På en usædvanlig lun februar-formiddag sidder 60 mennesker til morgenandagt på Hotel Nyborg Strand med udsigt til Storebælt og synger ”Lysets engel går med glans”. Fælles for dem alle er, at de har rødder i landbruget og tilknytning til det kirkelige miljø, og netop de to ting forenes til det årlige Kristeligt Landmandsstævne, som har eksisteret i over 100 år.
Men i dag har landbrugets rolle i stævnet ændret sig, og det danner i højere grad ramme om weekenden, end det udgør selve indholdet, forklarer Niels Henrik Kjær Sørensen, som har deltaget de seneste 15 år og er blandt de frivillige arrangører af Kristeligt Landmandsstævne.
”Uden mennesket har fagligheden intet at byde på. Derfor prøver vi at finde ind til mennesket bag,” siger Niels Henrik Kjær Sørensen og understreger, at stævnet er for alle med og uden tilknytning til landbruget.
”Man har ønsket fra gammel tid at kombinere det kristelige og landbruget, og vi synes, at gammel landsbrugskultur er sjov at holde fast i. Men vi fornemmer, at det, landmænd egentlig har brug for, er at komme på afstand af fagligheden.”
Derfor går arrangørerne i højere grad efter at skabe indhold med udgangspunkt i det eksistentielle og det åndelige:
”Det er vores indtryk, at man i mange år har troet, at fagligheden kunne stå alene. I de her dage prøver vi at bevæge os væk fra fagligheden, og det kendetegner sammenkomsten her, at man kommer hinanden ved,” siger Niels Henrik Kjær Sørensen.
Det lader til at passe gæsterne, heriblandt parret Karl og Else Marie Kristensen, som er kommet til stævnet i mindst 10 år. Præcis hvor mange år husker de ikke lige, men de er meget tilfredse med foredragene, selvom det landbrugsfaglige er skiftet ud.
”Bønder er ikke så faglige, at de ikke kan tåle at høre noget andet,” siger Karl Kristensen og griner.
Det særlige fællesskab trækker i parret, selvom de til daglig også har et kirkeligt fællesskab i menigheden i Vendsyssel.
”Vi møder nogle fra min hjemegn, fra landbrugsskolen, højskolen, og så er der det kristne sammenhold,” siger Else Marie Kristensen.
I stedet for det landbrugsfaglige indslag er det i dag bestyrelsesformand for Mercy Ships, Jens Erik Engelbrecht, som holder foredrag om Mercy Ships humanitære arbejde i Vestafrika. Publikum er veloplagte, strikkepindene klikker rundt omkring, og flere tilhørere puffer til hinanden, da Jens Erik Engelbrecht fortæller, at organisationens ældste frivillige er 82 år. Det er altså ingen hindring at være frivillig, selvom man er pensioneret, hvilket er tilfældet for næsten alle fremmødte.
Det gælder også parret Per og Anna Marie Maagaard, der kommer fra Hald ved Randers. For to år siden opdagede parret, at der var noget, der hed Kristeligt Landmandsstævne i Nyborg. Derfor er de nogle af de nyeste ansigter til stævnet, og de er begejstrede for både foredragene og fællesskabet.
”Foredragene er interessante, selvom det ikke er om landbrug. Landbrug får vi jo nok af derhjemme, fordi vi kommer i landbrugsforeningen,” siger Per Maagaard.
”Det er fagfæller, vi møder her,” siger Anna Marie Maa-gaard og bliver pludselig rørt, da hun fortæller om et overraskende møde med en, der kendte hendes morbror.
”Vi snakkede med en masse mennesker, og pludselig var der en mand, der fortalte, at han har tjent ved min morbror i 1952. Det er det, der er så skønt ved at være med til sådan noget,” siger hun.
”Det er spændende at snakke med mennesker, som har levet på samme måde, som vi har. Vi er jo en uddøende race. Der bliver færre og færre af os, og de unge mennesker har jo en anden tilgang til det, end vi havde.”
Derfor tror de heller ikke, at deres søn, som har overtaget landbruget i Hald, ville deltage i stævnet.
”Han har et andet fællesskab i dag, hvor vi tager del i det landbrugsfaglige, men han har familie og ville ikke have tid til at tage herover i en weekend. Det kunne vi heller ikke, dengang vi drev landbrug. Der holdt vi ferie med børnene,” siger Per Maagaard.
Arrangørerne bag Kristeligt Landmandsstævne oplever også, at det hovedsageligt er pensionister med landbrugsbaggrund, der deltager. I år desværre lidt færre end sidste år, og det er en udfordring, fortæller Ellen Margrethe Lomholt, som også er blandt arrangørerne og gerne ser, at det bliver et stævne for alle:
”Landbruget spillede jo en rolle dengang, da det startede, men i dag er stævnet for alle. Vi vil gerne have, at det bliver et seniorstævne, hvor både land og by kan mødes.”