Ligestilling er i høj grad blevet et trosanliggende. I hvert fald hvis trossamfundene ønsker statens blå stempel.
For det er ikke kun i Danmark, at der politisk ønskes et højere fokus på ligestilling i den åndelige verden. Også i Sverige og Norge er der stærke politiske kræfter, der bevæger sig i samme retning som flertallet i det danske trossamfundsudvalg, der vil have religiøse grupper til at acceptere særlige krav til ligestilling.
I Norge møder trossamfund i dag ingen særskilte krav om ligestilling som betingelse for finansiel støtte fra det offentlige, men også her diskuteres en ny praksis heftigt. Det fortæller Ingvill Thorson Plesner, der forsker i menneskerettigheder ved universitetet i Oslo. Ligestillingskrav til trossamfund er nemlig en del af drøftelserne omkring en ny fælles statslig lov vedrørende majoritetskirken og andre religiøse grupper.
”Der er i dag krav om, at trossamfundene ikke må have vedtægter, der strider imod den almindelige ’lovgivning og moral’, men det er endnu ikke kommet til at inkludere generelle krav om ligestilling. Tværtimod har trossamfundene særligt for religiøse stillinger og lederpositioner kunnet undtages krav om ligestilling mellem kønnene med udgangspunkt i den generelle diskrimineringslov af hensyn til religionsfriheden, hvilket EU-retten også åbner for,” siger Ingvill Thorson Plesner.
Blandt diskussionsemnerne i Norge er, om trossamfundene skal tvinges til eksempelvis at have et vist antal kvinder i bestyrelsen som en betingelse for at få offentlig støtte, sådan som majoritetskirken også får støtte.
”Men det kommer ned til en diskussion om, hvorvidt disse særlige politiske krav til trossamfundene er i strid med menneskerettighederne og religionsfriheden. Eller om det på den anden side er i strid med menneskerettighederne, når trossamfundene har disse særlige beføjelser. Et andet spørgsmål er, hvad effekten vil være. Er ønsket at ændre forhold indadtil i trossamfundene, så må man også huske på, at disse særlige krav netop kan være med til at skubbe trossamfundene væk fra staten. En anden strategi ville være at give støtte til projekter og tiltag, som sigter mod at støtte ændringerne, som kommer indefra – hos trossamfundene,” siger Ingvill Thorson Plesner.
Også i Sverige er spørgsmål om ligestilling blevet et centralt emneat forholde sig til. Her anbefalede et politisk nedsat udvalg i sommeren 2016, at trossamfundene uden for den svenske kirke skulle underlægges nye krav om kønsligestilling:
”Det er afgørende, at et trossamfund, der ikke respekterer samfundets grundlæggende værdier såsom menneskers ligeværd, ligestilling mellem kønnene og demokratisk regeringsførelse, ikke skal finansieres med offentlige midler,” lød det i anbefalingen, som endnu ikke har ført til ny lovgivning.
Når ligestillingsdiskussionen har bevæget sig ind i religionens verden i Danmark, Sverige og Norge, kan det forklares med et voksende antal muslimske borgeres ønsker om anerkendelse af de muslimske trossamfund. Det vurderer lektor Marianne Schleicher, der forsker i religion og køn ved Aarhus Universitet.
”Debatten om ligestilling blusser jo op, når en stor minoritet som den muslimske holder fast i en religion, der insisterer på absolutte sandheder, altså påstande, som man ikke vil diskutere, omend de hidrører fra over 1000 år gamle religiøse tekster og praksisser,” siger Marianne Schleicher og påpeger, at det siden oplysningstiden har været ideal, at offentlige debatter blev afgjort med respekt for logisk argumentation og bevisførelse.
”Når der så er en voksende minoritet, der ikke køber præmisserne for, hvordan man afgør sager i det offentlige rum, så begynder man at føle, at ens kultur er truet. Den trussel fornemmer man nok i regeringens trossamfundsudvalg, som samtidig er så redeligt, at det ikke kun hænger den muslimske minoritet ud, men er parat til at vurdere alle eksisterende og potentielle trossamfund ud fra samme princip om, hvorvidt de accepterer fundamentale præmisser for det danske demokrati, herunder kønnenes ligestilling. De reagerer sandsynligvis på, at der er nogle, der insisterer på rettigheder, men som ikke samtidig vil acceptere de fælles spilleregler,” siger Marianne Schleicher.