2010 blev et skæbnesvangert år for den katolske kirke i Danmark.
Sexskandalerne i kirken uden for Danmarks grænser var velkendte. I årevis havde vrede katolikker og ofre for overgreb i blandt andet USA og Irland grædt salte tårer over, at hundredvis af katolske præster havde misbrugt børn, og at biskopper havde dækket over overgrebene. Et problem, som stadig er så presserende for kirken, at 100 kardinaler i morgen for første gang mødes i Vatikanet for at diskutere de mange misbrugssager.
SE TEMA: Katolsk krise
Anklager om overgreb på sagesløse børn i den katolske kirke var dog noget, der hørte det fjerne udland til. Indtil den 16. marts 2010.
Lidet anede den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, at et interview i Kristeligt Dagblad ville bringe den katolske kirke her i landet ud i sin værste krise i årtier. En krise, som har kastet mørke skygger over kirken det meste af et år, og som stadig påvirker kirkens medlemmer dybt. Det er en historie om grove anklager om overgreb på børn og unge, som dog alle dette efterår er blevet droppet af politiet. Men også historien om en kirke, der blev overrumplet af en moderne medievirkelighed og først gjorde ondt værre ved selv at ville undersøge misbrugssagerne - men siden og efter massivt pres tog et historisk opgør med sin egen lukkede kultur.
Kristeligt Dagblad gør status over den katolske kirkes håndtering af krisen i Danmark, som forrige uge kulminerede i biskop Czeslaw Kozons undskyldende ord om, at "vi kan ikke sige os fri for, at noget af det, som er gået galt, beror på en fortidig kultur i kirken (...) Det skyldtes dels utilstrækkelig viden om seksuelle overgrebs væsen og følger, dels ønsket fra kirkens side om ikke at skade sit image."
Tonen fra biskoppen var en noget anden, da han i et interview her i avisen den 16. marts sagde, at han kendte til fire-fem sager om overgreb i kirken, som aldrig var blevet efterforsket, og som han afviste at undersøge nærmere. Eventuelt kommende sager afviste han også at aflevere til politiet. Biskoppens ord førte til en brandstorm af kritik fra juraeksperter, børneorganisationer og kirkens eget bagland.
Alligevel afviste biskoppen adskillige gange at lytte til kritikken, og der gik flere uger, før den katolske kirke indvilgede i en undersøgelse.
Den nølende indstilling var den afgørende årsag til, at kirkens troværdighed led et alvorligt knæk, vurderer studieleder og lektor i teologi ved Aarhus Universitet Peter Lodberg, som forsker i den katolske kirke:
"Set i bakspejlet har det værste problem været kirkens håndtering af krænkelserne og det faktum, at biskoppen fra begyndelsen gav det indtryk, at man ville håndtere dem internt og sætte sine egne standarder. Det virkede, som om han blev overrumplet af den enorme offentlige interesse og ikke havde gjort sig klart, hvad det her kunne udløse af modstand og kritik."
Troværdigheden blev ikke større, da Kristeligt Dagblad i april afslørede, at flertallet af katolske præster i Danmark ikke havde afleveret børneattest. Forinden havde biskoppen sagt, at med hensyn til børneattester på præster var alt i orden. Fraværet af pædofili-tjek viste sig også at være et problem i folkekirken. Den katolske kirke indhentede efterfølgende børneattester på alle præster, og derefter blev en præst fritaget for tjeneste, da hans børneattest ifølge Politiken viste, at han var dømt i en sag om børneporno.
Presset fra offentligheden fik kirken til at opfordre eventuelle ofre for overgreb til at melde sig til kirken. I begyndelsen af april nedsatte kirken en krisegruppe bestående af blandt andre den katolske præst Niels Engelbrecht og tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, der skulle hjælpe biskoppen med at håndtere krisen. Gruppen opfordrede biskoppen til at overdrage alle sager til politiet. I mellemtiden havde kirken modtaget 16 anmeldelser om overgreb begået af katolske præster. Ifølge Erling Tiedemann var ledelsen i chok.
"Det er nemt at pege fingre ad biskoppen for dårlig kommunikation. Men anmeldelserne kom som et kæmpe chok. Hver time var der er en ny anmeldelse. Og panikken bredte sig. Ingen havde haft nogen anelse om alle de sager," siger han og tilføjer, at mange katolikker ligesom biskoppen havde hørt om fire-fem gamle sager om overgreb.
"Men ingen havde tidligere henvendt sig, og vi havde ikke som i andre lande haft et fortielsesproblem i kirken. Der var heller ingen, der havde fået penge for at tie stille," siger han.
17 anmeldelser blev til 33. Alle havnede på politiinspektør Svend Foldagers bord. Kirken hyrede en advokat til at undersøge kirkeledelsens behandling af sagerne. Og et udvalg af katolikker og en børnepsykiater formulerede en ny beredskabsplan, som kirken præsenterede i forrige uge. Ifølge den gamle beredskabsplan skulle kirken selv undersøge en anmeldelse, inden man tog stilling til, om sagen skulle gives til politiet. Hovedlinjen i de nye regler er, at enhver mistanke straks meldes til politiet.
I mellemtiden beskrev flere medier, herunder Berlingske Tidende, i en række historier, hvordan katolske præster havde haft forhold til især unge mænd. Men efter den indledende efterforskning i løbet af sommeren og efteråret 2010 frafaldt politiet samtlige 33 anmeldelser om overgreb begået i den katolske kirke. Ingen af sagerne handlede om samleje, og de værste anklager, som omhandlede anden kønslig omgang, var for størstedelen 50-110 år gamle. Politiets frafaldelse skyldtes manglende strafferetligt indhold, manglende bevisførelse, uklart mistankegrundlag eller - som i de fleste tilfælde - at sagerne var forældede, det vil sige, at ofret ikke havde anmeldt sagen, senest 10 år efter at vedkommende var fyldt 18 år. Københavns Politi sagde således i juni, at man ville have efterforsket nogle sager, hvis anmeldelserne var indgivet i tide.
Ifølge politiinspektør Svend Foldager, som var ansvarlig for efterforskningen, har den katolske kirke i Danmark ikke haft noget pædofiliproblem inden for de seneste 20-30 år:
"Kigger man på de nyeste sager, som ligger inden for forældelsesfristen, og som altså principielt kunne føre til straf, er der ikke noget større problem i den katolske kirke."
Anderledes forholder det sig med de sager, som i dag er juridisk forældede, fortæller Svend Foldager.
"Der er nogle grimme sager imellem de forældede sager, som helt klart skulle have været undersøgt af politiet. Men de er både 50 og 60 år gamle, og der er meget fornuft i, at sager bliver forældede. Det er ekstremt svært at behandle og føre beviser i så gamle sager. Men man kan ikke udelukke, at nogle sidder tilbage og føler sig krænkede. Der er forskel på, hvad nogle personer mener er strafbart, og hvad straffeloven 'mener'," siger han.
Politiet modtog anmeldelser mod fem fungerende præster. To af sagerne handlede henholdsvis om uklare anklager om tilnærmelser til unge mænd og "grænseoverskridende adfærd af homoseksuel karakter" - og altså ikke om overgreb på mindreårige. En tredje sag, som handlede om befamling af en ung kvinde, blev droppet på grund af forældelse. I den fjerde og mest alvorlige af sagerne har fem forskellige anmeldere beskyldt en præst for seksuelle krænkelser. Sagen blev droppet dels på grund af forældelse, dels fordi der ifølge politiet ikke var hold i anklagerne. Kirken vil ikke oplyse, hvad den femte sag handler om.
I løbet af politiets efterforskning blev seks præster suspenderet fra deres præstegerning af kirkens ledelse. I flere tilfælde klagede menighederne til biskoppen over, at hverken præst eller menighed vidste, hvorfor præsten blev suspenderet. Den dårlige kommunikation mellem kirkens ledelse og menighederne kulminerede i oktober i en åben brevkrig, hvor en frustreret menighed i et brev oplæst ved en gudstjeneste klagede over biskoppens manglende støtte. Biskoppen kvitterede med at beklage, hvis han "midt i turbulensen ikke har levet op til det niveau for kommunikation og for den omsorg, som også præst og menighed med rette kan forvente af mig."
For øjeblikket er fire præster fritaget for tjeneste, mens kirken gennemfører tjenstlige undersøgelser mod dem. Men selvom politiet har lukket samtlige 33 sager, og den katolske kirke selv har fulgt op med egne undersøgelser, er utilfredsheden blandt katolikkerne stadig til at tage og føle på. Katolik Hans Riese, som i marts kritiserede katolske ledere, herunder den danske biskop, for den "totale mangel på vilje og evne til selvransagelse" i forbindelse med pædofilisager, har ikke ændret mening.
"Det, der står tilbage, når røgen har lagt sig, er en katolsk ledelse, der har gjort det rigtig dårligt. Der er kun sket noget, i kraft af at biskoppen har været udsat for pres fra medierne og fra mange katolikker. I enhver anden professionel sammenhæng ville sådan en leder gå af," siger han.
Thomas Martin Nielsen, medlem af den katolske kirke og medredaktør af det katolske netmagasin Vero, kalder kirkens håndtering for "skandaløs".
"Jeg og andre opfordrede uden held biskoppen til at iværksætte en undersøgelse, inden det brød løs i marts. Det er ulideligt at være medlem af en kirke, der er så lidt proaktiv på så afgørende et område," siger han.
Også i dagens avis kritiserer Brigitta V. Rick, bestyrelsesmedlem i Landsorganisationen mod seksuelle overgreb, biskoppens håndtering af anklager mod en bestemt katolsk præst, som hun kalder for en "heksejagt" og en "bekvem måde for den katolske biskop at komme af med en kontroversiel præst på".
Krisen har dog ikke ført til masseudmeldelser af den katolske kirke. Siden den 16. marts har 196 personer meldt sig ud af kirken, hvilket ifølge iagttagere viser, at der stadig er en høj grad af loyalitet over for kirken, som tæller cirka 37.000 katolikker. Erling Tiedemann bekræfter dog, at de katolske menigheder er medtaget af krisen.
"Jeg kender ingen katolikker, der ikke er meget kede af det her. Hele sagen har givet kirken et troværdighedsknæk," siger han, men tilføjer:
"Jeg er tilfreds med, at vi nu har fået et bedre beredskab, som skal sikre, at det her aldrig sker igen."
Flere forskere peger ligeledes på, at anklagerne om overgreb og den voldsomme kritik af kirkens ledelse har rusket kirken til et opgør med sin egen lukkede kultur.
"Man må give den katolske kirke den cadeau, at den har lært af krisen. Det er positivt, at den åbenhed og de juridiske standarder, der blev efterlyst for otte måneder siden, er blevet gennemført og står i den nye beredskabsplan. Kirken står bedre herhjemme, end den gør internationalt, hvor man overalt stadig har en fornemmelse af, at man ikke er kommet til bunds i skandalerne," siger Peter Lodberg, som ikke fortryder, at han tidligere har kritiseret kirkens håndtering:
"Min holdning har hele tiden været, at kirken i Danmark stod sig bedst ved at få myndighederne til at undersøge sagerne, uanset om de ville føre til retssager eller ej."
Teologilektor ved Aarhus Universitet, ph.d. Else Marie Wiberg Pedersen peger også på, at krisen har fået kirken til at besinde sig på sit ansvar - også selvom samtlige anklager blev droppet.
"Hurra for, at man endelig vil tage hensyn til krænkede børn og unge," siger hun, men advarer samtidig om, at den katolske kirkes iver efter at gøre op med en lukket kultur – særligt med den nye beredskabsplan - kan sætte præsters retssikkerhed over styr:
"Faren er, at uskyldige præster bliver udsat for falske misbrugsanklager på grund af noget, der i virkeligheden handler om en kirkepolitisk eller teologisk konflikt. Hvis kirken ikke er meget opmærksom på, hvem der anmelder hvem, kan de nye regler udnyttes til at ramme præster, man ikke kan lide," siger hun.