Prøv avisen

Ukraine: Hver enkelt ortodoks sogn må vælge side

Tømreren Bohdan Roboretskji ses i den kirke, som han selv har været med til at bygge i den ukrainske landsby Velyki Mostij 70 kilometer fra den større by Lviv. – Alle foto: Kristoffer Dahl Sørensen.

I den vestlige del af Ukraine har mange sogne vendt Moskva-patriarkatet ryggen, siden en ny ukrainsk-ortodoks kirke i januar fik selvstændighed. Udviklingen er til glæde for mange ortodokse og præsident Porosjenko. Men andre frygter for konsekvenserne

Den høje mørkebrune dør ind til kirken går op.

”Jeg var med til at bygge kirken fra første til sidste sten,” fortæller Bohdan Roboretskji.

Han er en 55-årige tømrer, der bor i landsbyen Velyki Mostij, omtrent 70 kilometer fra storbyen Lviv i det vestlige Ukraine. Byens ortodokse kirke, som han står midt i, betyder noget særligt for ham. For i slutningen af januar i år blev sognet et af de første i Ukraine, der valgte at blive en del af landets nye uafhængige ortodokse kirke. En kirke, der endnu kun officielt har eksisteret i tre måneders tid, efter patriark Bartolomæus i Konstantinopel i januar godkendte selvstændigheden i forhold til Mos-kva-patriarkatet og dermed den russisk-ortodokse kirke.

Det betød, at 300 års ortodokst slægtskab med Rusland blev brudt, og mange ortodokse sogne, særligt i den vestlige del af landet, vælger nu at blive del af Ukraines nye kirke. Indtil videre har omkring 500 ud af Moskva-patriarkatets 12.000 sogne på landsplan ændret tilknytning ifølge den religiøse informationstjeneste i Ukraine, RISU.

Bohdan Roboretskji fortæller, at overgangen er forløbet roligt. På et møde i kirken, hvor 400 troende var samlet, stemte kun seks imod at løsrive sig fra Moskva-patriarkatet. Resten var for, og det glæder ham.

”Den sande ortodokse kirke har altid været ukrainsk,” siger Bohdan Roboretskji og fortæller om Vladimir den Store, der som storfyrste af Kijev i 988 indførte den kristne tro i sit rige.

Hvor fredeligt overgangen til den nye kirke foregår, varierer fra region til region og de enkelte sogne, påpeger Dmytro Horjevoj, der er ekspert i ortodokse forhold og leder af center for religion, sikkerhed og fred i Kijev.

Det afhænger blandt andet af, om præster og sognemedlemmer er pragmatiske, eller om de modsætter sig, forklarer han. Voldelige sammenstød har ifølge forskeren indtil videre ikke været udbredt, selvom der er eksempler på det. Konflikter frygtes, ikke mindst fordi den russiske præsident, Vladimir Putin, har advaret om, at Rusland har ret til at forsvare sine trosfæller.

Men der er to ting, som er sikre, fastslår Dmytro Hor- jevoj. Dels at den primære motivation til, at ortodokse sogne i Ukraine har skiftet side, er Moskva-patriarkatets tilhørsforhold til Kreml, som har annekteret den ukrainske Krim-halvø og støttet pro- russiske separatister i Donbass-regionen, der ligger ind mod den russiske grænse. Og dels at de fleste sideskift har fundet sted på landet frem for i byerne, da der på landet er en større ejerskabsfølelse over for sognets kirke, forklarer han.

Længere nede ad vejen ar-bejder den 41-årige Nadja Kusjneryk i et supermarked. Hele livet har hun været ortodoks kristen, og hun er begejstret for udviklingen.

”Alle folk er glade,” siger hun om det nye tilhørsforhold.

Liturgien vil nu være ukrainsk-sproget i stedet for at foregå på gammelslavisk, hvilket gør, at hun nu fuldt ud kan forstå, hvad præsten siger, fortæller hun. Og så fremhæver hun det absurde i, at de kirkelige donationer førhen gik til Moskva-patriarkatet og dermed til Rusland.

Nadja Kusjneryk nærer både sympati for den lokale præst, der har hilst side- skiftet velkomment, og for en af de centrale aktører bag Ukraines nyetablerede kirke: præsident Petro Porosjenko. Han besøgte netop landsbyen i slutningen af februar som led i sin valgkamp, hvor også Nadja Kusjneryk mødte politikeren, der bejlede til egnens ukrainsk-ortodokse:

”Jeg vil inderligt takke for jeres sammenhold. Vi opbygger vores stat og beskytter den sammen,” lød det til landsbyens borgere fra Petro Porosjenko, der har ”Hæren. Sproget. Troen” som sit slogan under den aktuelle præsidentvalgkamp. Religion og politik er altså to sider af samme sag i den politiske kamp mod den ydre trussel: Rusland.

Ønsket om at etablere en ny uafhængig ortodoks kirke i Ukraine har været længe undervejs, forklarer Dmytro Horjevoj: Bevægelsen mod kirkelig løsrivelse begyndte efter Ukraines uafhængighed fra Sovjetunionen og fik yderligere momentum i 2014, da krigen mellem Rusland og Ukraine brød ud. Mange flere af Moskva-patriarkatets 12.000 sogne i Ukraine vil ændre tilknytning de næste 10 år, forudser Dmytro Horjevoj. Det vil i givet fald indskrænke den russisk-ortodokse kirkes magt gevaldigt, da en tredjedel af den russisk-ortodokse kirkes i alt 36.000 sogne ligger i Ukraine.

I Sankt Georg-kirken i Lviv er sympatien og tilknytningen modsat i landsbyen Velyki Mostij fortsat hos Moskva-patriarkatet. Den 50-årige Oksana Vajda, der netop kommer ud af kirkebygningen, er indigneret over, at den ukrainske regering bruger Gud i et politisk spil.

Siden hun var 18 år, er hun kommet i denne kirke, og hun forbinder stedet med glæde og tryghed. Udviklingen med de mange sogne, der skifter til den nye ukrainske kirke, ser hun som en tragedie for sammenholdet mellem de slaviske nationer. Som ukrainer studerede hun i sovjettiden i Rusland, hun mestrer som de fleste begge sprog, og for hende kan de to landes spirituelle rødder ikke adskilles.

”Det bliver en storm,” frygter hun.

Splid og uoverskuelige konsekvenser er også, hvad Oleksander Ivantjenko frygter. Han holder til i administrationsbygningen bag Sankt Georg-kirken som ortodoks præst og regionssekretær i den ortodokse kirke i Lviv med tilknytning til Mos-kva-patriarkatet. Én ting slår han hurtigt fast og gentager løbende: Den kirke, han er en del af, opererer uafhængigt af Moskva.

”Vi bliver fejlagtigt beskyldt for at afrapportere til Moskva,” siger han og bemærker, at spændingerne i Ukraine er steget, efter at den nye kirke er kommet til.

”Folk, der bliver i vores kirke, føler sig presset af lokalsamfundet til at skifte, og vi bliver beskyldt for at tjene fjenden,” siger Oleksander Ivantjenko.

Derudover oplever han, at myndighederne er tøvende med at hjælpe i tilfælde af hærværk mod de ortodokse kirker, han repræsenterer. Generelt har han ikke meget tilovers for den nye kirke, da han ser den som politisk manipulation og unødvendig splittelse af landet. Derfor er Oleksander Ivantjenko imod at anerkende den nye kirke og skifte tilknytning, blot fordi regeringen ønsker det.

”Folk er fortvivlede. Det er noget politisk og religiøst rod. Forestil dig, hvilke følger det kan få.”

I supermarkedet i landsbyen Velyki Mostij arbejder den 41-årige Nadja Kusjneryk. Hun støtter den nye ukrainsk-ortodokse kirke og er glad for, at kirkelige donationer ikke længere sendes videre til Moskva.
Præsten Oleksander Ivanchenko siger, at man som tilhænger af den kirke, der hører under Moskva-patriarkatet, bliver opfattet som fjendtligtsindet og advarer imod de konsekvenser, kirkestriden kan få.