Krav om fælles regler for medicinske forsøg med mennesker

Frygt for, at medicinalindustrien vil søge til Østeuropa for at lave forsøg

Der skal være mere kontrol med medicinske forsøg med mennesker. Det mener medlem af Den Centrale Videnskabsetiske Komité, cand.scient.pol. Jens William Grav og efterlyser flere fælleseuropæiske retningslinjer på området til at beskytte forsøgspersonerne. Efterlysningen kom på konferencen »Forsøg med mennesker - holdninger og rettigheder«, som komiteen holdt i går. Ifølge Jens William Grav vil medicinalfirmaerne i stigende grad søge til Østeuropa for at lave deres forsøg. Her findes dygtige læger, patientinformation er en by i Rusland samtidig med, at befolkningen stadig er meget autoritetstro og vil sige ja til at medvirke i medicinske forsøg. - Derfor må de etiske myndigheder i EU i højere grad snakke sammen for at beskytte forsøgspersonerne og komme med klare regler, siger Jens William Grav. Den Centrale Videnskabsetiske Komité i Danmark planlægger en international konference for etiske komiteer i slutningen af året. Desuden arbejder man på, at der oprettes venskabskomiteer i andre lande. Men også indenfor Danmark efterlyser Jens William Grav fælles fodslag, når det gælder godkendelser til medicinske forsøg med mennesker. Det danske videnskabsetiske komitésystem hører under forskningsministeren og består dels af Den Centrale Videnskabsetiske Komité og dels af otte regionale komiteer, som hver især godkender forskningsprojekter. - Hvis de regionale videnskabsetiske komiteer er forskellige i deres vurderinger, vil medicinalfirmaer gå til bestemte komiteer for at få en godkendelse. Nogle steder er man måske mere nøjeregnende med hensyn til patientinformationen end andre, siger han. /ritzau/