismen og isolationen, der afholder de fleste af deres undersåtter fra at deltage fuldt ud i det offentlige liv. De arabiske ledere har baseret deres autoritet på stammetraditioner og islams blanding af politisk og religiøs magt, som nogle anser for at give en gudbenådet ret til at herske. Men deres position er blevet undermineret af den manglende evne til at klare moderne økonomiske problemer, korruption blandt embedsfolk, intern etnisk eller religiøs rivaliseren og sammenstød med Israel eller andre arabiske stater. Arabiske borgere giver udtryk for frustration ved at vende sig mod islamiske fundamentalister, der tilbyder religion som en utopisk løsning, eller ved at gå på gaderne i strejke eller ved at lave optøjer. Den gamle garde Negad M. Borai fra den private egyptiske bevægelse for demokratisk udvikling frygter, at det vil medføre udbrud af vold, hvis den gamle garde fortsætter med at reagere med undertrykkelse. Egypten, hvis befolkning på 59 millioner mennesker gør det til det tættest befolkede arabiske land, har politiske partier og et parlament, selvom dets aktiviteter er indskrænket af regeringen. Det har demokratiske fagforeninger og faglige organisationer, hvis medlemmer er parate til at spille en større rolle i samfundet. Dets fredstraktat med Israel fjerner truslen om krig, som ledere førhen brugte som en undskyldning for at indskrænke borgerrettighederne. Borai siger, at alle disse har lagt fundamentet for demokrati, men at de næste skridt er i hænderne på de eksisterende magter - afskaffelse af undtagelseslove, frie og demokratiske valg, afskaffelse af restriktioner for pressen. - Hvis regeringslederne er smarte, tager de disse skridt, siger han. - Hvis de ønsker at være en del af den nye verden, skal de acceptere disse forandringer. (AP) Oversat af Marielle Nielsen Hansen