Prøv avisen

Kristeligt Folkeparti var en misforståelse

Sådan så han ud engang. Jens Møller, anno 2008, fotograferet ved det store maleri, der blev malet af ham som femårig. Selvom han i dag har mistet synet, beklager han sig ikke. Kun lidt over radioen, når man her blander tale og musik, som gør det svært for ældre – hvor hørelsen er nedsat – at høre, hvad der bliver sagt. – Foto: Jesper Kristensen.

Jens Møller satte som landsformand og folketingsmedlem streg under partiets kristelige profil. I dag er den tidligere politiker blind og svækket. Det giver gode muligheder for at koncentrere sig om det væsentlige: at leve Gud nær, fastslår den 87-årige Jens Møller, som for mange år siden konverterede til katolicismen

Kristeligt Folkeparti, som siden har skiftet navn til Kristendemokraterne, var en misforståelse. Det mener en af partiets gamle markante skikkelser. Som landsformand og folketingsmedlem var Jens Møller i 1970erne blandt pionererne i partiets opgangstider frem til den begyndende nedgang. Kristeligt Folkeparti var i den periode repræsenteret i Folketinget med op til ni mandater og gjorde sig stærkt gældende i den offentlige og politiske debat med sine to mærkesager: kampen mod frigivelsen af pornografien og den fri abort.

Den nu 87-årige tidligere politiker er i dag blind og fysisk svækket, men alderdommen og det mistede syn har givet tid til eftertanke. Tid til at koncentrere sig om det væsentlige: at leve Gud nær. For At leve Gud nær er min lykke, citerer Jens Møller fra en gammeltestamentlig salme.

Som politiker kom han med i Kristeligt Folkepartis første turbulente tid, kort efter stiftelsen af partiet i 1970. Som landsformand var han med til at sætte streg under partiets kristelige profil.

Andre ville understrege det folkelige frem for det kristelige, og den uenighed førte til, at Jakob Christensen, den første formand, og andre forlod partiet. Men for mig var der ingen tvivl: hvis ikke der skulle streg under det kristelige, hvad skulle vi så i det hele taget med et Kristeligt Folkeparti?

Alligevel mener han i dag, at partiet aldrig skulle have været stiftet. Kristeligt Folkeparti blev dengang blandt andet kritiseret for at tage patent på kristendommen i dansk politik, og kritikerne havde nok nogen ret, mener Jens Møller i dag.

I stedet for et parti burde vi have dannet en lobbyistgruppe eller pressionsgruppe, som kunne have støttet de kristelige folketingsmedlemmer i alle partier. Det ville have været til større gavn.

Kristeligt Folkeparti blev bl.a. stiftet som reaktion på lovforslaget om fri abort i Danmark. Det var en diskussion, hvor der i 1970erne blev gået hårdt til argumenterne, og partiets kompromisløse folketingsmedlem Inge Krogh rejste rundt i sin private afskrækkelseskampagne med billeder af aborterede fostre.

Når man holder idealerne så højt, som vi gjorde i den debat, risikerer man at miste jordforbindelsen, og jeg tror, vi talte os selv lidt langt ud i den sag, kommenterer Jens Møller i dag. Selv er jeg ikke tilfreds med alt det, jeg sagde dengang. Det blev jo lidt ubarmhjertigt over for dem, der af den ene eller anden årsag havde fået foretaget en abort.

Sagt med alderdommens eftertanke. For man har lov til at blive klogere, påpeger Jens Møller, og til klogskaben hører evnen til at erkende egne dumheder som det udtrykkes og fejltrin.

Jens Møllers syn er blevet stadig svækket gennem de seneste 10 år, og de sidste par år har grøn stær og sukkersyge taget den sidste rest, så han nu ikke kan skelne selv det stærkeste lys udefra. Men i mørket lever troen, og den har fået endnu stærkere betydning for ham med årene.

For den blinde kan se Gud lige så godt som den seende, understreger Møller. Han konverterede for mange år siden til den katolske kirke og deltager i nadveren en gang om måneden, når den katolske præst kommer på besøg i Jens og Gudrun Møllers hjem ved Kolding Fjord. I kirke kommer han nu kun sjældent, på grund af sit handicap. Til gengæld er han en ivrig lytter af radioens program 1 og dermed også radio- gudstjenesterne om søndagen.

Dem har jeg meget glæde af. Selvom jeg er katolik, kan jeg næsten altid skrive under på de prædikener, som her bliver holdt af præsterne fra folkekirken.

Jens Møller valgte den katolske kirke, da han på et tidspunkt fandt, at folkekirken var blevet for løs i fugerne. Han har ikke fortrudt skiftet, siger han, men tilføjer, at han i dag nok ikke ville have gjort det.

Præster og biskopper og i den katolske kirke paver, betyder ikke så meget. De forgår, men kirken består. Det er det afgørende.

Barndomshjemmet i Odense var solidt borgerligt og ikke særlig kirkeligt. Ikke engang til juleaften sled familien på kirkebænkene, men Jens Møller læste en bog af Paul Tournier, som var med i 1930ernes Oxfordbevægelse, der prædikede personlig omvendelse samt ærlighed, renhed, selvopofrelse og kærlighed.

Jeg var optaget af spørgsmålet om, hvorvidt der var en gud eller ej. Her opfordrede Paul Tournier til, at man selv forsøgte sig frem: Læs et lille stykke i Ny Testamente dagligt, og bed en kort bøn.

Det prøvede Jens Møller en tid, men han havde også læst filosofi og mødte her tanken om, at Gud hvis han findes er så ophøjet, at mennesker umuligt kan erkende ham.

Lige ned i alle disse ungdommelige tanker om Guds eksistens var det så, at Vorherre tilsyneladende selv blandede sig en augustaften 1945. Nemlig den aften, hvor Jens Møller fik sin stjerneoplevelse, som for ham ændrede uvished til tro og dermed fik afgørende betydning for resten af hans liv.

Jeg havde været med færgen i Korsør, og på cykelturen fra Nyborg tilbage til Odense tænkte jeg endnu en gang over alt det med Gud. Var han til, eller blot fantasi, og hvis han var til, hvorfor kunne man så ikke i dag få et tegn, som de gammeltestamentlige profeter fik det? Han kunne da f.eks. lade den store stjerne der, på himlen lige foran mig, falde ned!

Og netop i dette øjeblik var det så, han så det lysende stjerneskud på augusthimlen. Det udgik fra netop den stjerne og gik lige mod jorden.

Det var jo et mærkeligt tilfælde, mente jeg, men tænkte så, at jeg nok først ville tro det ikke bare var et tilfælde, hvis det skete én gang til! Og samtidig tog jeg mig i det, for jeg vidste jo, at man ikke må friste Gud. Men så skete præcis det samme. Endnu et stjerneskud udgik fra stjernen.

For Jens Møller blev dette gudsbeviset.

For mig var det for fantastisk til, at det blot kunne være en tilfældighed. Det understregede for mig, at vi har en gud, som ikke er fjern og utilnærmelig, men som vi kan bede til og kommunikere med.

Efter stjerneoplevelsen blev han en ivrig kristen.

Som de mange nyomvendte blev jeg i første omgang fundamentalist, hvor hvert ord i Bibelen opfattes som inspireret og sandt. Siden fandt jeg ud af, at den bibelopfattelse ikke holder over for virkeligheden, og at det samtidig er en misforståelse, hvis man mener, man er nødt til at ofre sin logiske sans og fornuft for at tro.

Han fortæller, at han bliver irriteret, når han hører begavede mennesker affeje kristendommen, fordi de ikke kan tro på Bibelens skabelsesberetninger.

Så afskriver de det hele og kan hverken tro på Gud eller undere i stedet for at bruge deres hoved, som de ellers gør i alle andre tilfælde. Bibelen er jo ikke naturvidenskab, men vil fortælle en historie, der handler om det væsentligste her i livet, nemlig at Gud har skabt det hele, og hvad det betyder at være menneske: at vi lærer at forholde os til godt og ondt og derved bliver ansvarlige.

Jens Møller har som politiker og foredragsholder stridt sin egen personlige strid for troen og kristendommens idealer i den danske befolkning.

I dag står kampen her imod uvidenheden. Det er ufatteligt, så uvidende mange mennesker er, så snart det drejer sig om kristendom. Så falder de straks tilbage til nogle barnagtige forestillinger om Gud som en hvidskægget gammel mand, og det kan jeg godt forstå ingen voksen kan tro på. Vi mennesker kan kun tale om Gud tilnærmelsesvis, men det centrale i kristendommen er jo netop, at vi med Jesus har fået det bedste billede af Gud. Han er hellig og ophøjet, men bøjer sig i Jesus Kristus til os, og gør os til sine børn i den hellige dåb. Fordi han er kærlighed.

For kristendommen er kærlighedens og nådens religion, med kærlighedens krav til mennesker om at elske sit medmenneske, understreger Møller.

Du skal elske din næste som dig selv, lyder det til os. Jamen, siger folk, man kan ikke tvinge folk til at elske nogen, som måske overhovedet ikke er elskværdig, og det er jo på en måde meget forståeligt, men det, man så kan gøre, er at begynde regelmæssigt at bede for dette menneske. Så kommer man til at elske det.

Naturligvis er det vigtigt selv at blive elsket, men når man bliver gammel, begynder man at indse, at det allervigtigste er selv at elske andre, fastslår den gamle toppolitiker.

Det giver mening og indhold i livet.

steens@kristeligt-dagblad.dk

Jens Møller stred i den politiske kamp for de kristne idealer. I dag mener han, at man i stedet for et parti skulle have dannet en lobbyistgruppe, som kunne have støttet de kristelige folketingsmedlemmer i alle partier: – Det ville have været til større gavn. – Foto: Jesper Kristensen.