Krigen bliver langvarig

Britisk forsvarschef advarer om, at angrebene vil fortsætte til næste sommer

Amerikanske fly gennemførte i går angreb mod Afghanistans hovedstad, Kabul, i dagslys, men især angrebene natten til i går var meget mærkbare. Rapporterne går på de hidtil voldsomste bombardementer, som den Afghanske Islamiske Presse, AIP, siger kostede over 140 civile livet.

Kilder uden for Afghanistan har foreløbig kun bekræftet, at fire lokale FN-ansatte døde i tirsdags, da en bombe ramte det FN-kontor, hvor de sov, og det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, fastholder, at de udelukkende bomber militære mål.

- Vi sagde, at vi ville være ubarmhjertige, og det vil vi, erklærede en embedsmand fra Penta-gon.

Resultatet af de amerikansk-ledede angreb, der begyndte i søndags, er »opmuntrende«, sagde den britiske forsvarschef, sir Michael Boyce i går.

- Angrebene mod de militære mål skrider godt fremad, sagde Boyce, der advarede om en langvarig krig.

- Vi må forberede os på at blive ved gennem vinteren og i hvert fald til næste sommer, advarede Boyce.

I en rapport, som blev offentligt kendt i går, beskriver den britiske regering i punkter slagplanen for kampen mod terrorisme. I første omgang er det udelukkende Osama bin Laden og hans al-Qaeda netværk, der mistænkes for at stå bag attentaterne i USA den 11. september, som den internationale koalition jagter samt Afghanistan og dets styre, fordi det beskytter bin Laden.

Dermed sender den britiske premierminister, Tony Blair, et signal til Irak om, at det ikke behøver at frygte at blive mål for de amerikanske bomber.

Ifølge rapporten er den næste fase af slagplanen dog mere åben for fortolkning, da der står, at et af målene er at »udrydde den trussel, som international terrorisme står for samt forhindre stater i at støtte, huse eller agere i samarbejde med internationale terroristgrupper«.

Den britiske regering lægger også op til, at aktionerne mod Af-ghanistan inkluderer at sikre et fremtidigt styre i landet, hvilket USA hidtil har afvist. Den britiske forsvarsminister, Geoff Hoon, oplyste i går, at Storbritannien var i færd med at undersøge omfanget af civile omkomne.

- Vi er ikke med i en krig mod det afghanske folk. Vi er kede af hvert eneste civile offer. Vi gennemfører vores angreb med præcision. Vi gør, hvad vi kan for at minimere skaderne på civile, sagde Hoon. Angrebene har, siden de blev indledt tidligere på ugen, skiftet fokus fra beskydninger af militære anlæg og landingsbaner til i højere grad at ramme talebanstyrker. B-1 og B-52 fly kastede 226-kilo tunge ikke-styrede bomber ned, ligesom der blev brugt såkaldte klyngebomber, som netop er beregnet til at slå styrker ihjel.

En anonym embedsmand i Pentagon bekræftede i går, at de amerikanske bombefly nu går efter barakker og garnisoner omkring Kabul og Talebans hovedby, Kandahar.

I Afghanistans nabolande kæmper nødhjælpsorganisationer mod tiden og Taleban-styret. FN vurderer, at op mod 7,5 millioner afghanere vil være afhængig af nødhjælp den kommende vinter. I den vestafghanske by Spin Baldak blev en konvoj med nødhjælp i går stoppet af talebanere, der krævede betaling for at lade lastbilerne slippe igennem. /ritzau/Reuters

Side 4 og leder på bagsiden