Den tyske del af den katolske kirke befinder sig i en dyb krise. Det siger biskop Georg Bätzing, lederen af de katolske biskoppers fælles organ, bispekonferencen.
”Det er en katastrofe. Kirken har haft en dårlig håndtering af konflikter. Vi står og ser på de skår, der er opstået, fordi mennesker simpelthen har mistet tilliden,” siger Georg Bätzing i et interview til tysk tv ZDF.
Den katolske bispekonferences forårsmøde, der sluttede i denne uge, er i medierne blevet betegnet som et krisetopmøde, hvor det var tvingende nødvendigt for biskopperne at finde en vej ud af den tillidskrise, der er opstået på grund af kirkens omgang med præsters misbrug af unge.
Flere analytikere har vurderet, at biskopperne stadig ikke er i stand til at vække det indtryk, at de alle er interesserede i en fuldstændig afdækning af omfanget af seksuelle overgreb begået af kirkens mænd. Præsters seksuelle misbrug af børn og unge har ellers været et tema i den katolske kirke i Tyskland siden 2010.
Den seneste debat er opstået på grund af Kølns kardinal, Rainer Maria Woelki. I 2018 besluttede kardinalen, at uafhængige jurister skulle lave en rapport om omfanget af seksuelle overgreb i Køln, og han lovede dengang, at både gerningsmændene og personer, der havde dækket over forbrydelserne, skulle nævnes ved navn.
Men da rapporten var færdig i 2020, havde Woelki skiftet mening. Han betegnede rapporten som fuld af ”metodiske mangler”, og i stedet for at offentliggøre den gav han ordre til, at endnu en rapport skulle laves.
Ofre for seksuelle overgreb og lægmandsorganisationer har lige siden beskyldt biskoppen for at ville skjule sandheden og for at beskytte gerningsmændene.
Kardinalens opførsel er i mange katolikkers øjne så uacceptabel, at en sand bølge af udmeldelser har været konsekvensen. Gennem mange år har både den katolske kirke og de protestantiske kirker mistet medlemmer.
Kardinal Rainer Maria Woelki indrømmer selv, at han har begået fejl, og lover, at begge rapporter bliver offentliggjort den 18. marts. I et hyrdebrev skriver han, at han er meget ked af det og beder samtidig kirkens medlemmer om forståelse for sin fremgangsmåde.
Netop det seneste årtis mange sager om seksuelt misbrug har været medvirkende til, at den tyske bispekonference og lægmandsorganisationen De Tyske Katolikkers Centralkomite har skabt den såkaldte ”synodale vej”. Det er en forsamling, hvor lægfolk og biskopper diskuterer vigtige temaer inden for den katolske kirke, heriblandt kvinders rolle i kirken, men også præsternes seksuelle overgreb, med det formål at genoprette tilliden til kirken.
I Rom ser man med bekymring på denne udvikling. Ifølge paven må synodalforsamlingen gerne skabe fornyelse i de lokale menigheder, men reformerne ikke må være så vidtgående, at de kan føre til en spaltning af kirken på verdensplan.
Mange medier vurderer det som et tegn på imødekommenhed over for den synodale vej, at biskopperne nu har valgt at give en kvinde den højeste administrative post inden for kirken: Den 50-årige teolog Beate Gilles skal fremover være bispekonferencens generalsekretær, og dermed vil en kvinde for første gang have medindflydelse på, hvad kirkens øverste tyske organ skal beskæftige sig med, ligesom hun får medbestemmelse over de summer, som bispekonferencen råder over.
I modsætning til biskoppernes behandling af temaet misbrug får denne afgørelse en overvejende positiv modtagelse i offentligheden, hvor medier taler om, at udnævnelsen er ”et skridt mod forandring” og ”et stærkt tegn”.
Efter bispekonferencen meddelte Georg Bätzing, at de tyske biskopper vil arbejde for at oprette særlige kirkelige domstole, der skal tage sig af sager om seksuelt misbrug begået af gejstlige.