Vi begynder i Eritreas ørken et stykke fra Det Røde Havs kyst.
Her ligger et fængsel ved navn Meiter. Det består af metalcontainere af den slags, man bruger på tankskibe. Ofte tvinges så mange fanger ind i containerne, at der ikke er plads til at ligge ned.
Om dagen kan temperaturen nå 46 grader, og en tidligere fange har beskrevet containerne som gigantiske ovne, der bager folk levende. Der er hverken toilet eller lægehjælp, og fanger dør derfor af sygdomme som kolera og difteri.
LÆS OGSÅ: Vestens kirker klandres for at tie om forfulgte kristne
Andre dør af fængselsbetjentenes torturmetoder såsom at hænge fangerne i armene under ørkenens sol i flere døgn ad gangen.
Meiter blev grundlagt i 2009 af s regime, og rædslerne er veldokumenterede. Men hvorfor overhovedet nævne stedet?
Af to grunde, mener John L. Allen, en af USAs mest fremtrædende journalister, som beskriver Meiter i sin aktuelle bog The Global War on Christians (Den globale krig mod kristne).
For det første blev fængslet grundlagt med det formål at terrorisere religiøse og især kristne mindretal. Ifølge det amerikanske udenrigsministeriums rapport om religionsfrihed var der i 2011 mindst 10 ledere af pinsekirker, der sad fængslet på tredje år uden nogen form for rettergang.
For det andet har Meiter ikke fået snerten af samme omtale som for eksempel Guantanamo og Abu Ghraib, hvor amerikanske soldater torturerede irakiske fanger. Mens Abu Ghraib er blevet symbol på en krig, alle kender til, nemlig krigen mod terror, er Meiter symbol på en krig, som de færreste ved bliver udkæmpet, mener John Allen: Den globale krig mod kristne.
Vi taler om det 21. århundredes mest dramatiske religionshistorie. Alligevel har de fleste mennesker i Vesten kun en meget lille anelse om, hvad der egentlig foregår, fortæller han i telefonen fra Denver, USA.
John Allen taler ikke ud af det blå. Ifølge menneskerettighedsorganisationer er 75 procent af alle religiøst forfulgte mennesker i verden kristne, og i lande som , Syrien og Egypten chikaneres, trues og fordrives kristne som aldrig før. Men ligefrem en krig?
Ja. Forstået på den måde, at et meget stort antal mennesker bliver såret eller slået ihjel. Der er ikke én fjende, men en forvirrende cocktail af trusler. Radikale islamister i Egypten, ultranationalister i Tyrkiet, radikale hinduer i Indien, politistaterne i Kina, og Hviderusland, som især går efter kristne, narkobander i Latinamerika, som ikke bryder sig om, at kristne tager et standpunkt.
Så det er ikke en organiseret krig, du taler om?
Hvis du tænker på, at en global gruppe hver morgen klokken otte mødes for at planlægge, hvordan de kan gøre livet surt for verdens kristne, så nej. Det ville ellers være nemt, for så kunne man bare finde dem og få dem til at stoppe.
Hvorfor bruger du så udtrykket krig? Du skriver selv i bogen, at det er det mest fortærskede udtryk i amerikansk politik.
Amerikanerne kalder alting for en krig. Krig mod fattigdom, krig mod terror, krig mod bla, bla, bla. Jeg er ganske klar over de farer, den slags sprog skaber. Det umuliggør for eksempel kompromiser. Når det er sagt, så ønsker jeg at provokere. Når vi taler om det omfang af forfølgelse af kristne, der finder sted i dag, så taler vi ikke bare om, at nogle gør nar af kristne. Vi taler ikke om en metafor her. Vi taler om død og tortur. Hvis det ikke er en krig mod kristne, så ved jeg ikke, hvad jeg skal kalde det.
Forbrydelsen mod verdens forfulgte kristne er dobbelt, mener John Allen. Der er selve forfølgelserne. Og så er der ligegyldigheden. Selvom fordrivelser af kristne i for eksempel og Syrien har fået stigende medieopmærksomhed, hersker der en generel blindhed i Vesten over for problemerne. Det skyldes, at virkeligheden er oppe imod en standhaftig forestilling om kristendommen som verdensmagt, mener han.
Vi ved fra medierne, hvor meget magt der ligger i en god fortælling. Fortællingen om kristendommen er, at den er en massiv, velhavende, århundreder gammel og politisk magtfuld institution. Den forestilling gør det temmelig svært for mennesker at forestille sig, at kristne faktisk kan være genstand for forfølgelse. Hvis du går gennem Københavns gader og spørger forbipasserende, hvad de forbinder med kristendom og religiøs forfølgelse, så vil de med garanti tænke på korstogene, inkvisitionen og religionskrigene. De vil tænke på de kapitler i historien, hvor kristendommen var bad guy.
Problemet med den fortælling er, at den ikke yder nutidens kristendom retfærdighed, mener John Allen.
Over halvdelen af verdens cirka 2,2 milliarder kristne bor uden for Vesten.
De lever ofte som mindretal, måske i opposition til flertallet, og vigtigst: De er et bekvemt mål for enhver, der har et horn i siden på Vesten. Uanset om man er hindu-radikal i Indien eller venstreorienteret guerillaleder i Latinamerika, er det nemmere at slå ned på kristne i sin egen baghave end at gå efter USA eller EU. Det er den nye fortælling om kristendommen.
I lande som Pakistan og er det primært muslimer og ikke kristne, der angribes af muslimske ekstremister. Så hvorfor fokusere så meget på kristne?
Gennem hele bogen anerkender jeg, at andre også lider. Det er rigtigt, at de primære ofre for radikale islamister er muslimer. Men hvis du kigger på tallene samlet, så viser de, at kristne lider mere end nogen anden gruppe i verden. Det er ikke hinduer, buddhister, jøder eller muslimer.
John Allen lægger vægt på, at forfølgelser af kristne langtfra begrænser sig til lande med en overvejende muslimsk befolkning.
Det skyldes ikke kun, at han forsøger at være virkeligheden tro. Det handler også om politik.
Når vi taler om forfølgelser af kristne, er der hele tiden en fare for, at vestlige politikere suger emnet ind i deres dagsorden. Især når det gælder krigen mod terror. Der er en hel del konservative politikere, der gerne vil sætte lighedstegn mellem anti-kristne trusler globalt og terror begået af radikale islamister. Men islamisterne kunne fordufte fra jordens overflade i morgen, og forfølgelserne ville ikke være forsvundet. Når jeg taler om en global krig mod kristne, så kan den ikke bruges til at understøtte en eller andens politiske dagsorden. Jeg peger ganske enkelt bare på den største krænkelse af menneskerettigheder i vor tid.
Hvad kan der så gøres for at stoppe denne krig?
De lidende kristne skal for det første have en meget større stemme i udenrigspolitik. Mit eget land var for nylig på nippet til at bombe Bashars regime. Spørger du de kristne i Syrien, om det er en god ide, får du et rungende nej. Ikke fordi de er glade for Assad, men fordi de ved, at alternativet er et islamisk præstestyre.
For det andet skal de kristne lære af jøderne. Hvad sker der, hvis der bliver spraymalet et hagekors på en synagoge? I løbet af et døgn vil jødiske grupper have sat himmel og jord i bevægelse. De vil være på talkshows og have lagt politisk pres på magthaverne. Jøderne har lært af deres erfaringer, at der ikke er noget alternativ. Kristne gør det ikke på den måde. Vi har endnu ikke lært det.
Hvad kan Vestens kristne gøre for de forfulgte?
Det, jeg hører alleroftest fra kristne i for eksempel Mellemøsten, når jeg spørger, er: Glem os ikke. De har en dyb fornemmelse af at være blevet forladt og overladt til sig selv. Hvis vi velhavende og beskyttede kristne i Vesten ikke gør andet, så bør vi i hvert fald gøre det meget klart, at vi ikke har glemt dem.
Hvordan?
Ved at tale om dem. Ganske enkelt. Du kan gå til en forfærdelig masse gudstjenester i Vesten uden at høre den samtale, du og jeg har lige nu. Kristne i Vesten har adgang til en masse ressourcer, for eksempel til meget store medieplatforme. Vi kan gøre det fuldstændigt klart, at det her ikke er noget, vi giver pokker i. Lad mig spørge dig om noget: Ved du ikke godt, at den katolske kirke er imod abort?.
Øh... jo.
Hvorfor ved du det? Det gør du, fordi kirken har gjort et kæmpestort stykke arbejde og brugt ethvert tænkeligt redskab til at fortælle hele verden om det. Så ingen skal fortælle mig, at kirken i Vesten ikke har kapaciteten til at sætte himmel og jord i bevægelse, når det gælder lidende kristne.
Hvorfor taler politikere ikke mere åbent om forfølgelserne?
I Amerika er de ligesom politikere alle andre steder mest optaget af nationale problemer. Og så kan det simpelthen være for svært et emne at bruge til egen politisk vinding. Hvorfor skulle republikanerne tale om de kristne palæstinenseres lidelser, når de er for Israel? Hvorfor skulle Obama-regeringen slå ned på forfølgelser af koptere i Egypten, når Obama gerne vil være på god fod med regimet? Alle politikere tænker på øjeblikkelig fordel, og det er der sjældent noget af her.
Hvad vil fremtidens dom så være over det her problem?
Jeg håber, at vi om 50 år kan sige, at vi gjorde noget ved det, på samme måde som vi gjorde noget ved apartheid i Sydamerika. Men jeg tror stadig, det vil være en ulykkelig plet på vores fælles samvittighed.
